Næste morgen er skyerne lettet omkring Taranaki, og vi beslutter at køre op på plateauet igen.
 |
 |
 |
Stilheden heroppe er nærmest larmende. Der er kun få fuglestemmer, og det mest gennemtrængende, er den intense summen fra de mange insekter, der lever i den tætte bevoksning og dens mange bittesmå blomster.
Vi bor lige ved siden af en kæmpestor vulkan, bare den ikke går i udbrud mens vi sover.
Den lange køretur har trukket tænder ud, så vi slapper af og vasker tøj, inden vi kører den korte tur op til Stratford Plateau på Taranaki.
Den enorme vulkan, som har givet navn til halvøen, ligger omsvøbt af skyer, så toppen er skjult. Fra udsigtsplatformen kan vi se ned til byen og rundt i landskabet ved vulkanens fod.
Taranaki er – i ensom majestæt med sin 2.518 meter høje og næsten perfekte kegleform – det altdominerende midtpunkt på halvøen.
Maori-legenden fortæller, at Taranaki forelskede sig i vulkanen Tongariro’s hustru, Pihanga, kæmpede mod Tongariro, tabte, og måtte flygte til dette ensomme sted længst mod vest, langt fra Pihanga.
I sorgen over tabet af den elskede fyldte Taranakis tårer dernæst floden Whanganui, som den dag i dag er en af New Zealands allerstørste og mest vandførende floder.
Mor: “Når vi kommer hjem, er det på hovedet i seng!” Laura: “Altså mor, vi kan da ikke stå på hovedet og sove.”
Wellington er hovedstaden i New Zealand, den er bare ikke så stor som Auckland.
På åbent hav bliver vi mindet om havets kræfter, og de sidste par timer af sejladsen til Wellington gynger det en del. Vi kommer hurtigt i land, og efter et kort ophold i hovedstaden, starter vi på vores længste stræk på hele turen.
Vi har ikke kunnet få overnatning i Wanganui på nordøens sydlige vestkyst, fordi byen er vært for et stort idrætsstævne. Vi har derfor besluttet at vinde en dag ved at køre til Stratford ved vulkanen Taranaki længere oppe på nordøen. Det betyder til gengæld, at vi har mere end 5 timers kørsel foran os. Det er ikke populært på bagsædet.
Det meste af ruten går gennem højt beliggende, men fladt og svagt kuperet landbrugsland. Senere kommer der flere bakker, gyldenbrune som i Marlborough på sydøen, og siden grønne og mere kuperet terræn med store fald og stigninger.
Vi kommer dog hurtigt fremad, for vejen er New Zealands hovedpulsåre, State Highway 1, som går fra Auckland til Wellington over Picton, Christchurch og Dunedin til Invercargill i syd på sydøen.
Efter en tur på Burger King undervejs, er vi langt om længe fremme ved Hawera, som er vores gateway til Taranaki-halvøen. I Hawera ligger også verdens største mejerianlæg, Kiwi Factory. De producerer dagligt astronomiske mængder af mælkepulver, mozzarella og andre mejeriprodukter fra mælken fra de ca. 5.000 farme med ca. 650.000 køer, som græsser på markerne rundt om Taranaki.
Vi når til Stratford netop som klokken på det berømte town clock slår 8 pm, og finder hurtigt vores bo, pakker ud og lukker ned for en meget lang dag.
Monstertidligt oppe 
Vi skal tjekke ind ved færgen kl. 7. Vi sejler først kl. 8.00, så det er lidt træls at skulle jage rundt for at komme hen og sidde og vente.
Vi er på plads i køen lidt over syv, og kører ombord 20 minutter senere. Tilsyneladende har færgeselskabet alle ombord før tid, for kl. 7.45 stævner vi ud gennem Queen Charlotte Sound.
Afsejlingen fra Picton og dermed sydøen er et underligt vemodigt farvel til 6 uger med mange fantastiske oplevelser.
Men sejlturen ud gennem sundet er samtidig et enestående storslået og smukt farvel, og hvem ved, måske på gensyn, med et ubeskriveligt smukt sted på vores jord.
Et sted, vi ikke i vores vildeste fantasi havde forestillet os ville være så fantastisk smukt, afvekslende og storslået.
Katastrofe! 
Is-cafeen er lukket. Vi må klare os med nødløsningen, et bæger Rush Munro-is fra New World. Vi pakker bilen og gør klar til at køre til Picton. Vi skal sejle tidligt tirsdag morgen. Vi har booket en cabin hos Waikawa Holiday Park, som vi også boede hos, da vi kom til sydøen for seks uger siden. Hvor tiden dog bare er fløjet afsted 
Vi tager det stille og roligt tilbage til Nelson, hvor vi køber ind, inden turen går videre til Picton. Det sidste stykke kører vi ad Queen Charlotte Scenic Drive langs kysten.
The Marlborough Sounds er et fortryllende smukt område med mange bush-klædte smukker bugter og odder omkransende det azurblå hav.
Kiwi’erne langs ruten har også sørget for finurlig udsmukning – mange af postkasserne er ret spændende og kreativt udsmykkede.
 |
 |
 |
 |
Fremme i Waikawa pakker vi det allermest nødvendige ud, og kører ind til Picton for at få noget nem aftensmad.
