New Zealand 2008 - 2009

Vi har bestilt taxi til lufthavnen dagen før, og vi forlader The White House halv elleve om formiddagen. Elvira har sørget for morgenmad, og ønsker os god rejse hjem.

Vi skal flyve 15.25, og det betyder, at vi skal fordrive nogle timer i Stansted Lufthavn inden turen går til Billund.

Vi lander planmæssigt i Billund, og bliver modtaget af vores gode venner Lotte og Jan og deres døtre Rikke og Emma fra Bække.

I Danmark er det 6 graders frost og sne – en temperaturforskel på 40 grader i forhold til Auckland. Vi fryser bravt på parkeringspladsen, men får hurtigt varmen i bilen, og kommer sikkert hjem til Bjert.

Vores søde naboer Maiken og Peer har inviteret på lidt let at spise, dejligt, inden vi kravler under dundynerne hjemme i Aldersro.

Gensynet med vore egne senge og dyner er fuldstændigt overvældende dejligt.

Foran os venter nogle dage med jetlag, udpakning af baggagen og det hjembragte kiwiana samt massive bjerge af vasketøj.

Men det er trods alt dejligt at være hjemme igen.

Efter en flyvetur som ikke synes at have nogen ende, lander vi 45 minutter tidligere end planlagt i London. Vi har tilbagelagt knap 20.000 km, og har været undervejs i 27 timer.

Selvom den lange tur har kølet os ned fra de tropiske varmegrader i Auckland, er de to graders varme i London ikke spor behagelige. Vi finder huer og vanter frem, og drikker varm chokolade mens vi venter på bussen til Stansted, hvor vi skal overnatte.

Som vi kører begynder det at sne. Da vi når frem til Stansted, er lufthavnen indhyldet i hvirvlende snefnug. Vi finder en taxi, som kører os frem til vores sidste bo, The White House, som er et spændende gammelt hus fra det 15. århundrede beliggende i forstaden Takeley.

Vi bliver modtaget af Elvira, en ung spansk kvinde, som er ansat på pubben, og som er i England for at lære sproget og samtidig tjene nogle penge. Hun har været i England i tre måneder.

Vi når lige omkring The Lion & Lamb, som også driver The White House, og får lidt let aftensmad, inden vi falder omkuld i sengene, udmattede efter flyveturen fra New Zealand.

Vi går om bord i “Queenstown” igen, og letter mod London. Det er ved at blive morgen, og heldigvis er det næsten skyfrit, da vi efter nogle timers flyvning, ser de første bjerge i Himalaya dybt under os.

Vi flyver for langt mod nord til at få et glimt af Mt Everest, som også er uløseligt forbundet til New Zealand gennem kiwi’en Sir Edmund Hillary, der som den første besteg bjerget i 1953.

Efter Himalaya kommer vi ind over Sibirens uendelige sneørken, hvor vejene ligger som snorlige streger mellem byerne.

Vi ankommer til Hong Kong kl. 02.30 NZ-tid. Vi har fået sovet en del trods voldsom turbulens undervejs. Hong Kong Airport er ikke noget spændende bekendtskab.

Kineserne er venlige nok, men deres ubehjælpsomme eller ligefrem manglende engelsk og den underlige fornemmelsen af usynlig overvågning gør oplevelsen væsentlig mere kølig end de 20+ grader, der er uden for.

Vi tilbringer de godt to timer i transit-området, hvor der ikke er meget at foretage sig andet end at vente.

En dejlig, frisk morgen med flot solskin over London. Pigernes humør er godt efter en god nats søvn (selvom sengene er elendige 🙁 ).

Vindretningen har ændret sig, så flyene letter længere mod vest. Det betyder, at døre og vinduer ikke klirrer, når flyene går hen over husene. Klokken 11.15 kører vi med den gratis minibus tilbage til lufthavnens terminal 1, hvorfra vi skal flyve til Los Angeles med afgang kl. 15.45.

De næste knap 27 timer skal vi tilbringe i en Boeing 777-200ER med plads til 313 passagerer. Heldigvis er maskinen ikke helt fuld på vejen til Los Angeles, så vi har mulighed for at ligge henover nogle sæder. Det er dog ikke meget vi får sovet.

Indflyvningen til et aftenbelyst Los Angeles er betagende smuk. Katrine kalder LA for guldbyen på grund af alle de skindende lys. Lysene strækker sig over flere kilometer, byen er enormt stor.

Bilernes lygter lyser op som røde og hvide slanger, der strækker sig gennem byen.

London Stansted. Lufthaven har ændret sig en del siden, Anders var her første gang for mere end 30 år siden. Vi skal videre til Heathrow med bus nr. 727. I lufthavnen skal vi ringe efter minibussen fra Heathrow Lodge Motel, hvor vi skal overnatte.

Motellet er acceptabelt, men vi vil nok tøve med at anbefale det. Motellet har løbende opkøbt mange af husene på Old Bath Road, som motellet ligger på. Vi bor i nr. 564, værelse 1. Her sidst på aftenen er larmen fra lufthavnen faktisk ret voldsom.

Så er vi i luften! Første skridt er taget på vores lange rejse mod det mål, vi har haft for øje i fem år. Det synes næsten uvirkeligt, at vi rent faktisk er på vej.

Vi er ved at være i mål, mangler lige det sidste rengøring og oprydning. Pyha!

I eftermiddag venter første stræk af rejsen: BLL-STN. Derefter hedder det bus til LHR, hvor vi overnatter.

I morgen går det så for alvor løs fra LHR til LAX, hvor vi mellemlanderet par timer, inden det sidste “long haul” til AKL.

ETA i Auckland er ca. 7.25 AM den 14. november.