Margit, Henrik og pigerne kører også til Hokitika i dag, så vi bliver enige om at spise middag sammen om aftenen.
Vi bor på samme plads, og vi har en rigtig dejlig og hyggelig aften sammen, hvor vi blandt andet ser solnedgangen på stranden. Det er koldt, så vi voksne står og skutter os i det læ vi nu kan finde, mens alle pigerne “laver bål” i sandet af drivtræ fra stranden.
 |
 |
Vi pakker sammen mellem de ret voldsomme byger, og kører det korte stykke op til parkeringspladsen ved pandekageklipperne. Det er igen begyndt at regne, så vi tager regntøj på, og går en tur mere rundt på pandekagerne.
Bagefter går vi ned af bakken igen og kravler ind i Punakaiki Cavern, som ligger i klippen over for vores bo. Der er meget fugtigt i grotten, som har lange gange ind langs klippevæggen, nærmest som lange vandrette skakter mellem to bjerge.
Overfor pandekageklipperne ligger Wild West Coast Cafe som også har spiselige pandekager på menukortet. Mens vi spiser klarer det op, så vi beslutter at gå ud til blowholet igen, for at se, om der er kommet mere tryk på.
Og minsandten om ikke vi møder Margit, Henrik og deres søde piger Rikke, Sofie og Mathilde igen 
Gensynsglæden er stor, og vi tager turen rundt på pandekagerne sammen.
Derefter står den (igen) på pandekager, is og sandwich til os, inden vi kører videre til Hokitika.
Turen langs kysten til Hokitika er fantastisk smuk, med masser af “photo opportunities”, som Chris fortalte os i Waikawa. Vi stopper flere gange undervejs, og får en masse flotte billeder.
Turen går sydover på vestkysten, tilbage til Westport og videre mod Punakaiki, som er vores næste mål. Vi har tænkt at blive her to dage, men vi er heldige med at finde overnatning en enkelt nat. Vi booker i stedet 3 dage i Hokitika, som er næste stop. Vi bor lige ned til stranden og lige foran nogle kæmpestore klipper, som rejser sig lodret op fra vejen lige over for vores bo.
Punakaiki er hjemsted for Pancake Rocks and Blowholes, som er dannet af havets og luftens erosion af kalkstensklipperne. Vi tager en flot tur rundt på en godt afskærmet sti ud på klippen, hvor vi kan se bølgerne brydes mod klippen.
 |
 |
 |
Højvandet er slut for i dag, så der er ikke mere at se i blowholet. Hvis vejret er bedre i morgen tidlig, vil vi kigge derud igen. Vejrudsigten lover heavy rain – i New Zealand er det 100-150 mm – i nat, men det skulle klare op i løbet af den tidlige morgen.
Nytårsmorgen er vi de første gæster, som er vågne på motellet. Vi pakker vores baggage sammen, og gør det klar til om aftenen, så vi hurtigt kan pakke bilen til næste dag. Så pakker vi turrygsækken, og kører til Kohaihai nord for Karamea. Her starter New Zealands længste track, the Heaphy Track på 82 km, gennem Kahurangi National Park til Collingwood i Golden Bay, på sydøens nordkyst.
Vi går fra Kohaihai til Scotts Beach, en god times vandring gennem frodig bush og Nikau palmer. Halvvejs er der et fantastisk flot kig ned på stranden gennem bevoksningen. Da vi kommer over bakkekammen, åbner stranden sig for os, og vi står for første gang ansigt til ansigt med The Roaring Tasman. Det er i sandhed et brølende og buldrende hav med enorme og fascinerende kræfter.
 |
 |
Laura og Katrine hygger sig med Lauras lille spand og lille skovl 
i den lille bæk, som strømmer ned fra bjergene øverst på stranden, i sikker afstand af bølgerne. Imens tager Dorte solbad og jeg tager billeder af stranden, klipperne og de fascinerende bølger.
Vi trodser de ihærdige, allestedsnærværende og bestandigt blodtørstige sandfluer, og bliver på stranden godt en time inden vi vandrer gennem bushen tilbage til bilen.
Vi spiser et let aftensmåltid, og kører til stranden ved Karamea for at se solen gå ned. Mætte af solen og varmen, går vi trætte i seng, godt tilfredse med årets første dag.
Nord for Karamea i The Oparara Basin ligger nogle helt særegne naturoplevelser og venter på os.
Vi kører 16 km op ad en grusvej gennem tæt bush til den øverste af tre parkeringspladser. Heroppe er bushen blevet til tæt regnskov med mosbevoksede træer, meget tæt bundbevoksning og en helt speciel fugtig lugt.
Fra p-pladsen er der en kort sti frem the Box Cave og Crazy Paving Cave. Box Cave, som vi går ind i først, er en kæmpestor grotte, som er tæt på fyrre meter høj, fyrre meter bred og fyrre meter dyb. Vi har lygter med, og bevæger os helt ind i bunden af grotten. Da vi slukker lygterne, ser vi 15-20 glowworms oppe i grottens loft. Glowworms er larveagtige insekter, som lever hele deres liv i grottens loft, og som lyser som små stjerner i den mørke og kolde grotte.
 |
 |
 |
 |
Crazy Paving Cave har fået sit navn efter gulvet i grotten. Gulvformationerne er dannet af vand og mudder, som efterhånden er tørret ud, og som nu ligger som et ørkenlandskab herinde i grotten. Også denne grotte har sine særlige beboere, meget sjældne edderkopper, som hænger sine op til 50 æg op i poser under loftet.
Vi kører ad grusvejen til den mellemste parkeringsplads, og vandrer gennem regnskoven frem til indgangen til Moria Arch.
Vi kravler gennem en lille åbning i klippen, Moria Gate, og ned igennem en tæt skakt ind under klippen, hvor et forunderligt sceneri åbner sig for os. Snart står vi under kalkstensbuen, som spænder 47 meter hen over en lille flod.
Vi skal ad samme smalle passage tilbage til stien, og fortsætter rundt til The Mirror Tarn, som er en nærmest cirkelrund grøn sø, midt i regnskoven. Bortset fra fuglene er her helt stille, og søen er spejlblank.
Herfra går stien tilbage til den nederste p-plads.
Efter et kort hvil, beslutter vi at gå til den sidste af de tre spektakulære klippeformationer, nemlig Oparara Arch.
Kalkstensbuen er så stor, at vi først ikke ser den. Den er 37 meter høj, spænder over 49 meter og er 200 meter dyb.
Hjemme i vores bo går vi i bad og klæder om til nytårsaften. Vi er imidlertid for trætte til at tage afsted til arrangementet, og hygger os i stedet hjemme med dejlig middag, kortspil og en god snak om ønsker for det nye år.
Som mørket falder på, bryder det voldsomme regnvejr vi har haft natten før, ud igen.
Vi skal tilbringe nytåret i Karamea, og finder frem til vores bo efter en bjergrig tur forbi flere store klippeskred og halve veje. Vores bo ligner noget, som er klippet ud af en dansk familiefilm fra 50’erne: et kolonihavehus med den karakteristiske jordslåede lugt, med storblomstret tapet på væggene, lige så spraglede tæpper i brunlige nuancer på gulvene og plasticborde og vinylstole som spisestueinventar. Men alligevel hyggeligt, og med et rigtig behageligt og laid-back værtspar, Saene og Paul.
Vi “låner” hunden Moo, som viser os rundt i floddeltaet – han er vist godt træt efter turen med en masse “kaste pind” og faren rundt på flodengene. Vi taler kort med en anden lokal kvinde, som hjælper til ved motellet. Hun fortæller, at der er fællesspisning og nytårsaften på vandrerhjemmet inde i byen i morgen, og at alle er velkomne.
Fra byen kører vi ud til Cape Foulwind, hvor vi spiser frokost ved fyret. Trods stedets navn er vinden varm og behagelig, og december viser sig igen fra sin meget sommerlige side. Der er en fantastisk udsigt udover det Tasmanske Hav, og mod de delvist eroderede Foulwind Mudcliffs bag Cape’n.
Vi kører videre til Tauranga Bay og sælkolonien, som holder til her. Der er flere klipper og færre sæler her end ved Ohani på østkysten. Sceneriet er dog flottere med Wall Island, en kæmpe klippemastodont, stående mod horisonten længere ude i havet.
 |
 |
Heldigvis er der helt tilfældigt også en mobil iskiosk lige på parkeringspladsen, så vi køler ned i skyggen med noget Hokey Pokey og chokoladeis, inden vi starter på turen til Karamea 100 km længere oppe af nordkysten.
Westport var en gang guldby, siden kulby og nu nærmest soveby. Adventure-turismen er byens vigtigste indtægtskilde, omend det næppe er byen, der trækker turisterne til. Bystyret har brugt mange penge på at profilere byen som udgangspunkt for alskens udflugter for alverdens vovehalse.
Vi vælger de mere rolige omgivelser i byens museum, som er en temmelig blandet landhandel med indslag fra vigtige afsnit i byens historie.
Da kulminedriften fra The Denniston Incline nord for byen var på sit højeste, blev der hentet 120 tons kul af højeste kvalitet ned fra bjerget – hver dag – i store vogne, som blev firet ned af bjergsiden med 10 cm tykke wires i afsindinge vinkler.
Tyngdekraften fra den nedadgående vogn blev brugt til samtidig at trække de tomme vogne op igen. Det nedadgående spor med de fyldte vogne kaldtes spøgefuldt The Company Side, mens den opadgående blev kaldt The Donkey Side.
