Blog Image

New Zealand 2008 - 2009

Rejsebog fra vores ophold i New Zealand

Følg med...

Cardrona Valley og Crown Road

New Zealand Posted on 01/14/2009 22:03

Vi kører via Cardrona Valley og The Crown Road over passet til Arrowtown. Det er en fantastisk smuk køretur ad New Zealands højest beliggende vej, 1076 meter over havet. Udsigten, den høje himmel, bjergene og det fantastiske panorama er overvældende smukt.

Vi finder frem til vores bo i den gamle guldgraverby, ser nyhederne, og spiser sen aftensmad. Vi slutter dagen af med en kort aftentur langs hovedgaden med de gamle huse. Vi har fået et lodge-room, med fire køjesenge – alt hvad der var at finde i Arrowtown, men det fungerer.



Farlige Fox

New Zealand Posted on 01/14/2009 21:57

På nogle storskærme placeret rundt om i butikken, ser vi, at to unge australske turister er blevet dræbt af tonstunge isblokke så store som lastbiler, der er brækket af og er faldet ned ved foden af Fox Glacier – blot få timer efter, at vi har forladt stedet.

Det er rigtig uhyggeligt, og det gør et meget stærkt indtryk.



Fra is til guld

New Zealand Posted on 01/14/2009 21:56

Vi starter tidligt i storsilende regn mod Arrowtown, som er naboby til Queenstown. Undervejs spiser vi frokost i bilen eftersom der ikke er overdækkede bænke i vores tiltænkte stop i Lake Hawea. Vi kører videre til Lake Wanaka, som er næste større by. Vi køber ind i New World.

Søerne er meget smukke – givetvis endnu smukkere i tørvejr smiley



Lake Matheson og op til gletscheren

New Zealand Posted on 01/14/2009 21:53

Dagen efter er vejret klaret op, og regnen er ophørt. Dorte og Katrine kører en morgentur ud til spejlsøen Lake Matheson, mens Laura hjælper med at finde morgenmad frem, og jeg pakker tingene til bilen.

Vi har mødt et par fra Århus, Nina og Tobias med to små børn, Therese og Asger, i Hokitika. De er også her i Fox Glacier, og vil også gerne gå op til gletscheren, men vælger at lade være fordi, der først er plads på guidede ture sidst på eftermiddagen.

Vi beslutter at køre op til parkeringspladsen igen. Vandstrømmene er mindre kraftige i dag, og vi kommer over uden våde fødder, og helt frem til gletscheren.

Efter en sen frokost tilbage i byen, kører vi mod Haast gennem et meget frodigt og afvekslende landskab. Regnen er sat ind igen, nu blot endnu kraftigere end i går. Vi når frem til Haast Beach Holiday Park sidst på eftermiddagen. Stedet ligner en lejrskole med rødmalede bygninger. Vores bo er en ok kitchen cabin, så vi pakker det nødvendigste ud, laver mad og går tidligt i seng.



Første kig på Fox Glacier

New Zealand Posted on 01/14/2009 21:48

Vi kan ikke komme op på selve gletscheren, Laura er ikke gammel nok, så vi vil i stedet køre til parkeringspladsen i regnskoven, hvor Fox-gletscheren ender sit fald på mere end 1.300 meter fra bjergets top, og gå op til gletscheren.

Det har regnet stærkt hele natten og det meste af formiddagen med. Der kommer årligt mere end 5 meter (!) regn i dette område, så helt tørvejr bliver det sjældent.

Vi kører derfor til Franz Josef hvor vi besøger Hukawai Gletscher-centret. Det klarer nogenlunde op, så vi kører til Fox gletscheren. Desværre er vejen spærret på grund af et enormt stenskred, så vi kører op ad Fox Glacier View Road i stedet, hvorfra vi kan gå ned til et udsigtspunkt. Her er det muligt at se gletscheren oppefra.

I de røde ringe på billedet går der grupper af mennesker. Det giver et indtryk af gletscherens enorme størrelse.

Udsigtspunktet er ikke stort, og det er langt fra gletscheren – alligevel er det et imponerende syn. Vi kører ned til Glacier Road som nu er åben igen og ind til parkeringspladsen. Vi går op mod gletscheren, hvor der med skilte advares mod stenskred og stærk strøm i vandløbene ned fra bjergene.

Vi når frem til et kraftigt vandløb, hvor der er for meget strøm og vand til at komme sikkert over. Sent hjemme laver vi mad, og overvejer muligheden for at flyve op over gletscherne og Mt. Cook i helikopter i stedet.



Sydpå mod gletscherne

New Zealand Posted on 01/14/2009 21:43

Vi forlader vores bo i Hokitika i nogenlunde vejr, og kører ad en grusvej gennem bushen ud til Dorothy Falls, som er et meget højt og smalt vandfald. Det falder smukt ned på klipperne og laver et kryds undervejs for til sidst at lande i en lille sø.

Vi kører videre ad grusvejen og tilbage til Hokitika. Vi skal have købt madvarer ind og have fyldt benzin på bilen, inden vi starter på turen ned af vestkysten.

Vi har købt en lille folder med vandreture i Hokitika-området i Informationscentret i Punakaiki, og finder ved hjælp af folderen et dejligt recreation site væk fra vejen ved Mahinapua-søen, hvor vi spiser frokost.

Kort efter vi starter igen, sætter regnen ind. Jo længere sydpå vi kommer, jo tættere bliver regnen. Da vi når frem til Franz Josef og Fox, hvor vi skal se gletscherne, er bjergene helt dækket af grå skyer helt ned til vejen, og regnen er blevet til brusebad. Vi håber, det letter til i morgen.



Sol over Hokitika

New Zealand Posted on 01/14/2009 21:33

Vi tager en rigtig slapperdag, hvor vi lader op med legeplads, solbadning, vasketøj, afslapning og bo-bestilling, inden vi tager ind til byen sidst på dagen og køber jade-smykker til Dorte og Katrine. Laura får et hjertearmbånd med Paua-skal. Det er for langt, så vi tager selv to led ud.



Hokitika Gorge

New Zealand Posted on 01/04/2009 23:22

Om formiddagen tager vi afsked med Margit, Henrik, Rikke, Sofie og Mathilde smiley

Formentlig bliver det sidste gang vi mødes på vores tur i New Zealand. Deres rute er anderledes end vores, og de skal hjem fra Christchurch.

Vi slapper af resten af formiddagen, og får ryddet lidt op mens pigerne fortsætter bål-legen fra stranden aftenen før i haven. Træstykkerne er skiftet ud med mursten, og der bliver stegt stenfisk i gløderne.

Om eftermiddagen kører vi en tur ud til Hokitika Gorge, som er en granitkløft med bare lodrette klipper, hvorimellem Hokitika River snor sig ud mod havet.

Det særlige ved netop dette sted er det mælkede, irgrønne vand, som er fuldstændig uigennemsigtig. Ret underligt og i modsætning til det ellers altid klare vand, der synes at præge New Zealands floder og strømme.

Over kløften og det grønne vand er der spændt en hængebro, som giver adgang til et lille plateau med udsigt til flodens løb i begge retninger.

Sandfluerne er særdeles nærgående, så vi bliver kun et øjeblik, inden vi flygter op i bilen igen. Nogle dusin fluer slipper ind mens dørene er åbne, og vi må bruge en del tid og store armbevægelser på at få nedkæmpet fjenden.

Efter en kort omvej omkring Sunset Point ved Hokitika-flodens udmunding i det Tasmanske Hav, hvor vi finder noget “jade” i form af flotte, grønne sten på stranden, vender vi hjem til sen madlavning og ditto tøjvask smiley

Blog Image



« ForrigeNæste »