New Zealand 2008 - 2009

Over middag kører vi ad kystvejen ud af Otago Peninsula – en smuk og nervepirrende tur med kun få centimeter fra kantlinien til vandlinien.

Vi når frem til Royal Albatross Centre på Tokorua Head for enden af halvøen. Vi køber billet til en guidet tur op til udsigtsplatformen, som er et lille hus på toppen af klippen.

Herfra kan vi se fire albatrosser, som ligger på rede. Der er 28 reder i alt, fortæller vores guide os. De voksne albatrosser vejer 6–7 kg og de fede “små” unger kan veje helt op til 12-13 kg inden forældrene sætter dem på en effektiv slankekur før de 8-9 mdr gammel forlader reden. Når ungerne forlader reden tilbringer de de næste 4-5 år på havet uden at nå land.

Albatrosser får den første unge som 8-9 årig, og finder en partner for livet. Hunnen lægger et æg, som både hannen og hunnen udruger. Når den store unge forlader reden, tager forældrene til søs og bliver på havet et år, før de igen søger land, oftest til de samme reder, og parrer sig og hunnen lægger et nyt æg.

Vi ser 3-4 ungfugle som prøver vingerne af i den kraftige vind. Vi er heldige, at der er kraftig vind, for albatrosserne går ikke på vingerne uden det nærmest “stormer”!

Det er imponerende at se, hvordan disse enorme fugle med et vingespænd på op til 3 meter, så let som ingenting glider gennem vinden.

Vi sætter kurs mod Dunedin, pigerne snupper sig en lur på bagsædet på den lange køretur.

Vi er fremme ved spisetid, og vælger at prøve Hell’s Pizza. Det er den mest bizart indrettede pizzabar, vi endnu har oplevet. Der er en stor heks i hjørnet og en grim spøgelseskvindefigur, men konceptet er gennemført.

Selv pizzaæskerne er Hell-designede: sorte med flammer, og hvis er der rester eller affald, kan en lille kiste foldes af et stykke af pappet. Bare tryk ud langs udstansningen, og fold langs linierne. Wackos!

Nugget Point er tilsvarende en storslået oplevelse. Fra afstand er der ikke meget at se, men da vi først kommer op til fyrtårnet viser oceanet og the Nuggets sig fra deres mest imponerende side.

Stedet er opkaldt efter stenformationerne, der ligner guldklumper. Vi ser mange søløver lege i pools i stenformationerne og ved kysten.

Regnen er ophørt, og solen stråler igen over Catlins fra en vatplettet himmel. Landskabet er grønnere, mere bakket og blidere end de bjergrige egne mod vest.

Strandene er gyldne og langstrakte buer mod det blågrønne hav.

Vi fortsætter turen ad grusvejene til The NZ Niagara Falls (verdens mindste vandfald på ca. 20 cm ), Matai Falls, Horseshoe Falls og naturligvis Purakaunui Falls, som er et af de mest fotograferede i NZ.

Katrine har bestilt flødekartofler, og som tilbehør får vi kalvesnitsler og broccoli. Vi når ned til Curio Bay i tide til at se i alt syv pingviner gå i land. Regnen pisker ned over os, og desværre er der også en yngre søløve, som mener at der skal være pingvin på menukortet i dag. Pingvinerne er næppe enige i det, for nogle af dem flygter ud i havet igen.

Trods søløven er det spændende og fascinerende at følge pingvinerne henover den flade “skovbund”, som nu er oversvømmet af højvandet.

Vi vågner sent, og tager en stille og rolig formiddag, inden vi tager ud på en lille rundtur langs kysten i det sydlige Catlins.

Først kører vi “lige rundt om hjørnet” til den forstenede skov, som ligger ud til kysten her i Curio Bay. De forstenede træer er helt tydelige i de flade klipper. En Department of Conservation (DOC)-guide fortæller os, at vi bør komme tilbage ved 20-tiden. Så vil de meget sjældne gul-øjede pingviner, som kun findes her, komme i land med dagens fangst til ungerne i rederne oppe i bushen.

Vi kører videre ad fine grusveje til Slope Point, Sydøens sydligste punkt. Slope Point ligger 5.140 km fra Ækvator og 4.803 km fra Sydpolen.

Herefter runder vi Waipapa Point, hvor vi støder på et par store søløver, som ligger og sover middagslur i det gyldne sand.

Ruten går tilbage via Fortrose til Tokanui, hvor vi smager vores første Deep South-is – ummm, men i blågrønne vafler, som pigerne er lidt skeptiske overfor – inden vi kører hjem over Waikawa til vores bo i Curio Bay.

Vi skal videre østover til The Catlins, som er et meget smukt og varieret kystområde med flere naturseværdigheder. Vi har store problemer med at finde overnatning, men med hjælp fra i-sitet i Waikawa, kommer vi langt om længe i kontakt med en familie, som har bygget et nyt hus, og derfor har et hus i overskud, som vi kan leje tæt på Curio Bay.

I-sitet er på en gang museum, informationscenter og formidlingscenter for lokal indkvartering i Waikawa-området.

Det smukke dyrkede landskab fortsætter ud øst for Invercargill – vi tager the Southern Scenic Route, men har ikke tid til at køre ad kystvejen, fordi vi skal nå frem til Waikawa inden kl. 17.

Det viser sig at være et ret stort hus, og pigerne er helt vilde over den meget plads vi pludselig har, og farer runder i alle værelserne.

Vi får pakket ud, og Dorte laver dejlig middag til os, inden vi går til ro til lyden af de brægende får og den dybe brusen fra The Southern Pacific, som vi har lige uden for vinduerne.

Vi kører omkring museet i Invercargill for at se den meget sjældne Tuatara. Det er hverken en øgle eller et firben, men faktisk en dinosaur, som artsmæssigt kan føres 225 millioner år tilbage. På grund af NZ’s fjerne beliggenhed fra de voldsomme begivenheder, der udslettede dinosaurerne for ca. 65 mio. år siden, formåede Tuataraen at overleve.

Museet fører an i bestræbelserne på at bevare Tuataraen, og har haft held til at få gamle Henry på over 100 år til at parre sig med en hun med 21 levende unger som resultat. Henry er kendt som en ret grumpy gammel herre, som ikke går af vejen for at angribe andre tuatara’er, så det er noget af en sensation.