New Zealand 2008 - 2009

Vi har talt med info-centret ved Lake Pukaki om mulighederne for en helikopter-flyvning rundt om Mt. Cook, Mt. Tasman og gletscherne Fox og Franz Josef.

Vi kører i floddalen langs Waitaki-floden. Bakkerne er igen ved at blive til bjerge.

På strækningen frem til Pukaki-søen er der opført ikke mindre end 8 dæmninger, hvor Kiwi’erne henter 30% af deres produktion af elektricitet. Vandet føres gennem nogle enorme turbiner, som driver generatorerne i kraftværket.

Ved Waitaki Powerstation, som er den mindste og ældste af anlæggene, er flodens vandstrøm gennem dæmningen på helt ufattelige 385 kubikmeter vand i sekundet. Værket leverer gennemsnitligt 496 GWh strøm om året.

Fremme i Twizel kører vi ud til den sydlige ende af Pukaki-søen, hvor vi får vores første kig på Mt. Cook i den anden ende af søen, mere end 30 kilometer borte.

Vi fortsætter ud af byen mod Twizel og Mt. Cook, som er vores næste mål. På vejen støder vi på flere eksempler af sandstenen i dens naturlige omgivelser.

Vi spiser frokost i et gammelt jordskælvsområde, som har afdækket hvalknogler, som er mellem 25 og 27 millioner år gamle.

Længere fremme ad vejen finder vi også Maori-malerier på sandstensklipperne.

Oamaru er kendt som the Whitestone City. Det skyldes, at der er rige forekomster af sandsten af meget fin kvalitet i netop dette område.

Det afspejler sig helt tydeligt i bybilledet, hvor der er flere imposante bygningsværker. I det gamle havneomrråde, som nu for det meste er cafeer, små butikker og kunsthåndværk, er hele gaden en lang række af udsmykkede huse med søjler, pynt og andre dippedutter.

Bagefter kører vi ind til havnen for at se de sjældne blå pingviner gå i land. De findes kun i Oamaru. I ly af skymringen og mørket kommer de små pingviner på kun 30 cm i land for at fodre deres unger med dagens fangst af fisk, som de gylper op til de sultne unger.

De større unger overfalder nærmest de voksne fugle efterhånden som de kommer i land, men pingvinerne fodrer kun deres egne, så der er temmelig megen tumult og vralten rundt på forstranden.

Det bliver meget sent inden vi er hjemme, med en sjov og spændende oplevelse mere i bagagen.

Vi forlader Dunedin, og sætter kurs mod nord for at se the Moeraki Boulders på stranden ved Hampden. Disse nærmest kuglerunde klippebolde er dannet ved at vulkanske sten er rullet langsom ned ad sandstensklippen, og gennem tusinder af år har fået en skal af sandsten på sig, nærmest som en snebold.

Efterhånden som havet har ædt sig ind på kysten, er kuglerne blevet frigjort fra lerskrænten neden for sandstenen, og ligger nu på stranden. Der er stadig boulders på vej ud af sandklippen. Temmelig mærkværdigt, og meget interessant.

Vi når frem til vores næste bo i Oamaru sidst på eftermiddagen, blot for at konstatere, at vi ikke har madlavningsmuligheder. Laura bestemmer, at vi skal spise hos the Big M.

Dunedin er en rigtig dejlig by med gode indkøbsmuligheder. Vi kommer også omkring St. Pauls katedralen, banegården og The Octagon, et ottekantet gade-forløb med butikker, cafeer, biograf og i-site.

På vej ud af Dunedin kører vi én tur op og ned af verdens stejleste gade, Baldwin Street. Det er mildt sagt en ret ubehagelig oplevelse at køre op, og oppe fra toppen er der et langt stykke af vejen, der ikke er synligt nedad igen.

Vi tager The Highcliff Road tilbage. Katrine sidder yderst, og er overhovedet ikke begejstret for udsigten. Forståeligt, der er ikke meget plads, og der er temmelig langt ned. Men udsigten er storslået.

Vi når omkring Larnach Castle, NZ’s eneste slot, med en imponerende have. Slottet er bygget i 1871-1875 af parlamentsmedlemmet William Larnach, som trist nok tog sit eget liv i et udvalgsværelse i parlamentet.