New Zealand 2008 - 2009

Vi gør et stop i Shantytown, som er et levende guldgravermuseum, bygget op omkring gamle bygninger og genstande fra midten af 1800-tallet.

Med det gamle lokomotiv Kaitangata, som i mere end 70 år blev anvendt i guldminedriften, kører vi en tur op i bushen bag Shantytown. Efter turen går vi op og vasker guld i mineområdet. Vi får udleveret en guldpande med noget sand og grus fra floden, og efter kyndig instruktion går vi igang med at vaske guld. Efter endt arbejde står vi alle med et lille plastrør med bittesmå ægte guldflager i bunden.

Vi køber ind i Greymouth inden turen går videre mod Reefton. Vi vælger den lange tur op af vestkysten til Westport og videre mod Reefton for at få nogle gensyn og sidste kig på den smukke vestkyst. Vi har godt vejr modsat sidste gang vi kørte turen mellem Greymouth og Westport, og vestkysten tager sig utrolig godt ud.

Sandfluerne er dog vanvittig plagsomme, så vores fotostops bliver forholdsvis korte.

Vi gør et stop i Punakaiki, og tager et gensyn med pandekageklipperne og der ser vi også et par stykker af den New Zealandske due, keruru’en.

I Westport spiser vi rigtig dejlig fastfood i et gadekøkken. Det består af langtidsstegt lam, bagt kartoffel og amerikanske hot-dogs, lavet på kiwi-manér.

Vi kører langs den flotte Buller River ad SH 6 til Reefton. Vi er fremme meget sent. Vores vært har flyttet os til “hytten” – det sidste ledige han har, da han ikke havde hørt fra os.

Det viser sig at være et gammelt hus, som minder os om Karamea: noget, som er taget ud af en familiefilm fra 50’erne. Slidt og kitchet, men i grunden meget hyggeligt.

Inden vi forlader Arthur’s Pass Village, går vi en tur på hovedvejen, som løber gennem byen. De fleste huse er Tunneller’s Cottages, som stammer fra 1908 da arbejdet med den 8,5 km lange jernbanetunnel gennem bjergene til Greymouth på vestkysten blev påbegyndt.

Da arbejdet var afsluttet i 1923 blev mange af husene forladt, og siden er de blevet købt af private til feriebolig, anvendt til udlejning og småbutikker.

Vi afleverer også et postkort i det lokale postcenter, inden vi fortsætter frem mod selve passet, som ligger i 920 meters højde.

Den stejle og bugtede vej gennem Arthur’s Pass har altid været kendt som en af de sværeste ruter at passere. Derfor investerede regeringen i 1990’erne mere end 25 mio. NZD i en flot viadukt henover kløften. Vejføringen er siden blevet prisbelønnet for den miljømæssigt hensynsfulde indpasning i nationalparkens naturlige geografi, flora og fauna.

Vejen går under et rock shelter, og videre ud af kløften mod Greymouth.

Arthur’s Pass er et af de tre steder på sydøen, hvor det er muligt at passere The Southern Alps, som deler sydøen i øst og vest.

Vi når frem til Arthur’s Pass Village sidst på eftermiddagen, og kryber i ly for varmen i vores bo.

Næste morgen er det knap så varmt nede i dalen mellem bjergene, og vi beslutter at gå til i-sitet for at få information om mulige vandreture i området.

DOC-guiden anbefaler de nærliggende Avalanche Peak Falls, Devils Punchbowl Falls Track og Bridal Veil Track, eftersom langt de fleste øvrige tracks i området enten er for lange eller ikke er egnede til børn.

Avalanche Peak Falls ligger lige bag i-sitet, og er indrammet af Glasgow Bridge, en fin lille stenbro over faldets udløb.

Dernæst går vi et kort stykke vej ind til Devils Punchbowl Falls Track, som efter en halv times stigning og en masse trapper fører frem til et 131 meter højt og meget smukt vandfald.

Efter turen ned igen, finder vi skygge i den nærliggende bøgeskov på Bridal Veil Track, hvor vi spiser frokost på en bænk, som står temmelig tilfældigt placeret midt mellem træerne.

De lokale sandfluer benytter lejligheden til også at få sig et festmåltid, så vi bliver hurtigt færdige med vores sandwich.

Bridal Veil Track viser sig at være væsentligt mere råt end Devils Punchbowl Falls Track. Vandfaldet er regnvandsbaseret, og da det ikke har regnet i hele 9 dage (“a miracle in these parts” ifølge DOC-guiden), er vandmængden i faldet ret begrænset. Derfor vælger vi at se vandfaldet fra udsigtspunktet halvvejs.

Det viser at være en god idé, for på et stykke af tracket er det nærmest bjergklatring der skal til for at komme frem.

Vi forlader Ashburton med retning mod Arthur’s Pass i bagende sol. Ashburton ligger i landbrugsbæltet rundt om Christchurch. I modsætning til de øvrige landbrugsområder, vi har kørt igennem, er oplandet til Ashburton præget af kornmarker. Nogle marker er allerede høstet, andre steder står hvede og byg gyldent og svajer i vinden.

Efterhånden som vi lægger afstand til kysten, stiger varmen endnu mere, og kornmarkerne bliver til bakkede sletter, og får og køer dukker op igen. De enkelte markstykker er opdelt af nærmest endeløse rækker af flotte høje, slanke træer. Andre steder har vi set meterhøje velklippede hække som markskel.

Et enkelt sted støder vi på en hørmark, som lyser op med lyseblå blomster mod de grønne træer.

Vi fortsætter ind i landet frem mod bjergene. Vi gør et stop ved Castle Hill som er et smukt område, hvor klippestykker ligger spredt ud over det grønne område. På vejen kører vi gennem og over Rakaia Gorge, som er en meget bred jordskælvsrende i sydvestligt retning gennem sydøen. Rakaia River er mættet med rock flour, og har derfor samme turkisblå farve som Pukaki, Tekapo og de andre store gletschersøer.

Markerne bliver til bjergskråninger og siden til mere og mere nøgne klipper. Varmen er nærmest ulidelig. Vi finder en sø på vejen, Lake Pearson, hvor vi holder pause i skyggen af træerne ved bredden og får kølet tæerne i det kølige vand.

Søen er samtidig hjemsted for nogle af de meget sjældne orangekravede lappedykkere, hvoraf der kun findes ca. 250 individer i hele NZ. Vi ser to voksne og to unger langt ude på søen.

Mor: “Laura, hvad er det du har i lommerne?” Laura: “Det er værktøjet!” (sten og muslingeskaller)

I dag har vi set mange vandfald, de var flotte.

Men det ene af vandfaldene var der ikke så meget vand i fordi det ikke har regnet længe.

Twizel ligger midt i noget der minder om en enorm stegepande. Omgivet af bjerge på alle sider, i et fladt plateau, har solen alle muligheder for at brænde igennem.

Igen i dag er det meget varmt, da vi starter mod Ashburton 50 km syd for Christchurch. Vi kører via Lake Tekapo, en anden af de store gletscher-søer i Central Otago. Lake Tekapo er en meget smuk sø omgivet af bjerge og frodige grønne arealer. Ved søen ligger en historisk stenkirke som hedder Church of the Good Shepherd.

Vi finder et passende sted til frokost-hvilet, Beautiful Valley. Lige inden Rangitata støder vi på endnu et Merino-Possum outlet, hvor vi bruger en time i skyggen under bliktaget.

Fremme i Ashburton, er vi nødt til at have en stor is for at køle af. Heldigivs er is billig – omkring 5 kroner for 2 kæmpekugler

Termometeret i vores bo står på 35 grader, og der er stort set ingen vind. Vores vært har gjort hvad hun kunne for at holde varmen ude af vores unit – uden det store held.

Det er for alvor blevet sommer i Kiwiland

Katrine, Laura og jeg kører derop igen, og booker flyvningen til kl. 13. Vejret er med os – solen skinner og vinden er svag.

Turen er rasende dyr, men alle pengene værd. Vi får nogle fantatiske kig ind over bjergene og de enorme glestchere. Vi lander i sneen på Liebig Dome i 2.500 meters højde. Solen brager ned fra en skyfri himmel, så vi mærker ikke kulden. Vores pilot, Richard, går rundt i skjorteærmer.

Pigerne bygger snemand og har sneboldkamp, mens jeg tager billeder.

For en gangs skyld tager vi imod tilbuddet om et rigtigt turistfoto, som Richard så lige printer ud omme i et skab i haleroret, og sætter i et trefløjet omslag.

Vi følger Tasman-gletscheren, som er 26 km lang! tilbage mod den turkisblå Lake Pukaki, som ligger for enden af Tasman River.

Når gletscheren arbejder sig ned gennem gletscherdalen, bliver klippen under gletscheren slebet og bearbejdet. Det materiale, som dannes i denne proces, kaldes rock flour (klippemel). Det føres ud med smeltevandet under gletscheren, og aflejres i søen, og giver derved Lake Pukaki den meget smukke turkisblå farve.

Efter flyveturen kører vi hjemad, og tager flere fotostop på vejen. Mt. Cook viser sig fra sin bedste side, og står i ensom majestæt mod en skyfri himmel med Lake Pukaki i forgrunden.

Hjemme i Twizel står den på lam, ris og salat og derefter pakning af bagagen inden turen går videre nordover.