Blog Image

New Zealand 2008 - 2009

Rejsebog fra vores ophold i New Zealand

Følg med...

Gensyn med Picton

New Zealand Posted on 02/07/2009 09:59

Katastrofe! smiley

Is-cafeen er lukket. Vi må klare os med nødløsningen, et bæger Rush Munro-is fra New World. Vi pakker bilen og gør klar til at køre til Picton. Vi skal sejle tidligt tirsdag morgen. Vi har booket en cabin hos Waikawa Holiday Park, som vi også boede hos, da vi kom til sydøen for seks uger siden. Hvor tiden dog bare er fløjet afsted smiley

Vi tager det stille og roligt tilbage til Nelson, hvor vi køber ind, inden turen går videre til Picton. Det sidste stykke kører vi ad Queen Charlotte Scenic Drive langs kysten.

The Marlborough Sounds er et fortryllende smukt område med mange bush-klædte smukker bugter og odder omkransende det azurblå hav.

Kiwi’erne langs ruten har også sørget for finurlig udsmukning – mange af postkasserne er ret spændende og kreativt udsmykkede.

Fremme i Waikawa pakker vi det allermest nødvendige ud, og kører ind til Picton for at få noget nem aftensmad.



Motueka Miniskole

New Zealand Posted on 02/07/2009 09:53

Motueka Miniskole holder ekstraordinært åbent i dag, og skolens enlige elev arbejder hårdt for at få indhentet noget dansk og matematik. Skolens børnehaveafdeling har besøg af drillepinden, så bølgerne går højt.

Vi vasker et helt bjerg tøj i vores gratis vaskemaskine, følger op på de afholdte udgifter, og slapper i det hele taget godt og grundigt af.

I eftermiddag vil vi gå hen og spise Rush Munro-is i en af de lokale is-cafeer. Det er uden sammenligning den bedste is, vi endnu har smagt i New Zealand.



Anchorage Bay

New Zealand Posted on 02/07/2009 09:46

Stranden er helt fantastisk lækker, og vi kan næsten ikke vente med at blive svalet af efter den varme sejltur. Vandet er rigtig dejligt, om end det ikke er supervarmt, formentlig kun omkring 22 grader smiley

Vi soler og bader, hygger, bygger og leger i det gyldne sand, og pludselig er tiden gået. Som båden lægger til på stranden, får vi hurtigt samling på vores stumper, og sejler tilbage til Kaiteriteri.

Forskellen på høj- og lavvande her er det største i NZ – op til 4,9 meter. Det betyder, at vi får en soppetur mere, da vi skal af båden, da der ikke er vand nok under kølen til at landgangsbroen kan nå ind på stranden.

Mætte af solen og varmen kører vi hjem til Motueka, skyller saltet af kroppen og lukker ned for endnu en dejlig dag.



Cruise langs Abel Tasman National Park

New Zealand Posted on 02/07/2009 09:42

Vi provianterer til de næste dage i det lokale New World-supermarked. Derefter kører vi tilbage til vores bo, og gør klar til cruise og strandtur. Igen er vejret med os. Udsigten siger strålende sol og godt 30 grader.

Vi har billetter til cruiset kl. 13, og skal sejle fra Kaiteriteri til Onetahuti og tilbage til Anchorage Bay, hvor vi har to timers strandstop, inden vi bliver samlet op igen kl. 17.

Sejlturen langs Abel Tasman National Park er en flot oplevelse. Kystlinien er præget af spændende granitformationer og uvejsom native bush helt frem til det klare, lysegrønne hav. Mellem granitstrækningerne ligger små og store bugter med den ene gyldne sandstrand efter den anden på rad og række.

Ved Onetahuti samler vi nogle trampere op, og vender så tilbage til Anchorage Bay.



Strandtur til Kaiteriteri

New Zealand Posted on 02/07/2009 09:08

Vi tager en lazy morning, hvor vi slapper godt af og pigerne leger uden for. Vi spiser pandekager til frokost inden vi tager solcreme på, pakker strandtøjet og kører den korte tur til Kaiteriteri for at gå på stranden.

Kaiteriteri Beach ligger i en smuk bugt, skærmet af klipper på begge sider. Sandet er gyldent, vandet er turkisgrønt og helt klart. Vi finder et godt sted til de håndklæder, vi har lånt af vores vært. Anders og pigerne bygger lidt sandslotte i strandkanten og laver en havfrue.

Vandet er friskt, vel omkring 20-22 grader, og er dejligt svalende på den solvarme strand, og pigerne nyder at dyppe sig i bølgerne.

Inden hjemturen til Motueka booker vi et cruise langs Abel Tasman-kysten dagen efter.

Hjemme i boet spiser vi et let måltid. Vores naboer, Paul og Beverley, et ældre ægtepar fra Christchurh, har foreslået en kold øl i skyggen. Vi laver popcorn til pigerne, og mens de ser fjernsyn, får vi os en god snak med Paul og Bev i den svalende aftenluft.



Dobbeltdækker, Penguino og Abel Tasman

New Zealand Posted on 02/07/2009 08:46

Dagen før har vi set en rigtig London-dobbeltdækkerbus, som kører sigtseeing-ture rundt i Nelson. Vi er klar ved informationscentret kl. 11, og kører med rundt.

Chafføren er en temmelig løssluppen ældre hippi-type, som har sin egen mening om alt muligt, og det vi ser på turen. Der kommer ind i mellem nogle ret festlige kommentarer.

Efter køreturen går vi på posthuset og Anders køber et par shorts inden vi lige smutter omkring Penguino igen for at få blandt andet boysenbær, chokolade-chili og peanutbutter-ingefær is. Vi får også smagsprøver af mango-is og kaffe-is.

Vi falder i snak med indehaveren Phillip, som viser sig at være hollænder. Han og hans kone er emigreret til New Zealand, fordi de manglede rum og plads – “too many people telling you what to do and too little space”

Han har tidligere været indehaver af og projektchef i et større firma i byggeindsutrien, men han blev træt af bøvlet med administration, dårlige håndværkere, kundeklager osv. Han laver selv isen og eksperimenterer med smagsvarianter i baglokalet. Vi foreslår ham, at han laver en rosmarin-is.

Vi bliver nok nødt til lige at køre omkring Penguino på vejen til Picton for at se, om han har fundet på noget nyt og spændende.

Vi forlader Nelson, og kører til vores sidste egentlige stop på sydøen, Abel Tasman National Park.

Vi ville gerne have haft overnatning tættere på nationalparken, men her er mange om buddet, og få steder til rådighed, så vi må slå os til tåls med byen Motueka, 13 km sydøst for Kaiteriteri, som er den primære adgangsvej til Abel Tasman NP.

Vi har igen gratis vaskemaskine, i vores udmærkede bo, som er sparsomt men funktionelt indrettet.



Rundt i Nelson

New Zealand Posted on 02/07/2009 08:43

Vi kigger nærmere på Nelson, som er en hyggelig by, men ret turist-præget by. Vi spiser en dejlig frokost på Oasis cafe ved floden.

Derefter går vi ad Trevor Horne Heritage Trail rundt i byen. Den starter ved Christ Church Cathedral, hvor vi bl.a. ser de oprindelige jordvolde omkring kirken. Foran kirken er der et mindesmærke fra 1. verdenskrig.

På den anden side af Church Hill går vi ad Nile Street West til the South Street Cottages, som markedsfører sig med at være New Zealands ældste gade. I gaden ligger cottages, som er bygget mellem 1863-1867 til lokale handelsmænd. De er små men meget fint udsmykkede og farverige. På vores videre vandring ad tracket ser vi mange fine gamle huse bl.a. Fifeshire House, Marsden House, Bishops School (Nelsons første skole fra 1844), Cathedral Vicarage og Nelson School of Music.

Vi spiser en fantastisk dejlig is på Penguino Gelato Ice Cream Cafe på Trafalgar Street. De laver mange forskellige spændende is, bl.a. en honning-lavendel is, som smager dejlig friskt.



Udsigt til Nelson

New Zealand Posted on 02/07/2009 08:38

Reefton er en gammel by, hvor tiden synes at have stået stille. Husene er for det meste gamle og virker ikke alle lige velholdte.

Vi cirkler en kort tur rundt i byen, inden vi sætter kurs mod Nelson på sydøens nordlige kyst.

Turen til Nelson byder på flere udkigssteder, blandt andet Hope Saddle Lookout og Spooners Range Lookout.

Fremme i Nelson, finder vi vores bo tæt ved stranden med svømmebasin og gratis vaskemaskine smiley

Jeg pakker bilen ud, mens pigerne vasker tøj.

Katrien og Laura vil naturligvis gerne i svømmebassinet, så vi finder badetøjet frem – uuhhhh – det er meget koldt.



« ForrigeNæste »