New Zealand 2008 - 2009

Vi er fremme i Hamilton, næstsidste stop på rejsen. Undervejs har vi samlet temmelig meget kiwiana sammen, så vi har besluttet at købe en ekstra kuffert!

Vejen bugter sig gennem bjergene, og efter en hel del svingen og drejen med mange flotte kig ud over landskabet, når vi frem til Marokopa Falls. Vi spiser frokost på rastepladsen, inden vi går ind til vandfaldet gennem bushen.

Af alle de vandfald vi har set i New Zealand, hører Marokopa Falls så absolut til et af de allersmukkeste.

Vi kører tilbage til Otorohanga, hvor vi fylder benzin på bilen inden den sidste times kørsel til Hamilton. I løbet af de seneste par uger er den finansielle krise også for alvor ved at indfinde sig i New Zealand.

Det betyder, at dollaren for første gang er under tre kroner, men også at benzinen er steget med næsten 40 cents pr. liter til astronomiske 1,69 dollars eller ca. 5 kr. pr. liter.

Vi når frem til Hamilton i tide til at få lavet flødekartofler og lammeben – uhhmmm.

Vi er tidligt oppe og afsted til Waitomo Caves, så vi når frem inden strømmen af turister sætter ind. Dorte så ikke glowworms i Te Anau, så vi vælger The Glowing Cave.

Vi kommer først gennem en lang tunnel med fine drypstensformationer, hvor guiden fortæller om, hvordan grotterne er dannet. Så følger The Cathedral, en meget stort og flot grotte, med masser af drypsten ned fra loftet og for enden et højloftet kammer, med en helt fantastisk akustik.

Guiden fortæller, at store kiwi-stjerner som for eksempel Kiri Te Kanawa har sunget her, og at flere kor har optaget forskellige værker i “katedralen”.

Vi bliver vist videre gennem grotten, ned af nogle trapper og frem til en båd, som ligger i den underjordiske flod. Lige så stille bliver vi trukket ind under klippen, og over os blinker titusindvis af små glowworms op som stjerner på himlen. Det er et fascinerende syn, og sammen med den flotte Cathedral Cave, har vi fået endnu en en god og spændende oplevelse.

Ude i lyset og varmen igen, beslutter vi at køre dybere ind i landskabet for at finde Makopora Falls.

Som vi kører afsted, møder vi klippeformationer i bakkerne, som ligner pandekageklipperne ved Punakaiki. Her er de blot begravet i jord “til halsen”, og ser derfor ikke så spektakulære ud.

Ruten fortsætter mod nord – målet i dag er Otorohanga, som er base for en udflugt til de berømte Waitomo Caves.

Turen går videre gennem det kuperede landskab med både bløde og savtakkede bakker så langt øjet rækker.

Undervejs kommer vi gennem Awakino Gorge, hvor vejen slynger sig langs med foden af bjergene nederst i kløften ved siden af floden. Det er en meget smuk tur gennem den stadig mere snævre kløft.

Til sidst føles det som om, at bjergene er ved at klemme sig sammen omkring os. Pludselig, rundt om et sving, er der en lille tunnel, som vi slipper igennem. På den anden side åbner de bakkede vidder sig for os igen. Det er som at komme gennem et nåleøje til en anden verden.

Vi kommer gennem endnu en kløft inden vi kører det sidste stykke til Otorohanga, hvor vi bliver budt velkommen af en kæmpe Kiwi-Kiwi

En tilsvarende med det karakteristiske kiwi-symbol, the fern – bregnebladet, står i byens anden ende.

Næste morgen er skyerne lettet omkring Taranaki, og vi beslutter at køre op på plateauet igen.

Stilheden heroppe er nærmest larmende. Der er kun få fuglestemmer, og det mest gennemtrængende, er den intense summen fra de mange insekter, der lever i den tætte bevoksning og dens mange bittesmå blomster.

Den lange køretur har trukket tænder ud, så vi slapper af og vasker tøj, inden vi kører den korte tur op til Stratford Plateau på Taranaki.

Den enorme vulkan, som har givet navn til halvøen, ligger omsvøbt af skyer, så toppen er skjult. Fra udsigtsplatformen kan vi se ned til byen og rundt i landskabet ved vulkanens fod.

Taranaki er – i ensom majestæt med sin 2.518 meter høje og næsten perfekte kegleform – det altdominerende midtpunkt på halvøen.

Maori-legenden fortæller, at Taranaki forelskede sig i vulkanen Tongariro’s hustru, Pihanga, kæmpede mod Tongariro, tabte, og måtte flygte til dette ensomme sted længst mod vest, langt fra Pihanga.

I sorgen over tabet af den elskede fyldte Taranakis tårer dernæst floden Whanganui, som den dag i dag er en af New Zealands allerstørste og mest vandførende floder.

På åbent hav bliver vi mindet om havets kræfter, og de sidste par timer af sejladsen til Wellington gynger det en del. Vi kommer hurtigt i land, og efter et kort ophold i hovedstaden, starter vi på vores længste stræk på hele turen.

Vi har ikke kunnet få overnatning i Wanganui på nordøens sydlige vestkyst, fordi byen er vært for et stort idrætsstævne. Vi har derfor besluttet at vinde en dag ved at køre til Stratford ved vulkanen Taranaki længere oppe på nordøen. Det betyder til gengæld, at vi har mere end 5 timers kørsel foran os. Det er ikke populært på bagsædet.

Det meste af ruten går gennem højt beliggende, men fladt og svagt kuperet landbrugsland. Senere kommer der flere bakker, gyldenbrune som i Marlborough på sydøen, og siden grønne og mere kuperet terræn med store fald og stigninger.

Vi kommer dog hurtigt fremad, for vejen er New Zealands hovedpulsåre, State Highway 1, som går fra Auckland til Wellington over Picton, Christchurch og Dunedin til Invercargill i syd på sydøen.

Efter en tur på Burger King undervejs, er vi langt om længe fremme ved Hawera, som er vores gateway til Taranaki-halvøen. I Hawera ligger også verdens største mejerianlæg, Kiwi Factory. De producerer dagligt astronomiske mængder af mælkepulver, mozzarella og andre mejeriprodukter fra mælken fra de ca. 5.000 farme med ca. 650.000 køer, som græsser på markerne rundt om Taranaki.

Vi når til Stratford netop som klokken på det berømte town clock slår 8 pm, og finder hurtigt vores bo, pakker ud og lukker ned for en meget lang dag.

Monstertidligt oppe

Vi skal tjekke ind ved færgen kl. 7. Vi sejler først kl. 8.00, så det er lidt træls at skulle jage rundt for at komme hen og sidde og vente.

Vi er på plads i køen lidt over syv, og kører ombord 20 minutter senere. Tilsyneladende har færgeselskabet alle ombord før tid, for kl. 7.45 stævner vi ud gennem Queen Charlotte Sound.

Afsejlingen fra Picton og dermed sydøen er et underligt vemodigt farvel til 6 uger med mange fantastiske oplevelser.

Men sejlturen ud gennem sundet er samtidig et enestående storslået og smukt farvel, og hvem ved, måske på gensyn, med et ubeskriveligt smukt sted på vores jord.

Et sted, vi ikke i vores vildeste fantasi havde forestillet os ville være så fantastisk smukt, afvekslende og storslået.