Blog Image

New Zealand 2008 - 2009

Rejsebog fra vores ophold i New Zealand

Følg med...

New Zealand har det hele!

New Zealand Posted on 02/16/2009 09:07

Vores eventyrlige rejse til New Zealand er til ende, og vi er vel hjemme igen efter at have rejst mere end 53.000 km.

Vi har været i New Zealand i 3 måneder. Det er langt fra tid nok til at opleve alt, der er at se her i dette afsides beliggende paradis.

Alligevel er det vores indtryk, fra de samtaler vi har haft med de venlige og imødekommende Kiwi’er, at vi har oplevet mere end de fleste, og også mere end mange kiwi’er selv.

Dette land er i sandhed en storslået, fantastisk og næsten ubeskriveligt smuk oplevelse, som har noget at byde på for alle.

Her er høje sneklædte bjerge, iskolde gletschere, glohede gyldne sandstrande, dybe dale og smalle forrevne kløfter, fjorde med lodrette klippevægge og flere hundrede meter vand under kølen.

Her er smukke vandreture gennem uvejsom native bush langs de smukkeste kystlinier, store åbne sletter med kuperet landbrugsjord, højlandet med de enorme åbne plateauer omkranset af bjerge på alle sider, sandfluer og får i millionvis, floder, søer og vandfald i overflod, buldrende oceaner og fredfyldte strande i afsidesliggende bugter, jordskælv, vulkaner og geotermisk aktivitet som intet andet sted, iblandet storbyer med internationalt tilsnit, fantastiske is og legepladser i selv den mindste by.

Her er et dyreliv, som på grund af New Zealands afsides beliggenhed, er enestående. Mange dyr og planter findes kun, eller næsten kun, her.

Vi har set hvaler, delfiner, sæler og søløver, pingviner og albatrosser, sjældne småfugle og rovfugle – alt i næsten røre-afstand og med en respekt for dyrelivet, som vi kun sjældent har oplevet andre steder i verden.

Vi har vandret blandt nogle af verdens største træer i nordøens Kauri-skove og blandt kæmpebregner og Rimu-træer i sydøens regnskove.

Og oven i alt dette har vi mødt en befolkning som er hjælpsom, imødekommende og interesseret i at høre fortællingerne om både deres eget og andres land, som vi og andre har set og oplevet dem.

Det har været en fuldstændig uforglemmelig oplevelse at være i New Zealand, og i særdeleshed en dejlig oplevelse for os som familie at være afsted sammen i tykt og tyndt.

New Zealand har det hele.



Afsked med New Zealand

New Zealand Posted on 02/16/2009 08:51

Vi forlader Auckland City for sidste gang, og kører mod lufthavnen hvor vi skal aflevere bilen. Vi kar kørt 10.688 km i dette fantastiske land med de fine veje. Bilen har fået et par stenslag i forruden undervejs, så vi er godt tilfredse med at have købt selvrisikoen fra.


Vi bliver kørt til lufthavnen, hvor vi skal tilbringe 7 timer inden jumbo’en letter med kurs mod Hong Kong kl. 23.55.

Laura’s lille spand og lille skovl og Katrines prinsessefodbold giver vi til en lille pige og hendes bror, som straks begynder at lege med det. Den ligeledes indkøbte stegepande, plastiktallerknerne, bestikket, køletasken og det sidste sandfluespray efterlader vi udenfor afgangshallen med en “free to take with you on your NZ-trip”-seddel. Forhåbentlig er der så andre, der kan få glæde af det.


Præcis 23.30 stiger vi om bord i 747’en “Queenstown”, som skal flyve os de to lange stræk fra Auckland til Hong Kong og videre til London. Vi letter planmæssigt, og vinker et sidste vemodigt farvel til lysene fra Auckland by night, som hastigt forsvinder under os.



Kelly Tarlton Antarctic Encounter

New Zealand Posted on 02/16/2009 08:47

Vi har aftalt med vores værter, at vi først skal være ude kl. 11. Vi har pakket til over midnat, og vi mangler stadig det sidste.

Vi forlader Orewa kl. 11.30 og kører ad motorvejen til Auckland for sidste gang. Vi vil tage på Kelly Tarlton Antarctic Encounter and Underwater World for at (gen)se pingviner, rokker, hajer og fisk. Udenfor er det fortsat 30+ og høj luftfugtighed, så det er rigtig dejligt at komme ind i kulden hos pingvinerne.


Centret fortæller levende og spændende om de voldsomme omstændigheder og begivenheder, der ramte de fleste af de store ekspeditioner til sydpolen i starten af det 20. århundrede. Vi ser også de store rokker (stingrays) blive fodret.



Abstract Hair, Sue the T.Rex, Maori og myldretid

New Zealand Posted on 02/11/2009 09:34

Endnu en dag med 30+ og en luftfugtighed omkring 90. Solen gemmer sig bag skyerne.

Dorte har aftalt tid hos Abstract Hair Design, og imens pakker pigerne og jeg det sidste ud, lægger sammen og i bunker, så det er klar til at blive pakket om aftenen.

Vi kører til Auckland og går på Auckland Museum, som rummer en fantastisk masse spændende ting.


Museet har blandt andet sommerbesøg af Sue, et næsten komplet T. Rex-fossil fundet i USA i 1992.


Som afslutning på besøget, ser vi en maoriopvisning med indslag fra Maori’ernes kultur.


Udover en række spændende oplevelser har museet givet os en behagelig sval eftermiddag.

Sommervarmen er nærmest kvælende da vi bevæger os ud i Aucklands myldretidstrafik. Vi kommer efterhånden frem til motorvejen, hvor bilerne, busser og lastbiler som kæmpe slanger bevæger sig langsomt gennem byen med fem spor i begge retninger. Mængden af biler får Vejlefjordbroen til at blegne.

Vel hjemme i boet, begynder vi pakningen af baggagen mens pigerne er i spa-bad. Vi spiser en dejlig sidste middag hjemme, og fortsætter med pakkeriet til ud over midnat i den nærmest tropiske nattevarme.



Pakning i højtryk

New Zealand Posted on 02/11/2009 09:29

Igen i dag er det en meget varm dag. Højtrykket over New Zealand har låst sig fast, og flere steder er der registreret de højeste temperaturer i flere årtier.

De frygtelige og formentlig antændte brande i Australien fylder meget i nyhederne her, og specielt i Gisborne og Napier, hvor varmen er mest intens, frygter man at nogen kunne finde på det samme.

Vi forsøger at finde lidt kølighed inden døre med de indledende pakkeøvelser og vasker en masse tøj.

Om eftermiddaggen kører vi til The Albany Mall 20 min. syd for Orewa. Det er et megaenormt stort indkøbscenter, hvor vi går nogenlunde målrettet efter de par ting, vi mangler.

Vi spiser dejlig kold is inden vi kører hjemad igen, og spiser ude på en af de lokale restauranter.



Indian Summer i Orewa

New Zealand Posted on 02/09/2009 21:59

De seneste dage har højtrykket over New Zealand givet hedebølge over stort set hele landet med temperaturer i de høje 30’ere. Vi kan krybe i læ for solen, og køle af i bølgerne ved stranden, men 24 grader om natten er næsten uudholdeligt.

Regnen skulle starte i morgen – ved nærmere eftertanke har vi ikke set en dråbe regn siden Haast Village på sydøen, så det har ikke regnet i fire uger.



Solopgang over Orewa Beach

New Zealand Posted on 02/09/2009 13:18

Jeg vågner tidligt, det er mørkt udenfor, solen er ikke stået op.

Katrine vågner også, og vi går sammen over på stranden for at se solen stå op over Orewa Beach. Bølger ruller sagte langt ind over sandet, og solens første stråler spejler sig i den blanke overflade.

Langsomt, men sikkert starter en ny dag efterhånden som solen kaster sit første spæde lys op på det spredte skydække over stranden.



Auckland må vente

New Zealand Posted on 02/08/2009 21:49

Vi forlader vores søde værter Nikki og John i Hamilton, og kører til det Dress-Mart indkøbscenter, vi har fået adressen på ved juletid i Christchurch.

Dress-Mart’en indeholder ca. 40 tøjbutikker, en del andre butikker samt cafeer osv. Ved siden af i indkøbsområdet, som hedder The Base, ligger også en del andre indkøbscentre og større kædebutikker. Hele komplekset er voldsomt stort, og skal i øvrigt snart udvides med to ekstra megabygninger. Kolding Storcenter blegner i størrelse ved siden af The Base.

Vi køber en sød bluse til Dorte, en god kuffert og nye Crocs til Laura. De andre hun har fået tidligere fra Pumpkin Patch, har gnavet huller i hendes fødder.

Så sætter vi kurs mod Auckland. Der er stort set motorvej hele vejen, så det går hurtigt, og pigerne jubler af genkendelsens glæde, da de ser Skytower.

Vi fortsætter imidlertid ufortrødent til Orewa, 25 km. nord for Auckland. Her ligger vores sidste bo, på Hibiscus-kysten i Mission Bay.

Vi er fremme midt på eftermiddagen, pakker hurtigt ud, og går over vejen til stranden, hvor vi slikker solskin og bader i det dejligt lune vand en times tid.

Vi er for trætte til at købe ind og lave mad, så vi henter 4x lamb shank med majs, bønner, kumara og kartofler i den lokale Roast Meals Take-Away. Uhhhmmm.

Efter aftensmaden går jeg og pigerne igen over vejen og ser månen stå op over den lækre strand.

Auckland må vente.



Næste »