New Zealand 2008 - 2009

Efter en afslappende formiddag kører vi på juleindkøb i Christchurch. Besøger et par shopping malls og køber ind i New World inden vi kører hjem og hygger.

Der er meget trafik i byen i dag – kiwierne styrter rundt og foretager de sidste juleindkøb. Vi tager det meget afslappet og nyder ikke at skulle en masse ting og købe en masse gaver

Vi spiser en dejlig middag og spiller terninger og skiftes til at tage en julegave under vores juletræ (sofabordet ) mens vi spiser godter og kransekager fra Copenhagen Bakery – uhmm.

Vi gør et frokoststop i skyggen i det grønne ved søen Rotoma. I Opotiki spiser vi en tiltrængt is – det er meget varmt i dag, og vi forsøger at få et kik ind i kirken som har en speciel biskopstol og præstestol lavet af 12 forskellige endemiske træsorter. Men desværre er kirken låst. Vi ser andre maorikunstværker på vores vej videre mod Gisborne.

Fra Opotiki kører vi ad route 2 mod Gisborne. En meget smuk køretur i skovlandskab med vidunderlige udsigter og dybe dale. Da vi nærmer os Gisborne står Chardonnay-vinstokkene tæt på mark efter mark.

Gisborne er den østligste by i New Zealand og er det sted i verden hvor det først bliver dag pga. nærheden til datolinien. Vi skal se nærmere på Gisborne i morgen.

Lørdag. Vi kører fra Rotorua mod Whakatane. Lidt nord for byen gør vi holdt ved Hell´s Gate. En imponerende stank og et noget frygtindgydende syn møder os. Det syder og bobler i jorden, i søer og i kratere, mens vi betagede går turen rundt i “Helvede”. Pigerne synes der lugter frygteligt!

TIP: klik på billedet for at zoome ind og læse teksten på skiltet!

Den følgende dag tager vi til Waikite Valley. Wai betyder vand og kite betyder klart. Det klare, rene mineralvand stammer fra en kilde, som sender 40-50 liter 98 grader varmt vand op af jorden pr. sekund.

Vandet løber videre nogle kilometer som en kogende og dampende flod på ca. 60 grader, indtil det løber sammen med en koldere strøm længere nede i dalen.

I 1972 byggede den lokale befolkning 10 forskellige pools med geotermisk opvarmet vand af forskellig størrelse, og med forskellige temperaturer tæt ved kilden. Alle bassiner og bade tømmes og fyldes dagligt med nyt vand fra kilden. Det er en helt speciel oplevelse at sidde i de dejlige bade, og samtidig nyde udsigten udover Waikite Valley. Pigerne og Anders nyder det meste af tiden det store bassin, hvor vandet kun er 38 grader. Jeg nyder de mindre bade, hvor det afslappende 40 grader varme vand er godt for led og muskler.

På vejen tilbage kører vi ud til søerne syd for Rotorua. Vi ser de smukke The Blue Lake og The Green Lake, Lake Okareka og ikke mindst Lake Tarawera, som ligger for foden af Mt. Tarawera. Vi spiser en pizza med udsigt over Lake Tarawera. På vejen hjem til vores bo, gør vi et kort stop ved den grønne sø, hvor solen kaster sine sidste stråler ned over det klare vand.

Vi kører tidligt fra Hahei. Målet er Rotorua, om end vi har planlagt en del afstikkere undervejs. Vi vil spise frokost på Mt. Maunganui ved Tauranga, men når først frem midt på eftermiddagen. Vi spiser i stedet sandwich og dejlige is i rigtige vafler ved stranden, som er en flot, hvid sandstrand. På et stykke af stranden er der lavet flotte “skulpturer” i sandet, blandt andet finder vi en havfrue.

Vi kører videre til Matamata, hvor den første af Ringenes Herre-filmene i stor udstrækning blev optaget. Vi ville gerne have set det tilbageblevne hobbit-hul, men den sidste tur dertil den dag er forbi. Vi får samtidig oplyst, at stedet er lukket af, så det ikke kan ses fra vejen på grund af filmselskabets rettigheder til filmen – sygt.

Rotorua er oplevelsernes by. Her synes at være noget for enhver smag. Et af de første indtryk vi får under “indflyvningen” er lugten af svovl fra den meget geotermisk aktive undergrund. Prompte lyder spørgsmålet fra bagsædet: “bvadr, Far, har du slået en…?”

Rotorua, som har givet byen navn, betyder egentlig “den anden sø”. Den første sø hedder Rotoriti, og er mindre, og svovl- og mineralfyldt.

De steder, vi overnatter har pigerne givet betegnelse “vores bo”. Denne gang ligger vores bo heldigvis noget uden for byen, og dermed væk fra de mest koncentrerede svovlområder. Det viser sig også på sigt at være dejligt, at være lidt væk fra byens jag. Godt slidte efter dagens køretur, går vi til ro i spændt forventning om de oplevelser, morgendagen vil bringe.

I dag går turen videre til Whitianga og Hahei Beach på østkysten af Coromandel. Vi kører gennem byen Thames, hvor vi køber ind og booker overnantning i Hahei Holiday Resort. Turen op langs kysten er meget smuk med mange snoninger og smukke udkig ud over det tyrkisgrønne vand i Firth of Thames

Vi skal gennem bjergene ad Road 309, som er en grusvej gennem bushen. De 28 kilometer vil forventeligt tage en times tid at køre, ad snoede og stejle veje uden asfalt. Det viser sig, at vejen er bedre end sit rygte, og ikke så slem som Anders havde frygtet.

Vi nyder de frodige omgivelser i bushen og gør holdt undervejs ved Waiau Waterworks, som er en herlig park for vandlegebørn. Vandet bliver brugt til alle mulige slags finurlige opstillinger såsom sejlrender til små både, vandkanoner, et vandur, cykler, som pumper vand ud i en lille sø, en vandvippe og en legeplads med en cykelkarrussel drevet af vandpedalkraft.

Vi bliver overhalet af flere motorcyklister, som kører helt vildt op ad vejene. Faktisk sidder vi netop og taler om, hvor farligt det er, da vi rundt om næste hjørne ser en af dem, som netop har overhalet os, blive hevet op af grøften af nogle forbipasserende. Han ser temmelig groggy ud, men er trods alt i live.

Sidst på eftermiddagen når vi frem til Hahei Beach, hvor vi får en Kitchen Cabin med plads til 8 personer. Vi møder en dansk far og hans datter på 8 år, Petrine, som har brækket armen for to dage siden. De er to voksne og tre børn, og skal være her nogle dage ligesom os.

Så går turen mod syd igen. Vi kørte et langt stræk fra Apihara til Kauri-skovene gennem smukke, bakkede landskaber. For at undgå et stor omvej uden om Hokianga Harbour Bay, tog vi færgen fra Kohukohu til Rawena. Ved færgen får vi en snak med fru Jan, som har sin kaffevogn stående ved færgelejet.

Til Anders’ store fornøjelse, sælger hun cubansk espressokaffe i alle afskygninger fra sin lille vogn fra 8 morgen til 8 aften.

Vi møder en tysker ved Kohukohu, som kører jorden rundt på sin motorcykel. Han havde kørt en hel dag på Ninety Mile Beach uden at møde et øje. Han var selv kørt fast på stranden, og havde måttet få hjælp af en landmand til at komme fri af sandet. Han fortalte, at også busserne havde siddet fast efter det kraftige regnvejr det sidste par dage. Vi er glade for, at vi ikke vovede os ud på sandet.

Vi når til Kauri-skovene nord for Dargaville midt på eftermiddagen. Der er ikke mange af disse enorme træer tilbage. Omvendt er de ikke til at tage fejl af.

Der er nogle korte vandreture ind til De Fire Søstre, Tane Mahute (Skovens Konge) og Te Matua Ngahera (Skovens Fader). Tane Mahute er det højeste kauritræ med 52 m, og Te Matua Ngahera er det ældste kauritræ på ca. 2.000 år.

Efter turen gennem Kauri-skovene kommer vi til Dargaville, hvor vi finder et noget gammelt og slidt overnatningssted, hvor vi heldigvis kun kan være en nat.

Vi har kig på overnatning et andet sted i Dargaville, som har indrettet gamle togvogne til “tourist cabins”.

Selvom vejrudsigten lyder regn, tager vi til Waitangi 10 minutter herfra for at besøge Waitangi Treaty Grounds. Der var her englænderne og maori-høvdingene indgik Waitangi-traktaten i februar 1840. Området er meget fint vedligeholdt, og rummer foruden Treaty House og maoriernes Meeting House, hvor maorierne drøftede traktaten før underskrivelsen i Treaty House. Bygningen er fantatisk flot udsmykket med udskårne bæresøjler i kauri-træ og flettede måtter med flotte mønstre.

Under besøget satte regnen ind, og efter en regnvejsdukkert i poolen sidder vi nu og kigger ud på regnen, og nyder søndag eftermiddag med forskellige småsysler.