New Zealand 2008 - 2009

Vi er tidligt oppe, og kører langs sydøens største sø, Wakatipu, mod Glenorchy i søens nordlige ende.

Det er en utroligt smuk køretur ad en bugtet vej, op og ned langs bjergsiderne, og med nogle fuldstændig utrolige “postkort” rundt om nærmest hver eneste hjørne.

Efter flere fotostop når vi frem til Glenorchy, hvor vi spørger til mulighederne for at gå noget af The Routeburn Track. Tracket på 75 km til Milford er kendt blandt vandrere som et af verdens 10 smukkeste tracks.

Halvdelen af vejen derop er asfalteret, resten er fin grusvej. Vi kører gennem åbne marker og tæt skov op til trackets første shelter, et helt nyt og utrolig velindrettet, arkitektonisk bygningsværk i beton, glas, sortmalet træ og dæk i rillede landgangsbroer. Selv om det på den ene side skiller sig ud, passer det alligevel godt ind med sit himmelstræbende, svungne tag – næsten som bjergsidernes himmelvendte buer og toppe.

Vi går over hængebroen og ad The Routeburn Nature Walk, som er en let tur, der giver en fin introduktion til selve tracket.

Vi beslutter at gå videre til The Bridal Veil Falls, hvor vi holder vandpause inden vi traver tilbage til parkeringspladsen efter 3 timers vandring ;). En rigtig smuk tur gennem tæt bøgeskov bestående af sølvbøg, bjergbøg og sortbøg, som er de dominerende træarter på den første del af Routeburn Track.

Dette sted er i sandhed tæt på Paradis, om end skiltet dertil nok må mane til besindighed med mindre man er stærk i troen.

Tilbage i Queenstown vælger vi den nemme løsning hos McDonald’s inden vi triller hjemad langs Lake Hayes, pakker tingene til bilen til om morgenen og går trætte og tilfredse til ro oven på dagens dejlige oplevelser.

Lørdag er markedsdag i Queenstown. Vi kører fra Arrowtown via Coronet Peak, og over Dart River, hvor jet-bådene suser afsted med adventure-turister. På markedspladsen ved Wakatipu-søens bred er der mulighed for at købe alt fra hjemmemalede potter og skåle til læderarmbånd, malerier og massage. En musiker spilller guitar til forskellige klassikere som underholdning for de mange mennekser, som sidder og ligger i græsset i den lille park.

Vi går rundt og kigger uden at købe noget, og spiser vores medbragte sandwiches, nærmest med fødderne i søen.

Fra søbredden er dampfærgefart med damperen Earnslaw, som på lugten og røgen at dømme stadig sejler på kul. For de mere fartgale, er markedspladsen også startsted for turene op ad Shotover River. Det får vi at mærke, da en af bådene lægger til, og dønningerne nærmest skvulper op over vores fødder.

Efter frokosten finder vi sådan lige tilfældigvis et rigtigt chokolateri i hjørnet af pladsen, hvor vi køber nogle fantastisk gode is i rigtige vafler. Som regel bliver den ellers ret gode is leveret i kedelige “papvafler” – ikke her 🙂

Katrine og Laura må for en gangs skyld overgive sig og opgive at spise sig gennem isen. På markedspladsen er der også en ung kvinde som laver ansigtsmaling. Vi bytter pigerne for en kanin og en hundehvalp, inden vi kører til Queens Gardens for at slå mave. Vi kigger lidt på nogle midaldrende lawn bowlers, og får en kort introduktion til spillet af Charles, som er en af spillerne.

Vi finder også en rigtig fin legeplads, som – viser det sig – ligger lige i forlængelse af markedspladsen og esplanaden vi var på lige før.

Mens Dorte slapper af i græsset, tager Katrine, Laura og jeg er tur i en vandcykel ud på Wakatipu. Også her er vandet helt utrolig klart, og vi kan se til bunden flere meter nede de første par meter ud, inden søens dybde bliver for stor.

Vi falder i snak med en kvinde, hvis datter også er “kanin”. Det viser sig, at hun er fra Danmark, hedder Charlotte, og har boet flere år i USA og Australien. Hendes datter på næsten fem år hedder Pearl, og de tre piger leger sammen en lille times tid på legepladsen.

Vi kører hjem langs Lake Hayes, og går tidligt i seng for at være friske til vores udflugt til Glenorchy den følgende dag.

Vi kører via Cardrona Valley og The Crown Road over passet til Arrowtown. Det er en fantastisk smuk køretur ad New Zealands højest beliggende vej, 1076 meter over havet. Udsigten, den høje himmel, bjergene og det fantastiske panorama er overvældende smukt.

Vi finder frem til vores bo i den gamle guldgraverby, ser nyhederne, og spiser sen aftensmad. Vi slutter dagen af med en kort aftentur langs hovedgaden med de gamle huse. Vi har fået et lodge-room, med fire køjesenge – alt hvad der var at finde i Arrowtown, men det fungerer.

På nogle storskærme placeret rundt om i butikken, ser vi, at to unge australske turister er blevet dræbt af tonstunge isblokke så store som lastbiler, der er brækket af og er faldet ned ved foden af Fox Glacier – blot få timer efter, at vi har forladt stedet.

Det er rigtig uhyggeligt, og det gør et meget stærkt indtryk.

Vi starter tidligt i storsilende regn mod Arrowtown, som er naboby til Queenstown. Undervejs spiser vi frokost i bilen eftersom der ikke er overdækkede bænke i vores tiltænkte stop i Lake Hawea. Vi kører videre til Lake Wanaka, som er næste større by. Vi køber ind i New World.

Søerne er meget smukke – givetvis endnu smukkere i tørvejr

Dagen efter er vejret klaret op, og regnen er ophørt. Dorte og Katrine kører en morgentur ud til spejlsøen Lake Matheson, mens Laura hjælper med at finde morgenmad frem, og jeg pakker tingene til bilen.

Vi har mødt et par fra Århus, Nina og Tobias med to små børn, Therese og Asger, i Hokitika. De er også her i Fox Glacier, og vil også gerne gå op til gletscheren, men vælger at lade være fordi, der først er plads på guidede ture sidst på eftermiddagen.

Vi beslutter at køre op til parkeringspladsen igen. Vandstrømmene er mindre kraftige i dag, og vi kommer over uden våde fødder, og helt frem til gletscheren.

Efter en sen frokost tilbage i byen, kører vi mod Haast gennem et meget frodigt og afvekslende landskab. Regnen er sat ind igen, nu blot endnu kraftigere end i går. Vi når frem til Haast Beach Holiday Park sidst på eftermiddagen. Stedet ligner en lejrskole med rødmalede bygninger. Vores bo er en ok kitchen cabin, så vi pakker det nødvendigste ud, laver mad og går tidligt i seng.

Vi kan ikke komme op på selve gletscheren, Laura er ikke gammel nok, så vi vil i stedet køre til parkeringspladsen i regnskoven, hvor Fox-gletscheren ender sit fald på mere end 1.300 meter fra bjergets top, og gå op til gletscheren.

Det har regnet stærkt hele natten og det meste af formiddagen med. Der kommer årligt mere end 5 meter (!) regn i dette område, så helt tørvejr bliver det sjældent.

Vi kører derfor til Franz Josef hvor vi besøger Hukawai Gletscher-centret. Det klarer nogenlunde op, så vi kører til Fox gletscheren. Desværre er vejen spærret på grund af et enormt stenskred, så vi kører op ad Fox Glacier View Road i stedet, hvorfra vi kan gå ned til et udsigtspunkt. Her er det muligt at se gletscheren oppefra.

I de røde ringe på billedet går der grupper af mennesker. Det giver et indtryk af gletscherens enorme størrelse.

Udsigtspunktet er ikke stort, og det er langt fra gletscheren – alligevel er det et imponerende syn. Vi kører ned til Glacier Road som nu er åben igen og ind til parkeringspladsen. Vi går op mod gletscheren, hvor der med skilte advares mod stenskred og stærk strøm i vandløbene ned fra bjergene.

Vi når frem til et kraftigt vandløb, hvor der er for meget strøm og vand til at komme sikkert over. Sent hjemme laver vi mad, og overvejer muligheden for at flyve op over gletscherne og Mt. Cook i helikopter i stedet.

Vi forlader vores bo i Hokitika i nogenlunde vejr, og kører ad en grusvej gennem bushen ud til Dorothy Falls, som er et meget højt og smalt vandfald. Det falder smukt ned på klipperne og laver et kryds undervejs for til sidst at lande i en lille sø.

Vi kører videre ad grusvejen og tilbage til Hokitika. Vi skal have købt madvarer ind og have fyldt benzin på bilen, inden vi starter på turen ned af vestkysten.

Vi har købt en lille folder med vandreture i Hokitika-området i Informationscentret i Punakaiki, og finder ved hjælp af folderen et dejligt recreation site væk fra vejen ved Mahinapua-søen, hvor vi spiser frokost.

Kort efter vi starter igen, sætter regnen ind. Jo længere sydpå vi kommer, jo tættere bliver regnen. Da vi når frem til Franz Josef og Fox, hvor vi skal se gletscherne, er bjergene helt dækket af grå skyer helt ned til vejen, og regnen er blevet til brusebad. Vi håber, det letter til i morgen.