New Zealand 2008 - 2009

Vi skal videre østover til The Catlins, som er et meget smukt og varieret kystområde med flere naturseværdigheder. Vi har store problemer med at finde overnatning, men med hjælp fra i-sitet i Waikawa, kommer vi langt om længe i kontakt med en familie, som har bygget et nyt hus, og derfor har et hus i overskud, som vi kan leje tæt på Curio Bay.

I-sitet er på en gang museum, informationscenter og formidlingscenter for lokal indkvartering i Waikawa-området.

Det smukke dyrkede landskab fortsætter ud øst for Invercargill – vi tager the Southern Scenic Route, men har ikke tid til at køre ad kystvejen, fordi vi skal nå frem til Waikawa inden kl. 17.

Det viser sig at være et ret stort hus, og pigerne er helt vilde over den meget plads vi pludselig har, og farer runder i alle værelserne.

Vi får pakket ud, og Dorte laver dejlig middag til os, inden vi går til ro til lyden af de brægende får og den dybe brusen fra The Southern Pacific, som vi har lige uden for vinduerne.

Vi kører omkring museet i Invercargill for at se den meget sjældne Tuatara. Det er hverken en øgle eller et firben, men faktisk en dinosaur, som artsmæssigt kan føres 225 millioner år tilbage. På grund af NZ’s fjerne beliggenhed fra de voldsomme begivenheder, der udslettede dinosaurerne for ca. 65 mio. år siden, formåede Tuataraen at overleve.

Museet fører an i bestræbelserne på at bevare Tuataraen, og har haft held til at få gamle Henry på over 100 år til at parre sig med en hun med 21 levende unger som resultat. Henry er kendt som en ret grumpy gammel herre, som ikke går af vejen for at angribe andre tuatara’er, så det er noget af en sensation.

Vi er mere end heldige med at finde overnatning for en enkelt nat. I lige præcis denne weekend er Invercargill vært for flere internationale events, så alt er booket op. Vi er trætte efter den lange køretur, så pigerne bliver hjemme og hygger med TV, mens jeg køber ind.

Dorte har fået fingre i en rabatkupon til en knitwear-butik som sælger merino-possum varer. Efter mange og grundige overvejelser, køber Dorte en rigtig dejlig cardigan og en hue, Laura får også en hue, og Katrine finder et par varme vanter.

Anders falder for en håndlavet Selke-læderhat. Vi får 10% rabat på vores køb, svarende til en ikke ubetydelig sum, som vi straks efter omsætter i frokost på en af de lokale frokostbarer. Sent på eftermiddagen sætter vi kursen mod Invercargill, Sydøens sydligste storby.

Undervejs støder vi på et dansk par med tre børn på 7-11 år, som er på jordomrejse. De er taget afsted fra Odense ved Skt. Hans, og skal være i NZ i fem måneder, inden de tager videre til Canada. Før NZ har de været i Malaysia, Thailand og Singapore. Alt i alt skal de være afsted i 2 år – lang tid at rejse rundt i et folkevognsrugbrød. Vel at mærke deres egen, som de har fået med fra Danmark.

Turen til Invercargill betyder også farvel til Fiordland og The Wild West Coast for denne gang. Jo længere syd- og østpå vi kommer, jo mere grønt og bakket bliver landskabet. De uvejsomme bjergområder bliver til frodige marker og enge, som vejen bugter sig blidt igennem.

Vi er ude af vores bo præcis kl. 10, og beslutter os for at gå i Fiordland Cinema kl. 11.00 for at se filmen Ata Whenua (udtales ‘fenua), Skyggeland, optaget primært af helikopter-piloten Kim Hollows over en periode på 10 år. Han har også finansieret biografen ud af egen lomme (og siden ud af tilskuernes og de turister, han har fløjet for

Filmen, som er en fuldstændig overvældende smuk oplevelse, viser billeder og indtryk fra de ellers utilgængelige områder i Fiordland, som er NZ’s største nationalpark – på størrelse med Jylland.

Vi har besluttet at tage en slapperdag efter den storslåede oplevelse i Milford Sound.

Hen på eftermiddagen vælger Katrine, Laura og Anders dog at tage en tur i Te Anau Glowworm Caves for at se de lysende insektlarver.

Sejlturen over NZ’s største ferskvandsreservoir er en flot oplevelse med den hurtige katamaran. Vi bliver sat af på den vestlige bred, og går ad en smal gangbro op til grotten. Pigerne kan let komme under den store klippeblok, som ligger over indgangen til grotten, men jeg skal bukke mig næsten helt ned på alle fire. Herefter går det videre fremad ad gangbroen, over rivende vandfald, dybe slugter og frem til en lille skydepram, hvor vi skal sidde helt musestille i mørket.

Guiden trækker os stilfærdigt fremad, stadig dybere ind i det nu fuldstændige mørke. Over os lyser larverne i tusindvis som stjerner på nattehimlen. Det er et meget flot og fascinerende syn.

Vel hjemme igen pakker vi bil, laver mad, og lægger nyt på bloggen. Der er langt mellem de gode internet-muligheder herude i Fiordland, så der er temmelig meget nyt stof og billeder, og det bliver meget sent inden det sidste punktum er sat.

I dag går turen til Milford Sound. Igen har vi strålende solskin med høj sol og næsten ingen vind.

Vejen fra Te Anau til Milford går gennem store åbner vidder, tætte bøgeskove og dybe slugter med høje sneklædte klipper på alle sider.

Langsomt kommer vi tættere og tættere på bjergmassivet mod vest. Jo tættere vi kommer på bjergene, jo højere, stejlere og mere uoverstigelige synes de at blive.

Der er efterhånden ingen retning vejen kan gå uden at møde bjerget. Heldigvis har Kiwi’erne været kloge nok til at lave en tunnel gennem bjerget frem for at forsøge at føre vejen henover det mere end 1.600 meter høje bjergmassiv.

Igen er vi fascinerede og imponerede over Kiwi’ernes evner som vejbyggere. Til de fjerneste egne, i de mest øde områder, findes der (næsten) altid en fin vej.

Efter en meget smuk køretur når vi til Milford, hvor skibet The Milford Wanderer venter på os.

Vi har booket en 2½ times Nature Cruise med tilhørende guide ud gennem Milford Sound til det Tasmanske Hav. Milford Sound er blandt de dybeste fjorde i New Zealand med gennemsnitligt 200 meter vand under kølen. Milford Sound er skabt af gletschere gennem de mere end 20 istider, der har været her gennem millioner af år, de tykkeste på mere end 1.400 meter (!) solid is, og med en bevægelseshastighed på op til 7 meter i døgnet. Højt oppe på klipperne kan vi ane de samme vandrette glaciale ridser i klipperne, som vi tidligere har set i Fox Glacier Valley.

Som vi stævner ud, tårner det imponerende Mitre Peak på 1.692 meter sig op foran os.

Et fantatisk og storslået sceneri åbner sig for os efterhånden som vi sejler ud gennem Milford Sound. Vi ser New Zealands højeste vandfald på over 160 meter, himmelstræbende bjergtoppe, gletscherskabte kløfter og slugter i bjergsiderne, klippevægge på flere hundrede meter lodret fra havoverfladen og pelssæler, sløvt solbadende på klipperne.

Vi kommer også forbi det sted, hvor den austral-asiatiske kontinentalplade møder Stillehavspladen. De mange pladetektoniske gnidninger mellem kontinentalpladerne netop her betyder, at der er mere end 1.000 mindre jordskælv herude – om ugen.

De gule pile på billedet ovenfor viser, hvor kontinentalpladerne mødes.

Som vi snor os ud gennem Milford Sound og nærmer os det Tasmanske Hav, tager vinden til da vi runder Windy Point. Vi når ud til mundingen af fjorden, og vender rundt i retning mod Milford Sounds indsejling.

Det er et fantastik syn. The Roaring Tasman er ganske blid i dag sammenlignet med tidligere, og vi duver blidt gennem bølgerne tilbage mod fjorden.

Turen tilbage går langs Milford Sounds nordlige side, forbi Stirling Falls.

Legenden lyder, at de kvinder som rammes af vandstøvet fra vandfaldet, får evig ungdom. Skipperen lægger The Milford Wanderer helt ind under vandfaldet, og vi bliver ret våde allesammen, men desværre gælder legenden kun pigerne. Vandfaldet er mere end dobbelt så højt som Niagara Falls.

Efter endnu en fantastisk oplevelse i New Zealands enestående og storslåede natur, lægger vi til kaj i Milford. Vi køber nogle postkort, og starter hjemad på køreturen til Te Anau, samme vej hjem som ud.

Hjemme i byen køber vi sandwich og is med hjem fra Subway, og ser TV inden vi kravler i seng, trætte og tilfredse med dagens oplevelser.

Nina, Tobias, Therese og lille Asger er ankommet til Arrowtown aftenen før, og pigernes lykke er gjort. De “store” børn leger sammen på legepladsen mens vi pakker bilen. Vi skal videre til Te Anau, hvor vi skal være i tre dage.

Først skal vi dog omkring Arrow River for at prøve lykken som guldgravere, i det der en gang var en af New Zealands rigeste guldårer. Vi finder en masse gul, men intet guld. Nina og Therese kommer også og graver med, og Katrine og Laura gør dem selskab mens jeg får lidt sol. Dorte ser museet imens, og inden vi tager afsted, spiser vi frokost i skyggen af træerne langs flodbredden.

Vi forlader hyggelige Arrowtown med de autentiske huse fra guldgravertiden, og kører til Queenstown for at booke sejladsen på Milford Sound, tanke benzin og købe ind inden den lange køretur til Te Anau.

På vejen ud af byen støder vi på en kvinde som sælger friske kirsebær fra en bil ved vejen. Det er nogle helt fantastiske kirsebær, så vi køber et kilo, og frådser i bær.

Turen til Te Anau er på knap 200 km. Den første del går langs søen, og siden gennem flade landskaber med bjerge og kløfter, og uden udsyn udover næste sving eller bakke.

Pludselig kommer vi over Jollies Hill Pass, og med ét åbner landskabet sig for os.

Marker med tusindvis af får i spredte gullige pletter, lysegrønne enge og mørkegrønne træer i lige rækker som læhegn, bjergenes silhouetter i horisonten “lag på lag” i stadig lysere gråtoner, nærmest så langt øjet rækker.

Det tager fuldstændig luften ud af en, så ubeskrivelig smukt er det. Vi gør et kort kirsebærholdt ved indkørslen til en gård, og idet vi stiger ud af bilen, fornemmer jeg en ro, en lethed og en følelse af frihed og “højt til loftet”, som er helt forunderlig. Højt under himlen kvidrer en sanglærke så vederkvægende lystigt afsted, at jeg får tårer i øjnene.

Først på aftenen når vi frem til vores bo, et velholdt, rent og pænt motel, hvor vi steger lækre lammeben med pasta og salat. Vi nyder et rigtig dejligt glas rødvin fra Central Otago, den egn vi netop har forladt.

Bilen må vente på udpakning til i morgen tidlig.