Blog Image

New Zealand 2008 - 2009

Rejsebog fra vores ophold i New Zealand

Følg med...

Baldwin Street =:-o

New Zealand Posted on 01/24/2009 09:19

Dunedin er en rigtig dejlig by med gode indkøbsmuligheder. Vi kommer også omkring St. Pauls katedralen, banegården og The Octagon, et ottekantet gade-forløb med butikker, cafeer, biograf og i-site.

På vej ud af Dunedin kører vi én tur op og ned af verdens stejleste gade, Baldwin Street. Det er mildt sagt en ret ubehagelig oplevelse at køre op, og oppe fra toppen er der et langt stykke af vejen, der ikke er synligt nedad igen.



Highcliff Road og Larnach Castle

New Zealand Posted on 01/24/2009 09:15

Vi tager The Highcliff Road tilbage. Katrine sidder yderst, og er overhovedet ikke begejstret for udsigten. Forståeligt, der er ikke meget plads, og der er temmelig langt ned. Men udsigten er storslået.

Vi når omkring Larnach Castle, NZ’s eneste slot, med en imponerende have. Slottet er bygget i 1871-1875 af parlamentsmedlemmet William Larnach, som trist nok tog sit eget liv i et udvalgsværelse i parlamentet.



Otago Peninsula og Royal Albatross

New Zealand Posted on 01/24/2009 09:10

Over middag kører vi ad kystvejen ud af Otago Peninsula – en smuk og nervepirrende tur med kun få centimeter fra kantlinien til vandlinien.

Vi når frem til Royal Albatross Centre på Tokorua Head for enden af halvøen. Vi køber billet til en guidet tur op til udsigtsplatformen, som er et lille hus på toppen af klippen.

Herfra kan vi se fire albatrosser, som ligger på rede. Der er 28 reder i alt, fortæller vores guide os. De voksne albatrosser vejer 6–7 kg og de fede “små” unger kan veje helt op til 12-13 kg inden forældrene sætter dem på en effektiv slankekur før de 8-9 mdr gammel forlader reden. Når ungerne forlader reden tilbringer de de næste 4-5 år på havet uden at nå land.

Albatrosser får den første unge som 8-9 årig, og finder en partner for livet. Hunnen lægger et æg, som både hannen og hunnen udruger. Når den store unge forlader reden, tager forældrene til søs og bliver på havet et år, før de igen søger land, oftest til de samme reder, og parrer sig og hunnen lægger et nyt æg.

Vi ser 3-4 ungfugle som prøver vingerne af i den kraftige vind. Vi er heldige, at der er kraftig vind, for albatrosserne går ikke på vingerne uden det nærmest “stormer”!

Det er imponerende at se, hvordan disse enorme fugle med et vingespænd på op til 3 meter, så let som ingenting glider gennem vinden.



Dunedin og Hell’s Pizza

New Zealand Posted on 01/23/2009 22:20

Vi sætter kurs mod Dunedin, pigerne snupper sig en lur på bagsædet på den lange køretur.

Vi er fremme ved spisetid, og vælger at prøve Hell’s Pizza. Det er den mest bizart indrettede pizzabar, vi endnu har oplevet. Der er en stor heks i hjørnet og en grim spøgelseskvindefigur, men konceptet er gennemført.

Selv pizzaæskerne er Hell-designede: sorte med flammer, og hvis er der rester eller affald, kan en lille kiste foldes af et stykke af pappet. Bare tryk ud langs udstansningen, og fold langs linierne. Wackos!



Nugget Point

New Zealand Posted on 01/23/2009 22:17

Nugget Point er tilsvarende en storslået oplevelse. Fra afstand er der ikke meget at se, men da vi først kommer op til fyrtårnet viser oceanet og the Nuggets sig fra deres mest imponerende side.

Stedet er opkaldt efter stenformationerne, der ligner guldklumper. Vi ser mange søløver lege i pools i stenformationerne og ved kysten.



Vandfald i Catlins

New Zealand Posted on 01/23/2009 22:14

Regnen er ophørt, og solen stråler igen over Catlins fra en vatplettet himmel. Landskabet er grønnere, mere bakket og blidere end de bjergrige egne mod vest.

Strandene er gyldne og langstrakte buer mod det blågrønne hav.

Vi fortsætter turen ad grusvejene til The NZ Niagara Falls (verdens mindste vandfald på ca. 20 cm smiley ), Matai Falls, Horseshoe Falls og naturligvis Purakaunui Falls, som er et af de mest fotograferede i NZ.



Flødekartofler, søløve og gul-øjet pingvin

New Zealand Posted on 01/23/2009 22:09

Katrine har bestilt flødekartofler, og som tilbehør får vi kalvesnitsler og broccoli. Vi når ned til Curio Bay i tide til at se i alt syv pingviner gå i land. Regnen pisker ned over os, og desværre er der også en yngre søløve, som mener at der skal være pingvin på menukortet i dag. Pingvinerne er næppe enige i det, for nogle af dem flygter ud i havet igen.

Trods søløven er det spændende og fascinerende at følge pingvinerne henover den flade “skovbund”, som nu er oversvømmet af højvandet.



Rundtur i det sydlige Catlins

New Zealand Posted on 01/23/2009 22:07

Vi vågner sent, og tager en stille og rolig formiddag, inden vi tager ud på en lille rundtur langs kysten i det sydlige Catlins.

Først kører vi “lige rundt om hjørnet” til den forstenede skov, som ligger ud til kysten her i Curio Bay. De forstenede træer er helt tydelige i de flade klipper. En Department of Conservation (DOC)-guide fortæller os, at vi bør komme tilbage ved 20-tiden. Så vil de meget sjældne gul-øjede pingviner, som kun findes her, komme i land med dagens fangst til ungerne i rederne oppe i bushen.

Vi kører videre ad fine grusveje til Slope Point, Sydøens sydligste punkt. Slope Point ligger 5.140 km fra Ækvator og 4.803 km fra Sydpolen.

Herefter runder vi Waipapa Point, hvor vi støder på et par store søløver, som ligger og sover middagslur i det gyldne sand.

Ruten går tilbage via Fortrose til Tokanui, hvor vi smager vores første Deep South-is – ummm, men i blågrønne vafler, som pigerne er lidt skeptiske overfor – inden vi kører hjem over Waikawa til vores bo i Curio Bay.



« ForrigeNæste »