New Zealand 2008 - 2009

Vi tager en lazy morning, hvor vi slapper godt af og pigerne leger uden for. Vi spiser pandekager til frokost inden vi tager solcreme på, pakker strandtøjet og kører den korte tur til Kaiteriteri for at gå på stranden.

Kaiteriteri Beach ligger i en smuk bugt, skærmet af klipper på begge sider. Sandet er gyldent, vandet er turkisgrønt og helt klart. Vi finder et godt sted til de håndklæder, vi har lånt af vores vært. Anders og pigerne bygger lidt sandslotte i strandkanten og laver en havfrue.

Vandet er friskt, vel omkring 20-22 grader, og er dejligt svalende på den solvarme strand, og pigerne nyder at dyppe sig i bølgerne.

Inden hjemturen til Motueka booker vi et cruise langs Abel Tasman-kysten dagen efter.

Hjemme i boet spiser vi et let måltid. Vores naboer, Paul og Beverley, et ældre ægtepar fra Christchurh, har foreslået en kold øl i skyggen. Vi laver popcorn til pigerne, og mens de ser fjernsyn, får vi os en god snak med Paul og Bev i den svalende aftenluft.

Dagen før har vi set en rigtig London-dobbeltdækkerbus, som kører sigtseeing-ture rundt i Nelson. Vi er klar ved informationscentret kl. 11, og kører med rundt.

Chafføren er en temmelig løssluppen ældre hippi-type, som har sin egen mening om alt muligt, og det vi ser på turen. Der kommer ind i mellem nogle ret festlige kommentarer.

Efter køreturen går vi på posthuset og Anders køber et par shorts inden vi lige smutter omkring Penguino igen for at få blandt andet boysenbær, chokolade-chili og peanutbutter-ingefær is. Vi får også smagsprøver af mango-is og kaffe-is.

Vi falder i snak med indehaveren Phillip, som viser sig at være hollænder. Han og hans kone er emigreret til New Zealand, fordi de manglede rum og plads – “too many people telling you what to do and too little space”

Han har tidligere været indehaver af og projektchef i et større firma i byggeindsutrien, men han blev træt af bøvlet med administration, dårlige håndværkere, kundeklager osv. Han laver selv isen og eksperimenterer med smagsvarianter i baglokalet. Vi foreslår ham, at han laver en rosmarin-is.

Vi bliver nok nødt til lige at køre omkring Penguino på vejen til Picton for at se, om han har fundet på noget nyt og spændende.

Vi forlader Nelson, og kører til vores sidste egentlige stop på sydøen, Abel Tasman National Park.

Vi ville gerne have haft overnatning tættere på nationalparken, men her er mange om buddet, og få steder til rådighed, så vi må slå os til tåls med byen Motueka, 13 km sydøst for Kaiteriteri, som er den primære adgangsvej til Abel Tasman NP.

Vi har igen gratis vaskemaskine, i vores udmærkede bo, som er sparsomt men funktionelt indrettet.

Vi kigger nærmere på Nelson, som er en hyggelig by, men ret turist-præget by. Vi spiser en dejlig frokost på Oasis cafe ved floden.

Derefter går vi ad Trevor Horne Heritage Trail rundt i byen. Den starter ved Christ Church Cathedral, hvor vi bl.a. ser de oprindelige jordvolde omkring kirken. Foran kirken er der et mindesmærke fra 1. verdenskrig.

På den anden side af Church Hill går vi ad Nile Street West til the South Street Cottages, som markedsfører sig med at være New Zealands ældste gade. I gaden ligger cottages, som er bygget mellem 1863-1867 til lokale handelsmænd. De er små men meget fint udsmykkede og farverige. På vores videre vandring ad tracket ser vi mange fine gamle huse bl.a. Fifeshire House, Marsden House, Bishops School (Nelsons første skole fra 1844), Cathedral Vicarage og Nelson School of Music.

Vi spiser en fantastisk dejlig is på Penguino Gelato Ice Cream Cafe på Trafalgar Street. De laver mange forskellige spændende is, bl.a. en honning-lavendel is, som smager dejlig friskt.

Reefton er en gammel by, hvor tiden synes at have stået stille. Husene er for det meste gamle og virker ikke alle lige velholdte.

Vi cirkler en kort tur rundt i byen, inden vi sætter kurs mod Nelson på sydøens nordlige kyst.

Turen til Nelson byder på flere udkigssteder, blandt andet Hope Saddle Lookout og Spooners Range Lookout.

Fremme i Nelson, finder vi vores bo tæt ved stranden med svømmebasin og gratis vaskemaskine

Jeg pakker bilen ud, mens pigerne vasker tøj.

Katrien og Laura vil naturligvis gerne i svømmebassinet, så vi finder badetøjet frem – uuhhhh – det er meget koldt.

Vi gør et stop i Shantytown, som er et levende guldgravermuseum, bygget op omkring gamle bygninger og genstande fra midten af 1800-tallet.

Med det gamle lokomotiv Kaitangata, som i mere end 70 år blev anvendt i guldminedriften, kører vi en tur op i bushen bag Shantytown. Efter turen går vi op og vasker guld i mineområdet. Vi får udleveret en guldpande med noget sand og grus fra floden, og efter kyndig instruktion går vi igang med at vaske guld. Efter endt arbejde står vi alle med et lille plastrør med bittesmå ægte guldflager i bunden.

Vi køber ind i Greymouth inden turen går videre mod Reefton. Vi vælger den lange tur op af vestkysten til Westport og videre mod Reefton for at få nogle gensyn og sidste kig på den smukke vestkyst. Vi har godt vejr modsat sidste gang vi kørte turen mellem Greymouth og Westport, og vestkysten tager sig utrolig godt ud.

Sandfluerne er dog vanvittig plagsomme, så vores fotostops bliver forholdsvis korte.

Vi gør et stop i Punakaiki, og tager et gensyn med pandekageklipperne og der ser vi også et par stykker af den New Zealandske due, keruru’en.

I Westport spiser vi rigtig dejlig fastfood i et gadekøkken. Det består af langtidsstegt lam, bagt kartoffel og amerikanske hot-dogs, lavet på kiwi-manér.

Vi kører langs den flotte Buller River ad SH 6 til Reefton. Vi er fremme meget sent. Vores vært har flyttet os til “hytten” – det sidste ledige han har, da han ikke havde hørt fra os.

Det viser sig at være et gammelt hus, som minder os om Karamea: noget, som er taget ud af en familiefilm fra 50’erne. Slidt og kitchet, men i grunden meget hyggeligt.

Inden vi forlader Arthur’s Pass Village, går vi en tur på hovedvejen, som løber gennem byen. De fleste huse er Tunneller’s Cottages, som stammer fra 1908 da arbejdet med den 8,5 km lange jernbanetunnel gennem bjergene til Greymouth på vestkysten blev påbegyndt.

Da arbejdet var afsluttet i 1923 blev mange af husene forladt, og siden er de blevet købt af private til feriebolig, anvendt til udlejning og småbutikker.

Vi afleverer også et postkort i det lokale postcenter, inden vi fortsætter frem mod selve passet, som ligger i 920 meters højde.

Den stejle og bugtede vej gennem Arthur’s Pass har altid været kendt som en af de sværeste ruter at passere. Derfor investerede regeringen i 1990’erne mere end 25 mio. NZD i en flot viadukt henover kløften. Vejføringen er siden blevet prisbelønnet for den miljømæssigt hensynsfulde indpasning i nationalparkens naturlige geografi, flora og fauna.

Vejen går under et rock shelter, og videre ud af kløften mod Greymouth.

Arthur’s Pass er et af de tre steder på sydøen, hvor det er muligt at passere The Southern Alps, som deler sydøen i øst og vest.

Vi når frem til Arthur’s Pass Village sidst på eftermiddagen, og kryber i ly for varmen i vores bo.

Næste morgen er det knap så varmt nede i dalen mellem bjergene, og vi beslutter at gå til i-sitet for at få information om mulige vandreture i området.

DOC-guiden anbefaler de nærliggende Avalanche Peak Falls, Devils Punchbowl Falls Track og Bridal Veil Track, eftersom langt de fleste øvrige tracks i området enten er for lange eller ikke er egnede til børn.

Avalanche Peak Falls ligger lige bag i-sitet, og er indrammet af Glasgow Bridge, en fin lille stenbro over faldets udløb.

Dernæst går vi et kort stykke vej ind til Devils Punchbowl Falls Track, som efter en halv times stigning og en masse trapper fører frem til et 131 meter højt og meget smukt vandfald.

Efter turen ned igen, finder vi skygge i den nærliggende bøgeskov på Bridal Veil Track, hvor vi spiser frokost på en bænk, som står temmelig tilfældigt placeret midt mellem træerne.

De lokale sandfluer benytter lejligheden til også at få sig et festmåltid, så vi bliver hurtigt færdige med vores sandwich.

Bridal Veil Track viser sig at være væsentligt mere råt end Devils Punchbowl Falls Track. Vandfaldet er regnvandsbaseret, og da det ikke har regnet i hele 9 dage (“a miracle in these parts” ifølge DOC-guiden), er vandmængden i faldet ret begrænset. Derfor vælger vi at se vandfaldet fra udsigtspunktet halvvejs.

Det viser at være en god idé, for på et stykke af tracket er det nærmest bjergklatring der skal til for at komme frem.

Vi forlader Ashburton med retning mod Arthur’s Pass i bagende sol. Ashburton ligger i landbrugsbæltet rundt om Christchurch. I modsætning til de øvrige landbrugsområder, vi har kørt igennem, er oplandet til Ashburton præget af kornmarker. Nogle marker er allerede høstet, andre steder står hvede og byg gyldent og svajer i vinden.

Efterhånden som vi lægger afstand til kysten, stiger varmen endnu mere, og kornmarkerne bliver til bakkede sletter, og får og køer dukker op igen. De enkelte markstykker er opdelt af nærmest endeløse rækker af flotte høje, slanke træer. Andre steder har vi set meterhøje velklippede hække som markskel.

Et enkelt sted støder vi på en hørmark, som lyser op med lyseblå blomster mod de grønne træer.

Vi fortsætter ind i landet frem mod bjergene. Vi gør et stop ved Castle Hill som er et smukt område, hvor klippestykker ligger spredt ud over det grønne område. På vejen kører vi gennem og over Rakaia Gorge, som er en meget bred jordskælvsrende i sydvestligt retning gennem sydøen. Rakaia River er mættet med rock flour, og har derfor samme turkisblå farve som Pukaki, Tekapo og de andre store gletschersøer.

Markerne bliver til bjergskråninger og siden til mere og mere nøgne klipper. Varmen er nærmest ulidelig. Vi finder en sø på vejen, Lake Pearson, hvor vi holder pause i skyggen af træerne ved bredden og får kølet tæerne i det kølige vand.

Søen er samtidig hjemsted for nogle af de meget sjældne orangekravede lappedykkere, hvoraf der kun findes ca. 250 individer i hele NZ. Vi ser to voksne og to unger langt ude på søen.