New Zealand 2008 - 2009

På opfordring fra vores vært i Taupo, kører vi næste morgen op til Aratiatia Rapids nord for Taupo. Her opstemmes vandet fra søen flere gange i løbet af dagen, og ledes derefter ned gennem flodløbet med enorm kraft.

Larmen fra vandet er øredøvende, og den voldsomhed og kraft, der er gemt i vandet er faktisk frygtindgydende. Energien, der skabes af vandet fra Lake Taupo, dækker 22% af NZ’s spidsforbrug af elektricitet.

Længere fremme i løbet fra Lake Taupo finder vi NZ’s mest fotograferede vandfald, Huka Falls. Det er ikke uden grund – det er fortryllende flot i sine grønne og blålige nuancer, iblandet skummende voldsomt hvidt.

Vi slutter besøget i Taupo af ved Acacia Bay, som er en smukt beliggende lille bugt i et idyllisk område.

Wai-O-Tapu er endnu mere fascinerende end Hell’s Gate. Her er fantastiske farver i vandet på grund af forskellige mineraler, her er kogende pools, her er svovlaflejringer, som har dannet store skriggule svovl-krystaltoppe, her er en nærmest stivnet flod af aflejringer, som giver et indtryk i mikroformat af de berømte terasser ved Tarawera. Det mest fascinerende er champagnepool’en, som er en 263 meter dyb, smaragdgrøn sø, med orange kanter.

Tæt ved er der igen bud efter den lille spand og den lille skovl ved en sø af kogende mudder – langt større og mere voldsomt end Hell’s Gate. Alt i alt en fantastisk spændende oplevelse.

Før vores tur mod Lake Taupo ville vi spise NZs bedste is i Hastings. Men Rush Monroes var lukket

Vi fandt dog et sted hvor vi kunne købe isen i bægre og nød den i den lokale park, hvor der selvfølgelig også er en legeplads

Derefter fulgte en krævende bjergrig køretur til Taupo med brune, grønne og gule farver pga. buske som ligner gyvelbuske. I Taupo bor vi smukt med udsigt til søen, som er NZs største sø på 606 kvkm. Vi er egen spa i lejligheden og der er swimmingpool 🙂

Nord for Taupo besøger vi Wai-O-Tapu Thermal Wonderland, hvor vi ser Lady Knox geyseren springe kvart over ti. Den får lidt hjælp af 300 g sæbe – et smukt og betagende syn.

Lake Taupo er et vulkankrater, som blev dannet i det største kendte udbrud for ca. 26.500 år siden, og dækker som nævnt et område på 606 kvadratkilometer!

Efter en strøgtur, hvor vi kigger på de mange farverige bygninger, og køber noget smart tøj til pigerne, tager vi på det nationale akvarium, som også er placeret i Napier.

Vi ser fiskene blive fodret af en dykker, som også laver sjov med pigerne gennem glasset. Der er også et røre-bassin, hvor pigerne kan tage søstjerner og søpindsvin op i hænderne. Og en kæmpe blæksprutte, en krokodille og en levende kiwi – cool!

Tilbage i Gisborne. Vi kører op på Kaiti Hill, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over Gisborne og Powerty Bay. Længst mod øst ligger de hvide klipper, som skibsdrengen Nicholas Young så som den første den 9. oktober 1769. James Cook navngav klippen Young Nick’s Head 🙂 I det hele taget er der flere mindesmærker i Gisborne for opdagelsen af New Zealand.

Vi fortsætter mod Napier ad en meget smuk, lang og meget bjergrig køretur. Napier blev stort set lagt i ruiner ved et voldsomt jordskælv i 1931. Ved genopbygningen blev det besluttet at gøre noget særligt ud af byen, som derfor blev bygget i den meget farverige og pyntede Art Deco-stil.

Det har været småt med internet-forbindelser på det seneste. Så her er et lille tilbageblik fra Roturoa.

Om natten den 10. juni 1886 gik vulkanen Tarawera i udbrud. Et 17 kvkm stort ar blev sprængt i bjergkammens ryg, og vulkansk materiale blev spredt over et 16.000 kvkm stort område. Udbruddet ødelagde de enestående og verdensberømte hvide og lyserøde terrasser, dannet af millioner af års aflejringer af mineraler, og landskabet var forandret for altid. Den nærliggende landsby, Te Wairoa, blev begravet i flere meter kogende varm mudder, ogover 200 mennesker mistede livet.

Museet rummer mange spændende historier fra denne skæbnesvangre nat. I udgravningerne af landsbyen går vi rundt på det, som oprindeligt var jordhøjde, men nu omgivet af meterhøje vægge af aflejret vulkansk mudder.

Rundtom museet er der en lille flod med regnbueørreder, som Katrine og Laura fodrer. Floden ender i et smukt vandfald Te Wairoas Falls, som falder 30 meter i tre forskudte fald.

Tilbage i Roturoa besøger vi The Bath House, Tudor Towers eller Rotorua Museum som den også kaldes. Det er en smuk bygning som blev bygget i 1908 som et modænt badehus, som skulle spinde guld på turister, og der blev ikke sparret på noget. Turister blev tilbudt alle mulige behandlinger som elektriske bade, svolvbade og mudderbade m.m.

Badehusets største udfordring var vedligeholdelsen, som pga. dampe fra svovl og syre langsom blev nedbrudt. Til sidst måtte badet lukke. I dag er det et smukt museum med både historie og kunst.

Vi slutter en spændende og indholdsrig dag af med at besøge Ohinemutu som er den første landsby der blev etableret omkring Rotorua sø, hvor de første maorier bosatte sig da de kom til Aotearoa, som New Zealand hedder på Maori. Det er et meget termisk aktivt område. Det damper fra vandløb og jorden og det lugter af prutter 🙂

Der er en begravelsesplads for faldne soldater fra Maori-regimenter fra begge verdenskrige, og en hel del flot udsmykkede bygninger og mindesmærker. Saints Faith’s Church er en maorikirke bygget i engelsk Tudor-stil, som på ret besynderlig vis er en sammenblanding af maori-kultur og kristne budskaber.

Det er dog tydeligt, at stedet ikke har turisternes interesse. Det virker meget “off the beaten track”.

Vi tager Rotorua Skyline, som er en svævebane op af Mount Ngongotaha. Herfra er der en fantastisk udsigt ud over både søen og byen Rotorua. Skyline er bygget sammen med Skyrides, som er nogle små vogne, vi kan køre i ned ad bjerget i tre forskellige baner. Vi køber et family-pass og får seks ture. Pigerne er noget betænkelige første gang. Laura skal køre med en voksen, så hun tager turen ned med Dorte. Katrine og jeg følges ad nedad på første tur.

Anden gang går det over stok og sten, og vi bliver nødt til at købe en tur mere for at få tilfredsstillet Lauras hang til fart og spænding på en tredje tur. Det er altså også rigtig sjovt.

Turen op igen til startstedet er mindst lige så smuk og stilfærdig, som vi hænger der i luften i en åben skilift højt over banerne, hvor de små vogne suser afsted under os.

Hahei Beach i Mercury Bay er bestemt et besøg værd. Stranden, som har helt hvidt sand, er omkrandset af bjergøer nogle hundrede meter ude i havet og grønne bjergskråninger til siderne.

Cathedral Cave nord for Hahei Beach er en storslået oplevelse, som vi nåede frem til efter ca. 45 minutters vandretur op og ned af smukt anlagt sti gennem kløfter og bush. Det ene øjeblik går vi gennem tæt bevoksning, det næste er der smukt udsyn over Mercury Bay. Grotten er kun tilgængelig ved lavvande. Der er et utrolig smukt kig gennem grotten ud på nogle klipper i vandet på den anden side.

Pigerne nyder at soppe, måske mere end det smukke sceneri. Laura glemmer i hvert fald alt om sine sandaler, som hurtigt bliver “oversvømmet”.

Lidt syd for Hahei Beach ligger Hot Water Beach. Her kan der ved lavvande graves huller i sandet, som fyldes af 60-70 grader varmt vand fra undergrunden på grund af en varm klippe 2 kilometer nede! Vi lejer en skovl, og laver huller i sandet, dæmmet op med en sandvold mod brændingen. Rigtig dejlig varmt, når blot det kolde havvand ellers kan holdes ude.

Vi fejrer 1. december på terrassen med chokoladejulekalender, et særsyn i New Zealand, varm kakao, chokolade og Pippi Langstrømpe-historie.