New Zealand 2008 - 2009

Efter den smukke vandretur tager vi en slapperdag. Vi får bestilt overnatning henover Julen og vasket tøj :). Vi får også en god snak med en ældre kvinde, Chris, som bor fast på vores campingplads.

Hun giver os en masse gode råd og brugbar information. Vi beslutter, på hendes anbefaling, at ændre retning rundt om sydøen, så vi kører vestom mod syd i stedet for østom.

For, som hun siger, det er bedre at køre ind i bjergsiden end ud i vandet, hvis vi møder en vildfaren logger-lastbil på de smalle veje langs vestkysten, og så har vi også solen i ryggen. The logger-truckers, som kører med lange træstammer, er kendt i hele New Zealand som nogle ret hasarderede chauffører. Chris fortæller, at det skyldes, at de kører på akkord, og det er derfor de for det meste kører som crazy maniacs.

Det med solen er ikke noget vi har tænkt meget over, men hun har ret. Her i NZ på den sydlige halvkugle står solen op i øst, går nordover og ned i vest. Helt modsat derhjemme.

Vandreturen byder på flere, men overkommelige udfordringer. Vi skal krydse gennem små vandfald, vi går ad glatte og mudrede stier, vi bestiger bakker og der er fantastiske udkig ud over the sounds, hvor vi stopper op og tager billeder 🙂

Undervejs spiser vi frokost ved en af de få, men velplacerede bænke. I vores benovelse over udsigten, glemmer vi helt at holde øje med vores madpakker, og pludselig er den ene pose med sandwich forsvundet! En fræk fugl i fasanstørrelse har snuppet den, og løber afsted med den i næbbet, ind i bushen. Heldigvis bliver den så forskrækket over, at Anders løber efter den, og larmer og basker “med vingerne”, at den langt om længe slipper vores frokost.

Pigerne klarer den lange travetur i stiv arm. Vi har lånt en bærerygsæk til Laura, men det er først til allersidst, vi får brug for den. Vi fejrer ankomsten til Furneaux Lodge i Endeavour Inlet med en velfortjent is, varm chokolade og long black kaffe.

Næste morgen er vi tidligt oppe for at komme med postbåden til Ship Cove, som ligger 76 km fra Picton. Helt herude for enden af en af de yderste spidser af en af de mange lange landtanger, er vandvejen den eneste transportvej. Det giver et helt andet og stærkere indtryk at sejle med den relativt lille båd ud af Picton.

Turen derud tager godt en time med postbåden. Vi sejler det første stykke tilbage til bådens første stop, som er Resolution Bay. Herfra skal vi vandre godt 10 km gennem bushen til Endeavour Inlet, hvor vi vil blive samlet op ved Furneaux Lodge ved 16-tiden om eftermiddagen.

Vi forlader Wellington ad søvejen midt på dagen den 16. december. Sejlturen varer godt tre timer, og byder på samme storslåede naturscenerier som fra landsiden. Da vi når forbi Sinclair Head og ud forbi Cape Terawhiti, tager vinden og bølgerne til. Der er hvide toppe overalt på det dybblå hav. Der skal virkelig holdes fast i rælingen, når vi er ude på dækket.

Indsejlingen til Picton på sydøen er en smuk naturoplevelse. Vi sejler ind mellem grønne klipper, hundredevis af små bugter, pynter og øer, som tilsammen virker som et kæmpemæssigt puslespil, hvor brikkerne ikke er samlet, men kun ligger tæt sammen. I de mere stille bugter dyrkes østers i flydende farme, hvor selv “stuehuset” flyder med. Vi ankommer til Picton sidst på eftermiddagen, og beslutter at blive nogle dage i den lille naboby Waikawa for at vandre et stykke af The Queen Charlotte Sounds Track den følgende dag.

Te Papa er en af Wellingtons stoltheder. Et fascinerende og levende museum i ikke mindre en seks etager. Her er spændende udstillinger om, hvordan New Zealand er skabt af Jordens kræfter.

Vi prøver at stå i et hus, som bliver udsat for jordskælv svarende til 5 på Richter-skalaen. Ret dramatisk. Vi ser demonstrationer af hvordan vulkaner og jordskælv “virker”, og der er voldsomme optagelser af Ruapehus seneste udbrud i 1995.

Museet er også med på noderne når det gælder ny teknologi. Det kommer til udtryk gennem en multimedievæg med 12 gulv-til-loft og 1,5 meter brede skærme, hvor vi kan uploade egne billeder og video, som vi optager på nogle andre interaktive skærme. Der kan også vælges andre billeder og videosekvenser, og så kan det hele vises på storskærmen, og farvelægges med graffiti-spray med forskellige effekter.

Og naturligvis spiller Maori-kulturen og hele den polynesiske baggrund også her en væsentlig rolle. Hele 4. etage er helliget dette emne.

Alt i alt er det en meget spændende og lærerig oplevelse, som hurtigt sluger hele dagen. Vi er alle godt slidte, da vi får købt de allermest nødvendige ting ind, og går tilbage til kabel-sporvognen, går gennem Botanisk Have i svalende regnvejr, hjem til vores bo.

Vi kommer til Wellington efter en smuk køretur via Levin. Wellington er NZs hovedstad og ligger smukt omgivet af bjerge. Der er bygget op af selv de mindste afsatser og skråninger. Vi har booket overnatning i den gamle del af byen, lige overfor Botanisk Have. Vi får pakket ud, finder ned til midtbyen, hvor vi spiser en dejlig frokost på Queen’s Wharf. Det første indtryk er, at Wellington er en behagelig, imødekommende lille storby.

Botanisk Have Ligger på en bakkeknold, som betyder at stort set alle gange og bede er skrå. Det giver nogle spændende virkninger i bedene, og gangene mellem de forskellige områder er en udfordring i sig selv. Vi når toppen, og tager The Wellington Cable Car ned til City Centre, hvorfra vi går til Government Buildings. Vi ser de to St. Pauls katedraler – den “nye” er indviet i 1964. Den gamle er en trækirke fra 1865.

Godt sultne af den megen traven op ned af bakker og gader, spiser vi frokost i parken foran parlamentsbygningen. Vi kommer med på en gratis rundvisning i regeringsbygningen, som kaldes The Beehive, parlamentet og parlamentsbiblioteket.

Efter en voldsom brand i 1992 er parlamentet blevet genopbygget, og står nu på 417 store gummipuder, som sikrer mod jordskælv. Vi ser en kort dvd om konstruktionen af udførelsen af gummifunderingen. Ret genialt tænkt, når det tages i betragtning, at der herfra kun er 400 meter til det sted, hvor den austral-asiatiske kontinentalplade og Stillehavspladen står og gnubber løs på hinanden. Konstruktionen er i stand til at modstå jordskælv på op til 7,5 på Richter-skalaen.

Efter rundvisningen tager vi kabel-sporvognen op til Botanisk Have over byen igen, ser Lady Norwood Rosen-haven, og brænder dagens sidste krudt af på legepladsen i Botanisk Have.

Vi forlader vores værter i Okahune, og sætter igen kursen mod syd. Vores næste mål er Palmerston North, som er den sidste større by inden Wellington. Undervejs får vi et sidste flot kig på Ruapehu, inden vejen fortsætter gennem bjerge, dale, kløfter og bakkede landskaber med grønt så langt øjet rækker.

Undervejs gør vi en afstikker til Dannevirke, som er det sted hvor de fleste danskere slog sig ned, da de kom til New Zealand som settlers sidst i 1800-tallet. Vi spiste frokost på legepladsen med et vikingeskib, inden vi kørte det sidste stykke til Palmerston North.

Fra Taupos dybe vand går turen ind i Tongariro nationalparken, hvor tre vulkaner ligger side om side. Det er Tongariro (1.967 m), Ngaunuhoe (2.287 m), Ruapeho (2.797 m). Ngaunuhoe er måske bedre kendt som Mt. Doom i den tredje Ringenes Herre-film. Vulkanen er på en gang et fascinerende og frygtindgydende syn.

Vi kører op ad bjergvejen mod Ruapehu, hvor Chateau Tongariro ligger flot placeret ved vulkanens fod. Om sommeren er stedet et yndet udflugtsmål for golfspillere, og om vinteren gælder det skisport. Vi når frem til starten af skilifterne i 1.691 meters højde. Her er der til pigernes store fornøjelse noget is, som trods varmen ikke er smeltet. Optagelserne fra Mordor i den tredje Ringenes Herre-film er optaget her på Ruapehus sider.

Vi kører til Okahune syd for nationalparken, hvor vi overnatter i Dakune Logde hos Tasha og Nicolas.