New Zealand 2008 - 2009

Vores eventyrlige rejse til New Zealand er til ende, og vi er vel hjemme igen efter at have rejst mere end 53.000 km.

Vi har været i New Zealand i 3 måneder. Det er langt fra tid nok til at opleve alt, der er at se her i dette afsides beliggende paradis.

Alligevel er det vores indtryk, fra de samtaler vi har haft med de venlige og imødekommende Kiwi’er, at vi har oplevet mere end de fleste, og også mere end mange kiwi’er selv.

Dette land er i sandhed en storslået, fantastisk og næsten ubeskriveligt smuk oplevelse, som har noget at byde på for alle.

Her er høje sneklædte bjerge, iskolde gletschere, glohede gyldne sandstrande, dybe dale og smalle forrevne kløfter, fjorde med lodrette klippevægge og flere hundrede meter vand under kølen.

Her er smukke vandreture gennem uvejsom native bush langs de smukkeste kystlinier, store åbne sletter med kuperet landbrugsjord, højlandet med de enorme åbne plateauer omkranset af bjerge på alle sider, sandfluer og får i millionvis, floder, søer og vandfald i overflod, buldrende oceaner og fredfyldte strande i afsidesliggende bugter, jordskælv, vulkaner og geotermisk aktivitet som intet andet sted, iblandet storbyer med internationalt tilsnit, fantastiske is og legepladser i selv den mindste by.

Her er et dyreliv, som på grund af New Zealands afsides beliggenhed, er enestående. Mange dyr og planter findes kun, eller næsten kun, her.

Vi har set hvaler, delfiner, sæler og søløver, pingviner og albatrosser, sjældne småfugle og rovfugle – alt i næsten røre-afstand og med en respekt for dyrelivet, som vi kun sjældent har oplevet andre steder i verden.

Vi har vandret blandt nogle af verdens største træer i nordøens Kauri-skove og blandt kæmpebregner og Rimu-træer i sydøens regnskove.

Og oven i alt dette har vi mødt en befolkning som er hjælpsom, imødekommende og interesseret i at høre fortællingerne om både deres eget og andres land, som vi og andre har set og oplevet dem.

Det har været en fuldstændig uforglemmelig oplevelse at være i New Zealand, og i særdeleshed en dejlig oplevelse for os som familie at være afsted sammen i tykt og tyndt.

New Zealand har det hele.

Vi har bestilt taxi til lufthavnen dagen før, og vi forlader The White House halv elleve om formiddagen. Elvira har sørget for morgenmad, og ønsker os god rejse hjem.

Vi skal flyve 15.25, og det betyder, at vi skal fordrive nogle timer i Stansted Lufthavn inden turen går til Billund.

Vi lander planmæssigt i Billund, og bliver modtaget af vores gode venner Lotte og Jan og deres døtre Rikke og Emma fra Bække.

I Danmark er det 6 graders frost og sne – en temperaturforskel på 40 grader i forhold til Auckland. Vi fryser bravt på parkeringspladsen, men får hurtigt varmen i bilen, og kommer sikkert hjem til Bjert.

Vores søde naboer Maiken og Peer har inviteret på lidt let at spise, dejligt, inden vi kravler under dundynerne hjemme i Aldersro.

Gensynet med vore egne senge og dyner er fuldstændigt overvældende dejligt.

Foran os venter nogle dage med jetlag, udpakning af baggagen og det hjembragte kiwiana samt massive bjerge af vasketøj.

Men det er trods alt dejligt at være hjemme igen.

Efter en flyvetur som ikke synes at have nogen ende, lander vi 45 minutter tidligere end planlagt i London. Vi har tilbagelagt knap 20.000 km, og har været undervejs i 27 timer.

Selvom den lange tur har kølet os ned fra de tropiske varmegrader i Auckland, er de to graders varme i London ikke spor behagelige. Vi finder huer og vanter frem, og drikker varm chokolade mens vi venter på bussen til Stansted, hvor vi skal overnatte.

Som vi kører begynder det at sne. Da vi når frem til Stansted, er lufthavnen indhyldet i hvirvlende snefnug. Vi finder en taxi, som kører os frem til vores sidste bo, The White House, som er et spændende gammelt hus fra det 15. århundrede beliggende i forstaden Takeley.

Vi bliver modtaget af Elvira, en ung spansk kvinde, som er ansat på pubben, og som er i England for at lære sproget og samtidig tjene nogle penge. Hun har været i England i tre måneder.

Vi når lige omkring The Lion & Lamb, som også driver The White House, og får lidt let aftensmad, inden vi falder omkuld i sengene, udmattede efter flyveturen fra New Zealand.

Vi går om bord i “Queenstown” igen, og letter mod London. Det er ved at blive morgen, og heldigvis er det næsten skyfrit, da vi efter nogle timers flyvning, ser de første bjerge i Himalaya dybt under os.

Vi flyver for langt mod nord til at få et glimt af Mt Everest, som også er uløseligt forbundet til New Zealand gennem kiwi’en Sir Edmund Hillary, der som den første besteg bjerget i 1953.

Efter Himalaya kommer vi ind over Sibirens uendelige sneørken, hvor vejene ligger som snorlige streger mellem byerne.

Vi ankommer til Hong Kong kl. 02.30 NZ-tid. Vi har fået sovet en del trods voldsom turbulens undervejs. Hong Kong Airport er ikke noget spændende bekendtskab.

Kineserne er venlige nok, men deres ubehjælpsomme eller ligefrem manglende engelsk og den underlige fornemmelsen af usynlig overvågning gør oplevelsen væsentlig mere kølig end de 20+ grader, der er uden for.

Vi tilbringer de godt to timer i transit-området, hvor der ikke er meget at foretage sig andet end at vente.

Vi forlader Auckland City for sidste gang, og kører mod lufthavnen hvor vi skal aflevere bilen. Vi kar kørt 10.688 km i dette fantastiske land med de fine veje. Bilen har fået et par stenslag i forruden undervejs, så vi er godt tilfredse med at have købt selvrisikoen fra.

Vi bliver kørt til lufthavnen, hvor vi skal tilbringe 7 timer inden jumbo’en letter med kurs mod Hong Kong kl. 23.55.

Laura’s lille spand og lille skovl og Katrines prinsessefodbold giver vi til en lille pige og hendes bror, som straks begynder at lege med det. Den ligeledes indkøbte stegepande, plastiktallerknerne, bestikket, køletasken og det sidste sandfluespray efterlader vi udenfor afgangshallen med en “free to take with you on your NZ-trip”-seddel. Forhåbentlig er der så andre, der kan få glæde af det.

Præcis 23.30 stiger vi om bord i 747’en “Queenstown”, som skal flyve os de to lange stræk fra Auckland til Hong Kong og videre til London. Vi letter planmæssigt, og vinker et sidste vemodigt farvel til lysene fra Auckland by night, som hastigt forsvinder under os.

Vi har aftalt med vores værter, at vi først skal være ude kl. 11. Vi har pakket til over midnat, og vi mangler stadig det sidste.

Vi forlader Orewa kl. 11.30 og kører ad motorvejen til Auckland for sidste gang. Vi vil tage på Kelly Tarlton Antarctic Encounter and Underwater World for at (gen)se pingviner, rokker, hajer og fisk. Udenfor er det fortsat 30+ og høj luftfugtighed, så det er rigtig dejligt at komme ind i kulden hos pingvinerne.

Centret fortæller levende og spændende om de voldsomme omstændigheder og begivenheder, der ramte de fleste af de store ekspeditioner til sydpolen i starten af det 20. århundrede. Vi ser også de store rokker (stingrays) blive fodret.

Endnu en dag med 30+ og en luftfugtighed omkring 90. Solen gemmer sig bag skyerne.

Dorte har aftalt tid hos Abstract Hair Design, og imens pakker pigerne og jeg det sidste ud, lægger sammen og i bunker, så det er klar til at blive pakket om aftenen.

Vi kører til Auckland og går på Auckland Museum, som rummer en fantastisk masse spændende ting.

Museet har blandt andet sommerbesøg af Sue, et næsten komplet T. Rex-fossil fundet i USA i 1992.

Som afslutning på besøget, ser vi en maoriopvisning med indslag fra Maori’ernes kultur.

Udover en række spændende oplevelser har museet givet os en behagelig sval eftermiddag.

Sommervarmen er nærmest kvælende da vi bevæger os ud i Aucklands myldretidstrafik. Vi kommer efterhånden frem til motorvejen, hvor bilerne, busser og lastbiler som kæmpe slanger bevæger sig langsomt gennem byen med fem spor i begge retninger. Mængden af biler får Vejlefjordbroen til at blegne.

Vel hjemme i boet, begynder vi pakningen af baggagen mens pigerne er i spa-bad. Vi spiser en dejlig sidste middag hjemme, og fortsætter med pakkeriet til ud over midnat i den nærmest tropiske nattevarme.