Vores eventyrlige rejse til New Zealand er til ende, og vi er vel hjemme igen efter at have rejst mere end 53.000 km.

Vi har været i New Zealand i 3 måneder. Det er langt fra tid nok til at opleve alt, der er at se her i dette afsides beliggende paradis.

Alligevel er det vores indtryk, fra de samtaler vi har haft med de venlige og imødekommende Kiwi’er, at vi har oplevet mere end de fleste, og også mere end mange kiwi’er selv.

Dette land er i sandhed en storslået, fantastisk og næsten ubeskriveligt smuk oplevelse, som har noget at byde på for alle.

Her er høje sneklædte bjerge, iskolde gletschere, glohede gyldne sandstrande, dybe dale og smalle forrevne kløfter, fjorde med lodrette klippevægge og flere hundrede meter vand under kølen.

Her er smukke vandreture gennem uvejsom native bush langs de smukkeste kystlinier, store åbne sletter med kuperet landbrugsjord, højlandet med de enorme åbne plateauer omkranset af bjerge på alle sider, sandfluer og får i millionvis, floder, søer og vandfald i overflod, buldrende oceaner og fredfyldte strande i afsidesliggende bugter, jordskælv, vulkaner og geotermisk aktivitet som intet andet sted, iblandet storbyer med internationalt tilsnit, fantastiske is og legepladser i selv den mindste by.

Her er et dyreliv, som på grund af New Zealands afsides beliggenhed, er enestående. Mange dyr og planter findes kun, eller næsten kun, her.

Vi har set hvaler, delfiner, sæler og søløver, pingviner og albatrosser, sjældne småfugle og rovfugle – alt i næsten røre-afstand og med en respekt for dyrelivet, som vi kun sjældent har oplevet andre steder i verden.

Vi har vandret blandt nogle af verdens største træer i nordøens Kauri-skove og blandt kæmpebregner og Rimu-træer i sydøens regnskove.

Og oven i alt dette har vi mødt en befolkning som er hjælpsom, imødekommende og interesseret i at høre fortællingerne om både deres eget og andres land, som vi og andre har set og oplevet dem.

Det har været en fuldstændig uforglemmelig oplevelse at være i New Zealand, og i særdeleshed en dejlig oplevelse for os som familie at være afsted sammen i tykt og tyndt.

New Zealand har det hele.