Vi har bestilt taxi til lufthavnen dagen før, og vi forlader The White House halv elleve om formiddagen. Elvira har sørget for morgenmad, og ønsker os god rejse hjem.

Vi skal flyve 15.25, og det betyder, at vi skal fordrive nogle timer i Stansted Lufthavn inden turen går til Billund.

Vi lander planmæssigt i Billund, og bliver modtaget af vores gode venner Lotte og Jan og deres døtre Rikke og Emma fra Bække.

I Danmark er det 6 graders frost og sne – en temperaturforskel på 40 grader i forhold til Auckland. Vi fryser bravt på parkeringspladsen, men får hurtigt varmen i bilen, og kommer sikkert hjem til Bjert.

Vores søde naboer Maiken og Peer har inviteret på lidt let at spise, dejligt, inden vi kravler under dundynerne hjemme i Aldersro.

Gensynet med vore egne senge og dyner er fuldstændigt overvældende dejligt.

Foran os venter nogle dage med jetlag, udpakning af baggagen og det hjembragte kiwiana samt massive bjerge af vasketøj.

Men det er trods alt dejligt at være hjemme igen.