Vi forlader Ashburton med retning mod Arthur’s Pass i bagende sol. Ashburton ligger i landbrugsbæltet rundt om Christchurch. I modsætning til de øvrige landbrugsområder, vi har kørt igennem, er oplandet til Ashburton præget af kornmarker. Nogle marker er allerede høstet, andre steder står hvede og byg gyldent og svajer i vinden.
Efterhånden som vi lægger afstand til kysten, stiger varmen endnu mere, og kornmarkerne bliver til bakkede sletter, og får og køer dukker op igen. De enkelte markstykker er opdelt af nærmest endeløse rækker af flotte høje, slanke træer. Andre steder har vi set meterhøje velklippede hække som markskel.
Et enkelt sted støder vi på en hørmark, som lyser op med lyseblå blomster mod de grønne træer.
Vi fortsætter ind i landet frem mod bjergene. Vi gør et stop ved Castle Hill som er et smukt område, hvor klippestykker ligger spredt ud over det grønne område. På vejen kører vi gennem og over Rakaia Gorge, som er en meget bred jordskælvsrende i sydvestligt retning gennem sydøen. Rakaia River er mættet med rock flour, og har derfor samme turkisblå farve som Pukaki, Tekapo og de andre store gletschersøer.
Markerne bliver til bjergskråninger og siden til mere og mere nøgne klipper. Varmen er nærmest ulidelig. Vi finder en sø på vejen, Lake Pearson, hvor vi holder pause i skyggen af træerne ved bredden og får kølet tæerne i det kølige vand.
Søen er samtidig hjemsted for nogle af de meget sjældne orangekravede lappedykkere, hvoraf der kun findes ca. 250 individer i hele NZ. Vi ser to voksne og to unger langt ude på søen.
 |
 |
