Dagen før har vi set en rigtig London-dobbeltdækkerbus, som kører sigtseeing-ture rundt i Nelson. Vi er klar ved informationscentret kl. 11, og kører med rundt.
Chafføren er en temmelig løssluppen ældre hippi-type, som har sin egen mening om alt muligt, og det vi ser på turen. Der kommer ind i mellem nogle ret festlige kommentarer.
Efter køreturen går vi på posthuset og Anders køber et par shorts inden vi lige smutter omkring Penguino igen for at få blandt andet boysenbær, chokolade-chili og peanutbutter-ingefær is. Vi får også smagsprøver af mango-is og kaffe-is.
Vi falder i snak med indehaveren Phillip, som viser sig at være hollænder. Han og hans kone er emigreret til New Zealand, fordi de manglede rum og plads – “too many people telling you what to do and too little space”
Han har tidligere været indehaver af og projektchef i et større firma i byggeindsutrien, men han blev træt af bøvlet med administration, dårlige håndværkere, kundeklager osv. Han laver selv isen og eksperimenterer med smagsvarianter i baglokalet. Vi foreslår ham, at han laver en rosmarin-is.
Vi bliver nok nødt til lige at køre omkring Penguino på vejen til Picton for at se, om han har fundet på noget nyt og spændende.
Vi forlader Nelson, og kører til vores sidste egentlige stop på sydøen, Abel Tasman National Park.
Vi ville gerne have haft overnatning tættere på nationalparken, men her er mange om buddet, og få steder til rådighed, så vi må slå os til tåls med byen Motueka, 13 km sydøst for Kaiteriteri, som er den primære adgangsvej til Abel Tasman NP.
Vi har igen gratis vaskemaskine, i vores udmærkede bo, som er sparsomt men funktionelt indrettet.
