Katrine, Laura og jeg kører derop igen, og booker flyvningen til kl. 13. Vejret er med os – solen skinner og vinden er svag.
Turen er rasende dyr, men alle pengene værd. Vi får nogle fantatiske kig ind over bjergene og de enorme glestchere. Vi lander i sneen på Liebig Dome i 2.500 meters højde. Solen brager ned fra en skyfri himmel, så vi mærker ikke kulden. Vores pilot, Richard, går rundt i skjorteærmer.
 |
 |
 |
 |
Pigerne bygger snemand og har sneboldkamp, mens jeg tager billeder.
For en gangs skyld tager vi imod tilbuddet om et rigtigt turistfoto, som Richard så lige printer ud omme i et skab i haleroret, og sætter i et trefløjet omslag.
Vi følger Tasman-gletscheren, som er 26 km lang! tilbage mod den turkisblå Lake Pukaki, som ligger for enden af Tasman River.
Når gletscheren arbejder sig ned gennem gletscherdalen, bliver klippen under gletscheren slebet og bearbejdet. Det materiale, som dannes i denne proces, kaldes rock flour (klippemel). Det føres ud med smeltevandet under gletscheren, og aflejres i søen, og giver derved Lake Pukaki den meget smukke turkisblå farve.
Efter flyveturen kører vi hjemad, og tager flere fotostop på vejen. Mt. Cook viser sig fra sin bedste side, og står i ensom majestæt mod en skyfri himmel med Lake Pukaki i forgrunden.
Hjemme i Twizel står den på lam, ris og salat og derefter pakning af bagagen inden turen går videre nordover.
