New Zealand 2008 - 2009

Twizel ligger midt i noget der minder om en enorm stegepande. Omgivet af bjerge på alle sider, i et fladt plateau, har solen alle muligheder for at brænde igennem.

Igen i dag er det meget varmt, da vi starter mod Ashburton 50 km syd for Christchurch. Vi kører via Lake Tekapo, en anden af de store gletscher-søer i Central Otago. Lake Tekapo er en meget smuk sø omgivet af bjerge og frodige grønne arealer. Ved søen ligger en historisk stenkirke som hedder Church of the Good Shepherd.

Vi finder et passende sted til frokost-hvilet, Beautiful Valley. Lige inden Rangitata støder vi på endnu et Merino-Possum outlet, hvor vi bruger en time i skyggen under bliktaget.

Fremme i Ashburton, er vi nødt til at have en stor is for at køle af. Heldigivs er is billig – omkring 5 kroner for 2 kæmpekugler

Termometeret i vores bo står på 35 grader, og der er stort set ingen vind. Vores vært har gjort hvad hun kunne for at holde varmen ude af vores unit – uden det store held.

Det er for alvor blevet sommer i Kiwiland

Katrine, Laura og jeg kører derop igen, og booker flyvningen til kl. 13. Vejret er med os – solen skinner og vinden er svag.

Turen er rasende dyr, men alle pengene værd. Vi får nogle fantatiske kig ind over bjergene og de enorme glestchere. Vi lander i sneen på Liebig Dome i 2.500 meters højde. Solen brager ned fra en skyfri himmel, så vi mærker ikke kulden. Vores pilot, Richard, går rundt i skjorteærmer.

Pigerne bygger snemand og har sneboldkamp, mens jeg tager billeder.

For en gangs skyld tager vi imod tilbuddet om et rigtigt turistfoto, som Richard så lige printer ud omme i et skab i haleroret, og sætter i et trefløjet omslag.

Vi følger Tasman-gletscheren, som er 26 km lang! tilbage mod den turkisblå Lake Pukaki, som ligger for enden af Tasman River.

Når gletscheren arbejder sig ned gennem gletscherdalen, bliver klippen under gletscheren slebet og bearbejdet. Det materiale, som dannes i denne proces, kaldes rock flour (klippemel). Det føres ud med smeltevandet under gletscheren, og aflejres i søen, og giver derved Lake Pukaki den meget smukke turkisblå farve.

Efter flyveturen kører vi hjemad, og tager flere fotostop på vejen. Mt. Cook viser sig fra sin bedste side, og står i ensom majestæt mod en skyfri himmel med Lake Pukaki i forgrunden.

Hjemme i Twizel står den på lam, ris og salat og derefter pakning af bagagen inden turen går videre nordover.

Vi har talt med info-centret ved Lake Pukaki om mulighederne for en helikopter-flyvning rundt om Mt. Cook, Mt. Tasman og gletscherne Fox og Franz Josef.

Vi kører i floddalen langs Waitaki-floden. Bakkerne er igen ved at blive til bjerge.

På strækningen frem til Pukaki-søen er der opført ikke mindre end 8 dæmninger, hvor Kiwi’erne henter 30% af deres produktion af elektricitet. Vandet føres gennem nogle enorme turbiner, som driver generatorerne i kraftværket.

Ved Waitaki Powerstation, som er den mindste og ældste af anlæggene, er flodens vandstrøm gennem dæmningen på helt ufattelige 385 kubikmeter vand i sekundet. Værket leverer gennemsnitligt 496 GWh strøm om året.

Fremme i Twizel kører vi ud til den sydlige ende af Pukaki-søen, hvor vi får vores første kig på Mt. Cook i den anden ende af søen, mere end 30 kilometer borte.

Vi fortsætter ud af byen mod Twizel og Mt. Cook, som er vores næste mål. På vejen støder vi på flere eksempler af sandstenen i dens naturlige omgivelser.

Vi spiser frokost i et gammelt jordskælvsområde, som har afdækket hvalknogler, som er mellem 25 og 27 millioner år gamle.

Længere fremme ad vejen finder vi også Maori-malerier på sandstensklipperne.

Oamaru er kendt som the Whitestone City. Det skyldes, at der er rige forekomster af sandsten af meget fin kvalitet i netop dette område.

Det afspejler sig helt tydeligt i bybilledet, hvor der er flere imposante bygningsværker. I det gamle havneomrråde, som nu for det meste er cafeer, små butikker og kunsthåndværk, er hele gaden en lang række af udsmykkede huse med søjler, pynt og andre dippedutter.

Bagefter kører vi ind til havnen for at se de sjældne blå pingviner gå i land. De findes kun i Oamaru. I ly af skymringen og mørket kommer de små pingviner på kun 30 cm i land for at fodre deres unger med dagens fangst af fisk, som de gylper op til de sultne unger.

De større unger overfalder nærmest de voksne fugle efterhånden som de kommer i land, men pingvinerne fodrer kun deres egne, så der er temmelig megen tumult og vralten rundt på forstranden.

Det bliver meget sent inden vi er hjemme, med en sjov og spændende oplevelse mere i bagagen.

Vi forlader Dunedin, og sætter kurs mod nord for at se the Moeraki Boulders på stranden ved Hampden. Disse nærmest kuglerunde klippebolde er dannet ved at vulkanske sten er rullet langsom ned ad sandstensklippen, og gennem tusinder af år har fået en skal af sandsten på sig, nærmest som en snebold.

Efterhånden som havet har ædt sig ind på kysten, er kuglerne blevet frigjort fra lerskrænten neden for sandstenen, og ligger nu på stranden. Der er stadig boulders på vej ud af sandklippen. Temmelig mærkværdigt, og meget interessant.

Vi når frem til vores næste bo i Oamaru sidst på eftermiddagen, blot for at konstatere, at vi ikke har madlavningsmuligheder. Laura bestemmer, at vi skal spise hos the Big M.