Vi har besluttet at tage en slapperdag efter den storslåede oplevelse i Milford Sound.

Hen på eftermiddagen vælger Katrine, Laura og Anders dog at tage en tur i Te Anau Glowworm Caves for at se de lysende insektlarver.

Sejlturen over NZ’s største ferskvandsreservoir er en flot oplevelse med den hurtige katamaran. Vi bliver sat af på den vestlige bred, og går ad en smal gangbro op til grotten. Pigerne kan let komme under den store klippeblok, som ligger over indgangen til grotten, men jeg skal bukke mig næsten helt ned på alle fire. Herefter går det videre fremad ad gangbroen, over rivende vandfald, dybe slugter og frem til en lille skydepram, hvor vi skal sidde helt musestille i mørket.

Guiden trækker os stilfærdigt fremad, stadig dybere ind i det nu fuldstændige mørke. Over os lyser larverne i tusindvis som stjerner på nattehimlen. Det er et meget flot og fascinerende syn.

Vel hjemme igen pakker vi bil, laver mad, og lægger nyt på bloggen. Der er langt mellem de gode internet-muligheder herude i Fiordland, så der er temmelig meget nyt stof og billeder, og det bliver meget sent inden det sidste punktum er sat.