Vi vågner sent, og tager en stille og rolig formiddag, inden vi tager ud på en lille rundtur langs kysten i det sydlige Catlins.

Først kører vi “lige rundt om hjørnet” til den forstenede skov, som ligger ud til kysten her i Curio Bay. De forstenede træer er helt tydelige i de flade klipper. En Department of Conservation (DOC)-guide fortæller os, at vi bør komme tilbage ved 20-tiden. Så vil de meget sjældne gul-øjede pingviner, som kun findes her, komme i land med dagens fangst til ungerne i rederne oppe i bushen.

Vi kører videre ad fine grusveje til Slope Point, Sydøens sydligste punkt. Slope Point ligger 5.140 km fra Ækvator og 4.803 km fra Sydpolen.

Herefter runder vi Waipapa Point, hvor vi støder på et par store søløver, som ligger og sover middagslur i det gyldne sand.

Ruten går tilbage via Fortrose til Tokanui, hvor vi smager vores første Deep South-is – ummm, men i blågrønne vafler, som pigerne er lidt skeptiske overfor – inden vi kører hjem over Waikawa til vores bo i Curio Bay.