Blog Image

New Zealand 2008 - 2009

Rejsebog fra vores ophold i New Zealand

Følg med...

Farvel til Fiordland

New Zealand Posted on 01/23/2009 21:56

Dorte har fået fingre i en rabatkupon til en knitwear-butik som sælger merino-possum varer. Efter mange og grundige overvejelser, køber Dorte en rigtig dejlig cardigan og en hue, Laura får også en hue, og Katrine finder et par varme vanter.

Anders falder for en håndlavet Selke-læderhat. Vi får 10% rabat på vores køb, svarende til en ikke ubetydelig sum, som vi straks efter omsætter i frokost på en af de lokale frokostbarer. Sent på eftermiddagen sætter vi kursen mod Invercargill, Sydøens sydligste storby.

Undervejs støder vi på et dansk par med tre børn på 7-11 år, som er på jordomrejse. De er taget afsted fra Odense ved Skt. Hans, og skal være i NZ i fem måneder, inden de tager videre til Canada. Før NZ har de været i Malaysia, Thailand og Singapore. Alt i alt skal de være afsted i 2 år – lang tid at rejse rundt i et folkevognsrugbrød. Vel at mærke deres egen, som de har fået med fra Danmark.

Turen til Invercargill betyder også farvel til Fiordland og The Wild West Coast for denne gang. Jo længere syd- og østpå vi kommer, jo mere grønt og bakket bliver landskabet. De uvejsomme bjergområder bliver til frodige marker og enge, som vejen bugter sig blidt igennem.



Ata Whenua

New Zealand Posted on 01/23/2009 21:51

Vi er ude af vores bo præcis kl. 10, og beslutter os for at gå i Fiordland Cinema kl. 11.00 for at se filmen Ata Whenua (udtales ‘fenua), Skyggeland, optaget primært af helikopter-piloten Kim Hollows over en periode på 10 år. Han har også finansieret biografen ud af egen lomme (og siden ud af tilskuernes og de turister, han har fløjet for smiley

Filmen, som er en fuldstændig overvældende smuk oplevelse, viser billeder og indtryk fra de ellers utilgængelige områder i Fiordland, som er NZ’s største nationalpark – på størrelse med Jylland.



Te Anau Glow Worms

New Zealand Posted on 01/23/2009 21:50

Vi har besluttet at tage en slapperdag efter den storslåede oplevelse i Milford Sound.

Hen på eftermiddagen vælger Katrine, Laura og Anders dog at tage en tur i Te Anau Glowworm Caves for at se de lysende insektlarver.

Sejlturen over NZ’s største ferskvandsreservoir er en flot oplevelse med den hurtige katamaran. Vi bliver sat af på den vestlige bred, og går ad en smal gangbro op til grotten. Pigerne kan let komme under den store klippeblok, som ligger over indgangen til grotten, men jeg skal bukke mig næsten helt ned på alle fire. Herefter går det videre fremad ad gangbroen, over rivende vandfald, dybe slugter og frem til en lille skydepram, hvor vi skal sidde helt musestille i mørket.

Guiden trækker os stilfærdigt fremad, stadig dybere ind i det nu fuldstændige mørke. Over os lyser larverne i tusindvis som stjerner på nattehimlen. Det er et meget flot og fascinerende syn.

Vel hjemme igen pakker vi bil, laver mad, og lægger nyt på bloggen. Der er langt mellem de gode internet-muligheder herude i Fiordland, så der er temmelig meget nyt stof og billeder, og det bliver meget sent inden det sidste punktum er sat.



« Forrige