I dag går turen til Milford Sound. Igen har vi strålende solskin med høj sol og næsten ingen vind.
Vejen fra Te Anau til Milford går gennem store åbner vidder, tætte bøgeskove og dybe slugter med høje sneklædte klipper på alle sider.
Langsomt kommer vi tættere og tættere på bjergmassivet mod vest. Jo tættere vi kommer på bjergene, jo højere, stejlere og mere uoverstigelige synes de at blive.
Der er efterhånden ingen retning vejen kan gå uden at møde bjerget. Heldigvis har Kiwi’erne været kloge nok til at lave en tunnel gennem bjerget frem for at forsøge at føre vejen henover det mere end 1.600 meter høje bjergmassiv.
Igen er vi fascinerede og imponerede over Kiwi’ernes evner som vejbyggere. Til de fjerneste egne, i de mest øde områder, findes der (næsten) altid en fin vej.
Efter en meget smuk køretur når vi til Milford, hvor skibet The Milford Wanderer venter på os.
Vi har booket en 2½ times Nature Cruise med tilhørende guide ud gennem Milford Sound til det Tasmanske Hav. Milford Sound er blandt de dybeste fjorde i New Zealand med gennemsnitligt 200 meter vand under kølen. Milford Sound er skabt af gletschere gennem de mere end 20 istider, der har været her gennem millioner af år, de tykkeste på mere end 1.400 meter (!) solid is, og med en bevægelseshastighed på op til 7 meter i døgnet. Højt oppe på klipperne kan vi ane de samme vandrette glaciale ridser i klipperne, som vi tidligere har set i Fox Glacier Valley.
Som vi stævner ud, tårner det imponerende Mitre Peak på 1.692 meter sig op foran os.
Et fantatisk og storslået sceneri åbner sig for os efterhånden som vi sejler ud gennem Milford Sound. Vi ser New Zealands højeste vandfald på over 160 meter, himmelstræbende bjergtoppe, gletscherskabte kløfter og slugter i bjergsiderne, klippevægge på flere hundrede meter lodret fra havoverfladen og pelssæler, sløvt solbadende på klipperne.
Vi kommer også forbi det sted, hvor den austral-asiatiske kontinentalplade møder Stillehavspladen. De mange pladetektoniske gnidninger mellem kontinentalpladerne netop her betyder, at der er mere end 1.000 mindre jordskælv herude – om ugen.
 |
 |
 |
 |
De gule pile på billedet ovenfor viser, hvor kontinentalpladerne mødes.
Som vi snor os ud gennem Milford Sound og nærmer os det Tasmanske Hav, tager vinden til da vi runder Windy Point. Vi når ud til mundingen af fjorden, og vender rundt i retning mod Milford Sounds indsejling.
Det er et fantastik syn. The Roaring Tasman er ganske blid i dag sammenlignet med tidligere, og vi duver blidt gennem bølgerne tilbage mod fjorden.
Turen tilbage går langs Milford Sounds nordlige side, forbi Stirling Falls.
Legenden lyder, at de kvinder som rammes af vandstøvet fra vandfaldet, får evig ungdom. Skipperen lægger The Milford Wanderer helt ind under vandfaldet, og vi bliver ret våde allesammen, men desværre gælder legenden kun pigerne. Vandfaldet er mere end dobbelt så højt som Niagara Falls.
Efter endnu en fantastisk oplevelse i New Zealands enestående og storslåede natur, lægger vi til kaj i Milford. Vi køber nogle postkort, og starter hjemad på køreturen til Te Anau, samme vej hjem som ud.
Hjemme i byen køber vi sandwich og is med hjem fra Subway, og ser TV inden vi kravler i seng, trætte og tilfredse med dagens oplevelser.
