New Zealand 2008 - 2009

I dag har vi set bjerge med is og bjerge uden is. Vi har også kørt gennem en tunnel – den var lang.

Jeg kan altså godt li’ de der lamseben, men jeg får bare så fedtede fingre af det

I dag går turen til Milford Sound. Igen har vi strålende solskin med høj sol og næsten ingen vind.

Vejen fra Te Anau til Milford går gennem store åbner vidder, tætte bøgeskove og dybe slugter med høje sneklædte klipper på alle sider.

Langsomt kommer vi tættere og tættere på bjergmassivet mod vest. Jo tættere vi kommer på bjergene, jo højere, stejlere og mere uoverstigelige synes de at blive.

Der er efterhånden ingen retning vejen kan gå uden at møde bjerget. Heldigvis har Kiwi’erne været kloge nok til at lave en tunnel gennem bjerget frem for at forsøge at føre vejen henover det mere end 1.600 meter høje bjergmassiv.

Igen er vi fascinerede og imponerede over Kiwi’ernes evner som vejbyggere. Til de fjerneste egne, i de mest øde områder, findes der (næsten) altid en fin vej.

Efter en meget smuk køretur når vi til Milford, hvor skibet The Milford Wanderer venter på os.

Vi har booket en 2½ times Nature Cruise med tilhørende guide ud gennem Milford Sound til det Tasmanske Hav. Milford Sound er blandt de dybeste fjorde i New Zealand med gennemsnitligt 200 meter vand under kølen. Milford Sound er skabt af gletschere gennem de mere end 20 istider, der har været her gennem millioner af år, de tykkeste på mere end 1.400 meter (!) solid is, og med en bevægelseshastighed på op til 7 meter i døgnet. Højt oppe på klipperne kan vi ane de samme vandrette glaciale ridser i klipperne, som vi tidligere har set i Fox Glacier Valley.

Som vi stævner ud, tårner det imponerende Mitre Peak på 1.692 meter sig op foran os.

Et fantatisk og storslået sceneri åbner sig for os efterhånden som vi sejler ud gennem Milford Sound. Vi ser New Zealands højeste vandfald på over 160 meter, himmelstræbende bjergtoppe, gletscherskabte kløfter og slugter i bjergsiderne, klippevægge på flere hundrede meter lodret fra havoverfladen og pelssæler, sløvt solbadende på klipperne.

Vi kommer også forbi det sted, hvor den austral-asiatiske kontinentalplade møder Stillehavspladen. De mange pladetektoniske gnidninger mellem kontinentalpladerne netop her betyder, at der er mere end 1.000 mindre jordskælv herude – om ugen.

De gule pile på billedet ovenfor viser, hvor kontinentalpladerne mødes.

Som vi snor os ud gennem Milford Sound og nærmer os det Tasmanske Hav, tager vinden til da vi runder Windy Point. Vi når ud til mundingen af fjorden, og vender rundt i retning mod Milford Sounds indsejling.

Det er et fantastik syn. The Roaring Tasman er ganske blid i dag sammenlignet med tidligere, og vi duver blidt gennem bølgerne tilbage mod fjorden.

Turen tilbage går langs Milford Sounds nordlige side, forbi Stirling Falls.

Legenden lyder, at de kvinder som rammes af vandstøvet fra vandfaldet, får evig ungdom. Skipperen lægger The Milford Wanderer helt ind under vandfaldet, og vi bliver ret våde allesammen, men desværre gælder legenden kun pigerne. Vandfaldet er mere end dobbelt så højt som Niagara Falls.

Efter endnu en fantastisk oplevelse i New Zealands enestående og storslåede natur, lægger vi til kaj i Milford. Vi køber nogle postkort, og starter hjemad på køreturen til Te Anau, samme vej hjem som ud.

Hjemme i byen køber vi sandwich og is med hjem fra Subway, og ser TV inden vi kravler i seng, trætte og tilfredse med dagens oplevelser.

Nina, Tobias, Therese og lille Asger er ankommet til Arrowtown aftenen før, og pigernes lykke er gjort. De “store” børn leger sammen på legepladsen mens vi pakker bilen. Vi skal videre til Te Anau, hvor vi skal være i tre dage.

Først skal vi dog omkring Arrow River for at prøve lykken som guldgravere, i det der en gang var en af New Zealands rigeste guldårer. Vi finder en masse gul, men intet guld. Nina og Therese kommer også og graver med, og Katrine og Laura gør dem selskab mens jeg får lidt sol. Dorte ser museet imens, og inden vi tager afsted, spiser vi frokost i skyggen af træerne langs flodbredden.

Vi forlader hyggelige Arrowtown med de autentiske huse fra guldgravertiden, og kører til Queenstown for at booke sejladsen på Milford Sound, tanke benzin og købe ind inden den lange køretur til Te Anau.

På vejen ud af byen støder vi på en kvinde som sælger friske kirsebær fra en bil ved vejen. Det er nogle helt fantastiske kirsebær, så vi køber et kilo, og frådser i bær.

Turen til Te Anau er på knap 200 km. Den første del går langs søen, og siden gennem flade landskaber med bjerge og kløfter, og uden udsyn udover næste sving eller bakke.

Pludselig kommer vi over Jollies Hill Pass, og med ét åbner landskabet sig for os.

Marker med tusindvis af får i spredte gullige pletter, lysegrønne enge og mørkegrønne træer i lige rækker som læhegn, bjergenes silhouetter i horisonten “lag på lag” i stadig lysere gråtoner, nærmest så langt øjet rækker.

Det tager fuldstændig luften ud af en, så ubeskrivelig smukt er det. Vi gør et kort kirsebærholdt ved indkørslen til en gård, og idet vi stiger ud af bilen, fornemmer jeg en ro, en lethed og en følelse af frihed og “højt til loftet”, som er helt forunderlig. Højt under himlen kvidrer en sanglærke så vederkvægende lystigt afsted, at jeg får tårer i øjnene.

Først på aftenen når vi frem til vores bo, et velholdt, rent og pænt motel, hvor vi steger lækre lammeben med pasta og salat. Vi nyder et rigtig dejligt glas rødvin fra Central Otago, den egn vi netop har forladt.

Bilen må vente på udpakning til i morgen tidlig.

Vi er tidligt oppe, og kører langs sydøens største sø, Wakatipu, mod Glenorchy i søens nordlige ende.

Det er en utroligt smuk køretur ad en bugtet vej, op og ned langs bjergsiderne, og med nogle fuldstændig utrolige “postkort” rundt om nærmest hver eneste hjørne.

Efter flere fotostop når vi frem til Glenorchy, hvor vi spørger til mulighederne for at gå noget af The Routeburn Track. Tracket på 75 km til Milford er kendt blandt vandrere som et af verdens 10 smukkeste tracks.

Halvdelen af vejen derop er asfalteret, resten er fin grusvej. Vi kører gennem åbne marker og tæt skov op til trackets første shelter, et helt nyt og utrolig velindrettet, arkitektonisk bygningsværk i beton, glas, sortmalet træ og dæk i rillede landgangsbroer. Selv om det på den ene side skiller sig ud, passer det alligevel godt ind med sit himmelstræbende, svungne tag – næsten som bjergsidernes himmelvendte buer og toppe.

Vi går over hængebroen og ad The Routeburn Nature Walk, som er en let tur, der giver en fin introduktion til selve tracket.

Vi beslutter at gå videre til The Bridal Veil Falls, hvor vi holder vandpause inden vi traver tilbage til parkeringspladsen efter 3 timers vandring ;). En rigtig smuk tur gennem tæt bøgeskov bestående af sølvbøg, bjergbøg og sortbøg, som er de dominerende træarter på den første del af Routeburn Track.

Dette sted er i sandhed tæt på Paradis, om end skiltet dertil nok må mane til besindighed med mindre man er stærk i troen.

Tilbage i Queenstown vælger vi den nemme løsning hos McDonald’s inden vi triller hjemad langs Lake Hayes, pakker tingene til bilen til om morgenen og går trætte og tilfredse til ro oven på dagens dejlige oplevelser.

Lørdag er markedsdag i Queenstown. Vi kører fra Arrowtown via Coronet Peak, og over Dart River, hvor jet-bådene suser afsted med adventure-turister. På markedspladsen ved Wakatipu-søens bred er der mulighed for at købe alt fra hjemmemalede potter og skåle til læderarmbånd, malerier og massage. En musiker spilller guitar til forskellige klassikere som underholdning for de mange mennekser, som sidder og ligger i græsset i den lille park.

Vi går rundt og kigger uden at købe noget, og spiser vores medbragte sandwiches, nærmest med fødderne i søen.

Fra søbredden er dampfærgefart med damperen Earnslaw, som på lugten og røgen at dømme stadig sejler på kul. For de mere fartgale, er markedspladsen også startsted for turene op ad Shotover River. Det får vi at mærke, da en af bådene lægger til, og dønningerne nærmest skvulper op over vores fødder.

Efter frokosten finder vi sådan lige tilfældigvis et rigtigt chokolateri i hjørnet af pladsen, hvor vi køber nogle fantastisk gode is i rigtige vafler. Som regel bliver den ellers ret gode is leveret i kedelige “papvafler” – ikke her 🙂

Katrine og Laura må for en gangs skyld overgive sig og opgive at spise sig gennem isen. På markedspladsen er der også en ung kvinde som laver ansigtsmaling. Vi bytter pigerne for en kanin og en hundehvalp, inden vi kører til Queens Gardens for at slå mave. Vi kigger lidt på nogle midaldrende lawn bowlers, og får en kort introduktion til spillet af Charles, som er en af spillerne.

Vi finder også en rigtig fin legeplads, som – viser det sig – ligger lige i forlængelse af markedspladsen og esplanaden vi var på lige før.

Mens Dorte slapper af i græsset, tager Katrine, Laura og jeg er tur i en vandcykel ud på Wakatipu. Også her er vandet helt utrolig klart, og vi kan se til bunden flere meter nede de første par meter ud, inden søens dybde bliver for stor.

Vi falder i snak med en kvinde, hvis datter også er “kanin”. Det viser sig, at hun er fra Danmark, hedder Charlotte, og har boet flere år i USA og Australien. Hendes datter på næsten fem år hedder Pearl, og de tre piger leger sammen en lille times tid på legepladsen.

Vi kører hjem langs Lake Hayes, og går tidligt i seng for at være friske til vores udflugt til Glenorchy den følgende dag.

Vi kører via Cardrona Valley og The Crown Road over passet til Arrowtown. Det er en fantastisk smuk køretur ad New Zealands højest beliggende vej, 1076 meter over havet. Udsigten, den høje himmel, bjergene og det fantastiske panorama er overvældende smukt.

Vi finder frem til vores bo i den gamle guldgraverby, ser nyhederne, og spiser sen aftensmad. Vi slutter dagen af med en kort aftentur langs hovedgaden med de gamle huse. Vi har fået et lodge-room, med fire køjesenge – alt hvad der var at finde i Arrowtown, men det fungerer.

På nogle storskærme placeret rundt om i butikken, ser vi, at to unge australske turister er blevet dræbt af tonstunge isblokke så store som lastbiler, der er brækket af og er faldet ned ved foden af Fox Glacier – blot få timer efter, at vi har forladt stedet.

Det er rigtig uhyggeligt, og det gør et meget stærkt indtryk.