New Zealand 2008 - 2009

Westport var en gang guldby, siden kulby og nu nærmest soveby. Adventure-turismen er byens vigtigste indtægtskilde, omend det næppe er byen, der trækker turisterne til. Bystyret har brugt mange penge på at profilere byen som udgangspunkt for alskens udflugter for alverdens vovehalse.

Vi vælger de mere rolige omgivelser i byens museum, som er en temmelig blandet landhandel med indslag fra vigtige afsnit i byens historie.

Da kulminedriften fra The Denniston Incline nord for byen var på sit højeste, blev der hentet 120 tons kul af højeste kvalitet ned fra bjerget – hver dag – i store vogne, som blev firet ned af bjergsiden med 10 cm tykke wires i afsindinge vinkler.

Tyngdekraften fra den nedadgående vogn blev brugt til samtidig at trække de tomme vogne op igen. Det nedadgående spor med de fyldte vogne kaldtes spøgefuldt The Company Side, mens den opadgående blev kaldt The Donkey Side.

Ved ankomsten til Westport passerer vi igen Buller River, som nu er blevet flere hundrede meter bred. Det er ikke uden grund, at Kiwierne kalder floden The Mighty Buller.

Vi overnatter på Bazil’s Hostel, som er Westports vandrerhjem, i et fint bo i 2 etager, med sovepladser til pigerne på hemsen og de to gamle nedenfor trappen.

Murchison er en meget lille, hyggelig by, som er udgangspunkt for en lang række adventure tours. Området er præget af den vilde natur, med en af New Zealands største floder, Buller River, som det bogstaveligt talt gennemgående tema. Efter overnatning i et rigtig dejlig bo med spaboblebadekar, starter vi på turen mod Westport. Vi skal over en smal høj bro over Buller River, hvor vi standser og tager billeder. Der er en fantastisk udsigt ned i kløften, hvor floden løber sløvt forbi under os.

Lidt længere fremme af vejen holder vi ind for at gå over New Zealands længste hængebro på 160 meter fra anker til anker hen over Buller River. Der er 110 meter i frit spænd henover floden. Vi køber billet, og får klistermærker som adgangsbevis. Det skal vise sig at være heldigt lidt senere.

Floden er knap så sløv her – faktisk er der temmelig meget tryk på det irgrønne vand godt tyve meter under os, og det er en ret specielt fornemmelse at gå derude i luften på nogle tynde stålrammer med wire og hønsenet som eneste “gelænder”. Vi kommer dog både helskindede og tørskoede over.

Under os brøler en jetboat afsted med nogle andre eventyrlystne turister.

Vi vælger at tage en loopwalk i et område, som tidligere var et af New Zealands mest guldombruste. Der blev fundet guld i flodbankerne netop her i Buller River første gang i 1860’erne, og guldfeberen rasede i årtier. Da vi kommer ned til floden, sidder der flere og skyller fade rundt i sandet ved flodbredden. Vi har ikke lejet en goldpan, og det er faktisk heller ikke nødvendigt. Vi kan se bittesmå flager guld med det blotte øje! Vi finder selvsagt ikke store klumper, men får dog en 8-10 flager med os, klistret fast på bagsiden af vores indgangsoblater.

Buller River er 160 km lang, og vi passerer den flere gange undervejs på turen til Westport. Turen er en flot oplevelse, men forrevne bjergsider, lodrette hvide klippevægge ved Berlins White Cliffs, og et enkelt sted er vejen lagt flere meter ind under klippen, som hænger faretruende ud over vejen.

Vi kører fra Hanmer Springs og de smukke bjerge mod Murchison. Vi har en meget smuk køretur med høje grønne bjerge og ved Lewis Pass ser vi også høje, sorte bjerge med sne på!

Turen ned fra passet går igennem tæt New Zealandsk bøgeskov på begge sider. Vi gør holdt og spiser frokost ved Maruia Falls, som stort set ligger lige ud til vejen. Et meget smukt og bredt vandfald, hvor det grønne vand vælter ned over klippen. Forkastningen langs floden er skabt af tidligere jordskælv, og er mange meter høj. Vi fortsætter mod Murchison med smukke bjerge og får og køer omkring os.

Lauras fem års fødselsdag! Solen skinner fra en skyfri himmel og det er dejligt varmt 😉 Vi gemmer Lauras pakker forskellige steder i værelset og Laura finder glad dem alle sammen.

Efter morgenmaden går vi til Hanmer Springs Thermal Pools and Spa. Et fantastisk dejligt sted med børnebassiner og pools med mineraler og svovl på forskellige temperaturer mellem 27 C og 41 C.

Vi går hjem og skifter tøj til en dejlig fødselsdagsmiddag, som vi nyder i Gardenhouse i pool-området og derefter når vi igen at sidde i de varme pools inden stedet lukker kl. 21. Vi er de absolut sidste, der forlader parken.

Efter en dejlig julepause i Christchurch, sætter vi kursen vestover mod den nordlige vestkyst.

Først tager vi dog en lille afstikker til Lyttelton sydøst for Christchurch. Lyttelton er byens havn, og ligger lige for enden af en knap 2 kilometer lang tunnel. De første skibe med engelske nybyggere kom til Lyttelton i 1850 for at grundlægge det perfekte samfund, som de ville kalde Canterbury. Helt perfekt var det dog ikke, da de fleste veje er bygget af straffefanger og det samme gør sig gældende for the Timeball Station, som vi besøger.

Det flotte engelske tårn er bygget i 1876 af straffefanger og blev brugt til at fortælle alle havnens kaptajner, hvad klokken var. Præcis kl. 13.00 faldt kuglen ned fra sin top, og så kunne alle beregne hvor meget skibets ur afveg fra Greenwich Mean Time i London. Denne oplysning var afgørende vigtig for korrekt navigation. Derfor var Lytteltons Timeball Station og havnen i Lyttelton meget vigtig for skibsfarten.

Under og efter besøget snakker vi med Bruce på snart 79 år som siden 1994 har passet tidskuglen. Han er pensioneret maskiningeniør og fortæller blandt andet også, at han ved årtusindeskiftet lod tidskuglen falde som det første sted i verden kl. 00:00 den 1. januar 2000 “and not millions but billions of people around the world”, som han sagde, så ham gøre det på verdensomspændende live-tv

Efter en smuk køretur ad SH7 med høje skovklædte bjerge og nøgne klipper når vi Hanmer Springs, hvor vi skal holde 5-års fødselsdag for Laura. Hanmer Springs er, som Rotorua på nordøen, kendt for sine vulkansk opvarmede kilder og ligger smukt omgivet af høje bjerge. Svovllugten er heldigvis stort set ikke til stede her. Vi går en aftentur i byen, og får også et kig på bassinerne og de mange pools, inden vi går hjem til vores bo, som er et relativt nyt YHA-lodge ved indfaldsvejen til den lille by.

Larmen i nat fra et par biler udenfor var så øredøvende, at vi blev vækket af det. Heldigvis var pigerne så trætte, at de ikke har lagt mærke til noget. Ved afrejsen får vi en god snak med vores vært Bruce. Han har også hørt de to biler, der har kørt gaderæs i nat på the avenues. Botanisk Have og den tilstødende Hagley park er omkrandset af tre store sammenhængende veje, hvoraf vi bor ud til Deans Avenue.

Bruce har noteret sig, at lyden af de hvinende dæk og brølende motorer vendte tilbage hvert 11 minut, så der er blevet kørt ganske mange runder i de knap to timer det stod på

Selvom juledagene har været behageligt afslappede, har vi brug for en dag til praktiske gøremål. Vi hygger, booker overnatning fremad, vasker tøj, pakker baggagen, og får ryddet op i et par dages billeder.