Murchison er en meget lille, hyggelig by, som er udgangspunkt for en lang række adventure tours. Området er præget af den vilde natur, med en af New Zealands største floder, Buller River, som det bogstaveligt talt gennemgående tema. Efter overnatning i et rigtig dejlig bo med spaboblebadekar, starter vi på turen mod Westport. Vi skal over en smal høj bro over Buller River, hvor vi standser og tager billeder. Der er en fantastisk udsigt ned i kløften, hvor floden løber sløvt forbi under os.

Blog Image

Lidt længere fremme af vejen holder vi ind for at gå over New Zealands længste hængebro på 160 meter fra anker til anker hen over Buller River. Der er 110 meter i frit spænd henover floden. Vi køber billet, og får klistermærker som adgangsbevis. Det skal vise sig at være heldigt lidt senere.

Floden er knap så sløv her – faktisk er der temmelig meget tryk på det irgrønne vand godt tyve meter under os, og det er en ret specielt fornemmelse at gå derude i luften på nogle tynde stålrammer med wire og hønsenet som eneste “gelænder”. Vi kommer dog både helskindede og tørskoede over.

Blog Image

Under os brøler en jetboat afsted med nogle andre eventyrlystne turister.

Blog Image

Vi vælger at tage en loopwalk i et område, som tidligere var et af New Zealands mest guldombruste. Der blev fundet guld i flodbankerne netop her i Buller River første gang i 1860’erne, og guldfeberen rasede i årtier. Da vi kommer ned til floden, sidder der flere og skyller fade rundt i sandet ved flodbredden. Vi har ikke lejet en goldpan, og det er faktisk heller ikke nødvendigt. Vi kan se bittesmå flager guld med det blotte øje! Vi finder selvsagt ikke store klumper, men får dog en 8-10 flager med os, klistret fast på bagsiden af vores indgangsoblater.

Buller River er 160 km lang, og vi passerer den flere gange undervejs på turen til Westport. Turen er en flot oplevelse, men forrevne bjergsider, lodrette hvide klippevægge ved Berlins White Cliffs, og et enkelt sted er vejen lagt flere meter ind under klippen, som hænger faretruende ud over vejen.

Blog Image

Blog Image