Nord for Karamea i The Oparara Basin ligger nogle helt særegne naturoplevelser og venter på os.

Vi kører 16 km op ad en grusvej gennem tæt bush til den øverste af tre parkeringspladser. Heroppe er bushen blevet til tæt regnskov med mosbevoksede træer, meget tæt bundbevoksning og en helt speciel fugtig lugt.

Blog Image

Fra p-pladsen er der en kort sti frem the Box Cave og Crazy Paving Cave. Box Cave, som vi går ind i først, er en kæmpestor grotte, som er tæt på fyrre meter høj, fyrre meter bred og fyrre meter dyb. Vi har lygter med, og bevæger os helt ind i bunden af grotten. Da vi slukker lygterne, ser vi 15-20 glowworms oppe i grottens loft. Glowworms er larveagtige insekter, som lever hele deres liv i grottens loft, og som lyser som små stjerner i den mørke og kolde grotte.

Crazy Paving Cave har fået sit navn efter gulvet i grotten. Gulvformationerne er dannet af vand og mudder, som efterhånden er tørret ud, og som nu ligger som et ørkenlandskab herinde i grotten. Også denne grotte har sine særlige beboere, meget sjældne edderkopper, som hænger sine op til 50 æg op i poser under loftet.

Vi kører ad grusvejen til den mellemste parkeringsplads, og vandrer gennem regnskoven frem til indgangen til Moria Arch.

Blog Image

Vi kravler gennem en lille åbning i klippen, Moria Gate, og ned igennem en tæt skakt ind under klippen, hvor et forunderligt sceneri åbner sig for os. Snart står vi under kalkstensbuen, som spænder 47 meter hen over en lille flod.

Blog Image

Vi skal ad samme smalle passage tilbage til stien, og fortsætter rundt til The Mirror Tarn, som er en nærmest cirkelrund grøn sø, midt i regnskoven. Bortset fra fuglene er her helt stille, og søen er spejlblank.

Blog Image

Herfra går stien tilbage til den nederste p-plads.

Efter et kort hvil, beslutter vi at gå til den sidste af de tre spektakulære klippeformationer, nemlig Oparara Arch.

Blog Image

Kalkstensbuen er så stor, at vi først ikke ser den. Den er 37 meter høj, spænder over 49 meter og er 200 meter dyb.

Blog ImageHjemme i vores bo går vi i bad og klæder om til nytårsaften. Vi er imidlertid for trætte til at tage afsted til arrangementet, og hygger os i stedet hjemme med dejlig middag, kortspil og en god snak om ønsker for det nye år.

Som mørket falder på, bryder det voldsomme regnvejr vi har haft natten før, ud igen.