New Zealand 2008 - 2009

Efter den smukke vandretur tager vi en slapperdag. Vi får bestilt overnatning henover Julen og vasket tøj :). Vi får også en god snak med en ældre kvinde, Chris, som bor fast på vores campingplads.

Hun giver os en masse gode råd og brugbar information. Vi beslutter, på hendes anbefaling, at ændre retning rundt om sydøen, så vi kører vestom mod syd i stedet for østom.

For, som hun siger, det er bedre at køre ind i bjergsiden end ud i vandet, hvis vi møder en vildfaren logger-lastbil på de smalle veje langs vestkysten, og så har vi også solen i ryggen. The logger-truckers, som kører med lange træstammer, er kendt i hele New Zealand som nogle ret hasarderede chauffører. Chris fortæller, at det skyldes, at de kører på akkord, og det er derfor de for det meste kører som crazy maniacs.

Det med solen er ikke noget vi har tænkt meget over, men hun har ret. Her i NZ på den sydlige halvkugle står solen op i øst, går nordover og ned i vest. Helt modsat derhjemme.

Vandreturen byder på flere, men overkommelige udfordringer. Vi skal krydse gennem små vandfald, vi går ad glatte og mudrede stier, vi bestiger bakker og der er fantastiske udkig ud over the sounds, hvor vi stopper op og tager billeder 🙂

Undervejs spiser vi frokost ved en af de få, men velplacerede bænke. I vores benovelse over udsigten, glemmer vi helt at holde øje med vores madpakker, og pludselig er den ene pose med sandwich forsvundet! En fræk fugl i fasanstørrelse har snuppet den, og løber afsted med den i næbbet, ind i bushen. Heldigvis bliver den så forskrækket over, at Anders løber efter den, og larmer og basker “med vingerne”, at den langt om længe slipper vores frokost.

Pigerne klarer den lange travetur i stiv arm. Vi har lånt en bærerygsæk til Laura, men det er først til allersidst, vi får brug for den. Vi fejrer ankomsten til Furneaux Lodge i Endeavour Inlet med en velfortjent is, varm chokolade og long black kaffe.

Næste morgen er vi tidligt oppe for at komme med postbåden til Ship Cove, som ligger 76 km fra Picton. Helt herude for enden af en af de yderste spidser af en af de mange lange landtanger, er vandvejen den eneste transportvej. Det giver et helt andet og stærkere indtryk at sejle med den relativt lille båd ud af Picton.

Turen derud tager godt en time med postbåden. Vi sejler det første stykke tilbage til bådens første stop, som er Resolution Bay. Herfra skal vi vandre godt 10 km gennem bushen til Endeavour Inlet, hvor vi vil blive samlet op ved Furneaux Lodge ved 16-tiden om eftermiddagen.

Vi forlader Wellington ad søvejen midt på dagen den 16. december. Sejlturen varer godt tre timer, og byder på samme storslåede naturscenerier som fra landsiden. Da vi når forbi Sinclair Head og ud forbi Cape Terawhiti, tager vinden og bølgerne til. Der er hvide toppe overalt på det dybblå hav. Der skal virkelig holdes fast i rælingen, når vi er ude på dækket.

Indsejlingen til Picton på sydøen er en smuk naturoplevelse. Vi sejler ind mellem grønne klipper, hundredevis af små bugter, pynter og øer, som tilsammen virker som et kæmpemæssigt puslespil, hvor brikkerne ikke er samlet, men kun ligger tæt sammen. I de mere stille bugter dyrkes østers i flydende farme, hvor selv “stuehuset” flyder med. Vi ankommer til Picton sidst på eftermiddagen, og beslutter at blive nogle dage i den lille naboby Waikawa for at vandre et stykke af The Queen Charlotte Sounds Track den følgende dag.