Vi forlader Wellington ad søvejen midt på dagen den 16. december. Sejlturen varer godt tre timer, og byder på samme storslåede naturscenerier som fra landsiden. Da vi når forbi Sinclair Head og ud forbi Cape Terawhiti, tager vinden og bølgerne til. Der er hvide toppe overalt på det dybblå hav. Der skal virkelig holdes fast i rælingen, når vi er ude på dækket.

Indsejlingen til Picton på sydøen er en smuk naturoplevelse. Vi sejler ind mellem grønne klipper, hundredevis af små bugter, pynter og øer, som tilsammen virker som et kæmpemæssigt puslespil, hvor brikkerne ikke er samlet, men kun ligger tæt sammen. I de mere stille bugter dyrkes østers i flydende farme, hvor selv “stuehuset” flyder med. Vi ankommer til Picton sidst på eftermiddagen, og beslutter at blive nogle dage i den lille naboby Waikawa for at vandre et stykke af The Queen Charlotte Sounds Track den følgende dag.