Vi gemmer juleindkøbene til i morgen, og beslutter i stedet at køre en tur til Akaroa, som ligger godt 90 kilometer fra Christchurch. Køreturen går blandt andet langs New Zealands 4. største sø, Lake Ellesmere, som er et enormt, langstrakt vulkankrater. Herefter kravler vejen op af bjergenes sider, og rundt op og ned i noget der virker som en uendelighed.

Langt om længe når vi frem til byen, som ligger i bunden af en lang, smal fjord i Banks Peninsula. Fjorden rækker stort set ind til midten af halvøen, og derfor ligger Akaroa smukt indesluttet af bjerge på stort set alle sider. Halvøen er toppen af en enorm udslukt vulkan, og fjorden menes at være det sted, hvor lavastrømmen for tusinder af år siden flød ned af bjerget under et kæmpemæssigt udbrud.

Akaroa blev grundlagt i 1840. I 1838 gik en fransk hvalfanger i land her, og året efter kom 63 franske nybyggere hertil. I mellemtiden var englænderne allerede godt i gang med at bosætte resten af New Zealand. Franskmændene bed sig imidlertid fast i Akaroa, og den dag i dag har byen et umiskendeligt fransk præg med gadenavne på fransk, franske flag og bannere og bygninger fra den gang i noget der ligner fransk varieté-stil.

Turen tilbage til hovedvejen går ad Summit Road, eller Tourist Drive, som vejen også hedder. Om det er for at holde turisterne væk fra hovedfærdselsåren eller for at give os en særlig uforglemmelig oplevelse (både køremæssigt og udsigtsmæssigt), kan vi ikke vide.

Vejen er i alt fald meget smal, stejl både op og ned og uden ret meget autoværn ud over nogle vindblæste buske. Som navnet antyder følger vejen bjergryggen snarere end bjergsiden, og det giver nogle helt fantastiske udkig ud til begge sider over hele Akaroa og de mange små bays på halvøens nordlige og østlige kyster.

Blog Image

En fantastisk smuk køretur, hvor vi må stoppe flere gange for at kigge ud over klippen og tage billeder ned mod Akaroa og Stillehavet på den ene side og Pegasus Bay på den anden side 🙂

Blog Image