New Zealand 2008 - 2009

Efter en afslappende formiddag kører vi på juleindkøb i Christchurch. Besøger et par shopping malls og køber ind i New World inden vi kører hjem og hygger.

Der er meget trafik i byen i dag – kiwierne styrter rundt og foretager de sidste juleindkøb. Vi tager det meget afslappet og nyder ikke at skulle en masse ting og købe en masse gaver

Vi spiser en dejlig middag og spiller terninger og skiftes til at tage en julegave under vores juletræ (sofabordet ) mens vi spiser godter og kransekager fra Copenhagen Bakery – uhmm.

Det virker som om Christchruch er mulighedernes by. Her kan alt ske og alle kan prøve deres talent af. På Cathedral Square er der masser af liv. Der er marked med boder, børne-bungyjump i elastikker, flere gadekunstnere, som kaster sig ud i udbrydertricks, basketball-kunster, børne-haka og julemusik iført solbriller, shorts og nissehue. Det store skakspil med brikker så store som Laura, er også brug hele tiden. Klokken 12 bliver julens arrangementer proklameret af byens opråber, mens The Salvation Army Band spiller hornmusik i baggrunden.

Pigerne vil gerne overvære en børnegudtjeneste i katedralen – det særlige er, at mange af de deltagende børn har deres kæle- og husdyr med i kirken. Der er krybbespil med udklædte helligtrekonger, hyrder og engle samt heste, får, geder, høns, hunde, katte, kaniner og kanariefugle.

Vi spiser sandwich og derefter rigtig dejlig kage i Copenhagen Bakery, der – som navnet antyder – er et bageri med danske rødder, som har vundet flere priser for deres bagværk. Det er en ret bizar oplevelse af høre Shubidua og det danske pigekor her et solbeskinnet Christchurch på den anden side af jorden. Derefter kigger vi butikker og får klaret lidt juleindkøb.

Efter en dejlig og oplevelsesrig dag i byen, slentrer vi hjemad gennem parken til vores bo.

I dag vil vi klare nogle af juleindkøbene i byen. Vi går gennem parken, og støder på flere af byens gamle sporvogne, som kører rundt i byen. Turen går blandt andet forbi kunstmuseet og henover Avon-floden, hvor vi kan “go punting” – lidt a la gondolerne i Venedig, men på the Edwardian English way.

Vi gemmer juleindkøbene til i morgen, og beslutter i stedet at køre en tur til Akaroa, som ligger godt 90 kilometer fra Christchurch. Køreturen går blandt andet langs New Zealands 4. største sø, Lake Ellesmere, som er et enormt, langstrakt vulkankrater. Herefter kravler vejen op af bjergenes sider, og rundt op og ned i noget der virker som en uendelighed.

Langt om længe når vi frem til byen, som ligger i bunden af en lang, smal fjord i Banks Peninsula. Fjorden rækker stort set ind til midten af halvøen, og derfor ligger Akaroa smukt indesluttet af bjerge på stort set alle sider. Halvøen er toppen af en enorm udslukt vulkan, og fjorden menes at være det sted, hvor lavastrømmen for tusinder af år siden flød ned af bjerget under et kæmpemæssigt udbrud.

Akaroa blev grundlagt i 1840. I 1838 gik en fransk hvalfanger i land her, og året efter kom 63 franske nybyggere hertil. I mellemtiden var englænderne allerede godt i gang med at bosætte resten af New Zealand. Franskmændene bed sig imidlertid fast i Akaroa, og den dag i dag har byen et umiskendeligt fransk præg med gadenavne på fransk, franske flag og bannere og bygninger fra den gang i noget der ligner fransk varieté-stil.

Turen tilbage til hovedvejen går ad Summit Road, eller Tourist Drive, som vejen også hedder. Om det er for at holde turisterne væk fra hovedfærdselsåren eller for at give os en særlig uforglemmelig oplevelse (både køremæssigt og udsigtsmæssigt), kan vi ikke vide.

Vejen er i alt fald meget smal, stejl både op og ned og uden ret meget autoværn ud over nogle vindblæste buske. Som navnet antyder følger vejen bjergryggen snarere end bjergsiden, og det giver nogle helt fantastiske udkig ud til begge sider over hele Akaroa og de mange små bays på halvøens nordlige og østlige kyster.

En fantastisk smuk køretur, hvor vi må stoppe flere gange for at kigge ud over klippen og tage billeder ned mod Akaroa og Stillehavet på den ene side og Pegasus Bay på den anden side 🙂

Forude venter Christchurch, City of Gardens, sydøens største by. Vi har igen fundet overnatning lige ved Botanisk Have, en dejlig grøn oase midt i storbyen. Vores bo er et motel med 2 værelser og egen public relations manager (katten Bart).

Vi har valgt at tilbringe julen her, og opleve byen og dens mange seværdigheder i behagelig gå-afstand. Den Botaniske Have her virker ældre og større end den i Wellington. Flere af træerne er endog meget store, f.eks. Albert Edward Oak, byens første plantede træ, som blev plantet for at fejre den danske prinsesse Alexandras ægteskab med prinsen af Wales i 1863.

På vejen tilbage støder vi på en kæmpe flok Dusky delfiner, som boltrer sig i havet. Flere af dem synes ligefrem at lave springopvisning for os med flere saltomortaler, maveplaskere og piruetter. Vi ser også flere albatrosser med vindefang på over 3 meter sejle hen over havoverfladen uden nogen tilsyneladende anstrengelser.

Vi slutter dagen og et dejlig ophold i Kaikoura af med en excellent middag på The Green Dolphin, som byder på nogle sublime fiskeretter. Kaikoura er nemlig også kendt som et særdeles godt spisested for mennesker, når det gælder alt godt fra havet.

Kaikoura er samlingspunkt for alle, der gerne vil opleve hvaler tæt på i deres naturlige miljø. Vi sejler 8-10 kilometer ud med Kaikoura Whale Watch, og får nogle meget flotte kig på i alt 5 hvaler. Selvom vi kun kan se åndehullet, noget af ryggen og rygfinnen, svarende til ca. 10% af hvalen, er det en fantastisk og storslået oplevelse at se de enorme hvaler ligge og vugge blidt i havoverfladen og blæse ud af åndehullerne, inden de igen dykker ned i dybet med et flot stræk opad med den store halefinne.

For hvalerne, som bliver op til 18 meter lange, er de store havdybder på op til 3.000 meter øst for Kaikoura et af det sydlige Stillehavs bedste spisekamre. Det skyldes at flere havstrømme mødes her, og fører masser af føde med sig.

Vi forlader Waikawa ved Picton, og kører sydpå mod Blenheim og Kaikoura. Turen går gennem græsklædte bjerge i gyldne farver – helt anderledes end det altid frodige grønne, vi har set på nordøen. Når vinden går hen over bjergsiderne op mod den klare blå himmel, ligner det til forveksling de danske kornmarker lige inden høsten. Den nordlige del af sydøen ligger i The Marlborough Wine District, så også her er der masser af vinstokke i snorlige rækker.

Undervejs gør vi et kort stop ved Ohani, hvor en sælkoloni holder til på klipperne langs vejen. Der er formentlig omkring 100-150 sæler, heriblandt en lille unge som kravler rundt på klipperne. Gennem zoom’en på kameraet kan vi se, at den endnu har blå øjne, så den kan ikke være ret gammel.