New Zealand 2008 - 2009

Vi gør et frokoststop i skyggen i det grønne ved søen Rotoma. I Opotiki spiser vi en tiltrængt is – det er meget varmt i dag, og vi forsøger at få et kik ind i kirken som har en speciel biskopstol og præstestol lavet af 12 forskellige endemiske træsorter. Men desværre er kirken låst. Vi ser andre maorikunstværker på vores vej videre mod Gisborne.

Fra Opotiki kører vi ad route 2 mod Gisborne. En meget smuk køretur i skovlandskab med vidunderlige udsigter og dybe dale. Da vi nærmer os Gisborne står Chardonnay-vinstokkene tæt på mark efter mark.

Gisborne er den østligste by i New Zealand og er det sted i verden hvor det først bliver dag pga. nærheden til datolinien. Vi skal se nærmere på Gisborne i morgen.

Da Laura ser et boblende mudderhul udbryder hun: “Jeg vil ha’ en lille skovl og en lille spand”

Lørdag. Vi kører fra Rotorua mod Whakatane. Lidt nord for byen gør vi holdt ved Hell´s Gate. En imponerende stank og et noget frygtindgydende syn møder os. Det syder og bobler i jorden, i søer og i kratere, mens vi betagede går turen rundt i “Helvede”. Pigerne synes der lugter frygteligt!

TIP: klik på billedet for at zoome ind og læse teksten på skiltet!

Orrrhh, Katrine, se fars ryg – han er lige så rød som en mariehøne.

Den følgende dag tager vi til Waikite Valley. Wai betyder vand og kite betyder klart. Det klare, rene mineralvand stammer fra en kilde, som sender 40-50 liter 98 grader varmt vand op af jorden pr. sekund.

Vandet løber videre nogle kilometer som en kogende og dampende flod på ca. 60 grader, indtil det løber sammen med en koldere strøm længere nede i dalen.

I 1972 byggede den lokale befolkning 10 forskellige pools med geotermisk opvarmet vand af forskellig størrelse, og med forskellige temperaturer tæt ved kilden. Alle bassiner og bade tømmes og fyldes dagligt med nyt vand fra kilden. Det er en helt speciel oplevelse at sidde i de dejlige bade, og samtidig nyde udsigten udover Waikite Valley. Pigerne og Anders nyder det meste af tiden det store bassin, hvor vandet kun er 38 grader. Jeg nyder de mindre bade, hvor det afslappende 40 grader varme vand er godt for led og muskler.

På vejen tilbage kører vi ud til søerne syd for Rotorua. Vi ser de smukke The Blue Lake og The Green Lake, Lake Okareka og ikke mindst Lake Tarawera, som ligger for foden af Mt. Tarawera. Vi spiser en pizza med udsigt over Lake Tarawera. På vejen hjem til vores bo, gør vi et kort stop ved den grønne sø, hvor solen kaster sine sidste stråler ned over det klare vand.

Vi tager Rotorua Skyline, som er en svævebane op af Mount Ngongotaha. Herfra er der en fantastisk udsigt ud over både søen og byen Rotorua. Skyline er bygget sammen med Skyrides, som er nogle små vogne, vi kan køre i ned ad bjerget i tre forskellige baner. Vi køber et family-pass og får seks ture. Pigerne er noget betænkelige første gang. Laura skal køre med en voksen, så hun tager turen ned med Dorte. Katrine og jeg følges ad nedad på første tur.

Anden gang går det over stok og sten, og vi bliver nødt til at købe en tur mere for at få tilfredsstillet Lauras hang til fart og spænding på en tredje tur. Det er altså også rigtig sjovt.

Turen op igen til startstedet er mindst lige så smuk og stilfærdig, som vi hænger der i luften i en åben skilift højt over banerne, hvor de små vogne suser afsted under os.

Vi kører tidligt fra Hahei. Målet er Rotorua, om end vi har planlagt en del afstikkere undervejs. Vi vil spise frokost på Mt. Maunganui ved Tauranga, men når først frem midt på eftermiddagen. Vi spiser i stedet sandwich og dejlige is i rigtige vafler ved stranden, som er en flot, hvid sandstrand. På et stykke af stranden er der lavet flotte “skulpturer” i sandet, blandt andet finder vi en havfrue.

Vi kører videre til Matamata, hvor den første af Ringenes Herre-filmene i stor udstrækning blev optaget. Vi ville gerne have set det tilbageblevne hobbit-hul, men den sidste tur dertil den dag er forbi. Vi får samtidig oplyst, at stedet er lukket af, så det ikke kan ses fra vejen på grund af filmselskabets rettigheder til filmen – sygt.

Rotorua er oplevelsernes by. Her synes at være noget for enhver smag. Et af de første indtryk vi får under “indflyvningen” er lugten af svovl fra den meget geotermisk aktive undergrund. Prompte lyder spørgsmålet fra bagsædet: “bvadr, Far, har du slået en…?”

Rotorua, som har givet byen navn, betyder egentlig “den anden sø”. Den første sø hedder Rotoriti, og er mindre, og svovl- og mineralfyldt.

De steder, vi overnatter har pigerne givet betegnelse “vores bo”. Denne gang ligger vores bo heldigvis noget uden for byen, og dermed væk fra de mest koncentrerede svovlområder. Det viser sig også på sigt at være dejligt, at være lidt væk fra byens jag. Godt slidte efter dagens køretur, går vi til ro i spændt forventning om de oplevelser, morgendagen vil bringe.