New Zealand 2008 - 2009

I dag går turen videre til Whitianga og Hahei Beach på østkysten af Coromandel. Vi kører gennem byen Thames, hvor vi køber ind og booker overnantning i Hahei Holiday Resort. Turen op langs kysten er meget smuk med mange snoninger og smukke udkig ud over det tyrkisgrønne vand i Firth of Thames

Vi skal gennem bjergene ad Road 309, som er en grusvej gennem bushen. De 28 kilometer vil forventeligt tage en times tid at køre, ad snoede og stejle veje uden asfalt. Det viser sig, at vejen er bedre end sit rygte, og ikke så slem som Anders havde frygtet.

Vi nyder de frodige omgivelser i bushen og gør holdt undervejs ved Waiau Waterworks, som er en herlig park for vandlegebørn. Vandet bliver brugt til alle mulige slags finurlige opstillinger såsom sejlrender til små både, vandkanoner, et vandur, cykler, som pumper vand ud i en lille sø, en vandvippe og en legeplads med en cykelkarrussel drevet af vandpedalkraft.

Vi bliver overhalet af flere motorcyklister, som kører helt vildt op ad vejene. Faktisk sidder vi netop og taler om, hvor farligt det er, da vi rundt om næste hjørne ser en af dem, som netop har overhalet os, blive hevet op af grøften af nogle forbipasserende. Han ser temmelig groggy ud, men er trods alt i live.

Sidst på eftermiddagen når vi frem til Hahei Beach, hvor vi får en Kitchen Cabin med plads til 8 personer. Vi møder en dansk far og hans datter på 8 år, Petrine, som har brækket armen for to dage siden. De er to voksne og tre børn, og skal være her nogle dage ligesom os.

Vores næste mål er Coromandel-halvøen. Vi kørte fra Dargaville i flot solskinsvejr sydpå ad hovedvejen til State Highway 1, og suser gennem Auckland. Fra Harbour Bridge får vi et flot kig på Aucklands skyline med Skytower, som tager sig godt ud i solskinnet.

På de store veje når vi langt, og vælger at overnatte omkring Miranda ude ved kysten. Vi finder en meget fin bed & breakfast i Kaiaua nord for Miranda i bunden af Firth of Thames. Spiste middag på det lokale hotel/pub, som bl.a. havde helstegt pattegris på menuen og i haven, hvor vi spiste vores mad var der kulørte lamper og diskotek, som bl.a. spillede Queen-musik.

Vi besøger Kauri-museet i Matakohe. Museet rummer historien om kauritræet og dets betydning for New Zealand i pioner-tiden tilbage i sidste halvdel af 1800-tallet. Der er tusindvis af gamle billeder og spændende historier om familier og settlers fra for eksempel England og Skotland som rejste til New Zealand. De havde drømmen om at finde lykke og rigdom her, men fandt intet andet end bush på det jordlod, som de havde købt hjemmefra.

Vi så mange opstillinger af gamle maskiner, store save fra savværkerne i skovene og fantastiske møbler og ting lavet af kauritræ. Her er det en kæde, skåret ud af ét stykke træ.

Der var også et særligt kauri-træ som hedder swamp-kauri. Dette særlige kauri-træ blev begravet i sumpe og mudder af pludselige naturfænomener som jordskælv og andre pladetektoniske forskydninger. De ældste eksemplarer er mellem 40.000 og 50.000 år, og fremstår som nyt træ.

Museet har verdens største, og meget imponerende, samling af rav fra kauritræer. Ravobjekterne er i alle størrelser og forarbejdet til alle mulige ting og sager. I samlingen findes også verdens største kendte, uforarbejde kauri-ravklump på 83 kg.

Vi kører til et nyt overnatningssted i Dargaville efter en indkøbstur i Woolworths, og finder frem til togvogn nr. 12 i Dargaville Campervan park & cabins.

Vognen er fint indrettet med køjesenge, bord, et lille køleskab, bad og toilet. Vi har besluttet os for at tage en slapperdag, hvor vi får fulgt op på billeder, oplevelser, dagbøger og vasketøj.

Sidst på dagen går vi til en park, som rummer et legeskib med rutschebane og andre effekter. Pigerne morer sig inden det bliver mørkt og vi går tilbage.

I går så vi rigtig store kauri-træer. Et af dem er 2.000 år gammelt. Det er rigtig, rigtig stort. Vi så også De Fire Søstre, og så så vi også et træ, der lige var væltet.

Så går turen mod syd igen. Vi kørte et langt stræk fra Apihara til Kauri-skovene gennem smukke, bakkede landskaber. For at undgå et stor omvej uden om Hokianga Harbour Bay, tog vi færgen fra Kohukohu til Rawena. Ved færgen får vi en snak med fru Jan, som har sin kaffevogn stående ved færgelejet.

Til Anders’ store fornøjelse, sælger hun cubansk espressokaffe i alle afskygninger fra sin lille vogn fra 8 morgen til 8 aften.

Vi møder en tysker ved Kohukohu, som kører jorden rundt på sin motorcykel. Han havde kørt en hel dag på Ninety Mile Beach uden at møde et øje. Han var selv kørt fast på stranden, og havde måttet få hjælp af en landmand til at komme fri af sandet. Han fortalte, at også busserne havde siddet fast efter det kraftige regnvejr det sidste par dage. Vi er glade for, at vi ikke vovede os ud på sandet.

Vi når til Kauri-skovene nord for Dargaville midt på eftermiddagen. Der er ikke mange af disse enorme træer tilbage. Omvendt er de ikke til at tage fejl af.

Der er nogle korte vandreture ind til De Fire Søstre, Tane Mahute (Skovens Konge) og Te Matua Ngahera (Skovens Fader). Tane Mahute er det højeste kauritræ med 52 m, og Te Matua Ngahera er det ældste kauritræ på ca. 2.000 år.

Efter turen gennem Kauri-skovene kommer vi til Dargaville, hvor vi finder et noget gammelt og slidt overnatningssted, hvor vi heldigvis kun kan være en nat.

Vi har kig på overnatning et andet sted i Dargaville, som har indrettet gamle togvogne til “tourist cabins”.

Heldigvis var sporene blevet fyldt op med skærver, så turen tilbage fra Cape Reinga bød på andre og anderledes interessante oplevelser end de dårlige veje.

Vi stødte både på fåreflokke og kvægflokke, som blev ledt over vejen af landmandens 4-6 hunde, som blev dirigeret med høje pift. Hundene er imponerende godt trænede.

Vi kørte fra landevejen ad en grusvej mod Ninety Mile Beach. Ifølge vores kort skulle der være en vej langs med et stykke af stranden. Vej er nok for meget sagt, det var nærmere et spor, så vi valgte at holde pause og soppe i stedet, og så tage grusvejen tilbage til den mere sikre asfalt oppe i landet. Vi nød alle det dejlige vejr, og at få tæerne i vand og blivet kølet af. Vi fandt også forskellige flotte muslingeskaller.

Selve stranden er snarere 90 kilometer end 90 miles lang. Ved ebbe er stranden flere hundrede meter bred, og fast nok til at køre på, men det frarådes alligevel i almindelig bil. Der er flere sand safari’s, som farer afsted i busser op og ned af stranden.

Far, kan vi køre med bus til Bjert her fra Cape Reinga? Eller skal vi tage en færge?