New Zealand 2008 - 2009

Mig og mor gik hen til det lille supermarked oppe ad vejen. Vi havde glemt at købe tyggegummi. Vi så en død rotte i vejkanten – adr

Fra lufthavnen kører vi med en tvivlsom shuttlebus til Freemans Lodge. Vi er ikke helt sikre på, at chafføren har styr på hvor adressen er, men vi når trods alt frem til det rigtige sted.

Vi er enormt trætte, men får samlet os sammen til at gå en kort tur ned til det nærliggende supermarked, hvor vi køber lidt ind. På vejen tilbage tager vi en pause i Victoria Park, som er omkranset af nogle meget store og flotte træer på den ene side og en motorvejsbro på den anden.

Vel hjemme igen, sover vi alle en dyb jetlag-lur inden vi spiser lidt let aftensmad og går omkuld igen.

Endelig i New Zealand! Der er en befrielse at komme ud af flyvemaskinen. Pigerne har klaret det helt fantastisk, men vi er bare enormt trætte alle sammen.

Det plejer at være på udrejsen, der er mest kontrol i lufthavnen, men i New Zealand er der faktisk mere kontrol ind i landet. Mens vi venter på bagagen, kommer en Biosecurity Officer med en hund rundt og snuser til folks tasker. Vi “bliver valgt ud” fordi vi har haft frugt i vores håndbagage. Hunden er trænet til at lugte efter alle former for fødevarer, som det er forbudt at indføre til New Zealand.

Vi skal gennem yderligere en kontrol, hvor AL bagage bliver gennemlyst. I flyet har vi udfyldt nogle meget udførlige indrejseformularer, hvor der blandt andet bliver spurgt til om vi har været i skoven for nylig, om vi medbringer campingudstyr og støvler eller har været i berøring med dyr.

Kortet bliver afleveret i endnu en kontrol, hvor vi bliver udspurgt om det ene og det andet. Langt om længe er vi igennem, og står i ankomsthallen.

En dejlig, frisk morgen med flot solskin over London. Pigernes humør er godt efter en god nats søvn (selvom sengene er elendige 🙁 ).

Vindretningen har ændret sig, så flyene letter længere mod vest. Det betyder, at døre og vinduer ikke klirrer, når flyene går hen over husene. Klokken 11.15 kører vi med den gratis minibus tilbage til lufthavnens terminal 1, hvorfra vi skal flyve til Los Angeles med afgang kl. 15.45.

De næste knap 27 timer skal vi tilbringe i en Boeing 777-200ER med plads til 313 passagerer. Heldigvis er maskinen ikke helt fuld på vejen til Los Angeles, så vi har mulighed for at ligge henover nogle sæder. Det er dog ikke meget vi får sovet.

Indflyvningen til et aftenbelyst Los Angeles er betagende smuk. Katrine kalder LA for guldbyen på grund af alle de skindende lys. Lysene strækker sig over flere kilometer, byen er enormt stor.

Bilernes lygter lyser op som røde og hvide slanger, der strækker sig gennem byen.

London Stansted. Lufthaven har ændret sig en del siden, Anders var her første gang for mere end 30 år siden. Vi skal videre til Heathrow med bus nr. 727. I lufthavnen skal vi ringe efter minibussen fra Heathrow Lodge Motel, hvor vi skal overnatte.

Motellet er acceptabelt, men vi vil nok tøve med at anbefale det. Motellet har løbende opkøbt mange af husene på Old Bath Road, som motellet ligger på. Vi bor i nr. 564, værelse 1. Her sidst på aftenen er larmen fra lufthavnen faktisk ret voldsom.

Så er vi i luften! Første skridt er taget på vores lange rejse mod det mål, vi har haft for øje i fem år. Det synes næsten uvirkeligt, at vi rent faktisk er på vej.